Prøv avisen

Jeg blev en fremmed i Grønland

Helene Thiesen har levet det meste af sit voksne liv i Danmark. - Jeg har fået et godt liv, men jeg har grædt meget. Måske fordi jeg blev en fremmed i Grønland. Her er hun fotograferet ved Feddet tæt ved Faxe, hvor hun i 1951 blev modtaget af Red Barnet efter ankomsten til Danmark. (Arkivfoto) Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Helene Thiesen og 21 andre grønlændere kan være de næste, som får en undskyldning af statsministeren. De var særligt udvalgte, men endte med at miste sig selv.

I sommeren 1951 lægger skibet M/S Disko til kaj i København. Ned fra rælingen kigger ni drenge i hvide anorakker og 13 piger i røde hjemmestrikkede trøjer.

Blandt dem syvårige Helene Thiesen, der har sagt farvel til sin mor nogle uger før på kolonihavnen i Godthåb.

- Jeg kan huske, da vi sejlede væk i robåden for at komme ud til det store skib. Da min mor stod oppe på kajen, og jeg tænkte: "Hvorfor gør du ikke noget?", siger Helene Thiesen i et interview med Ritzau.

Det er 68 år siden, men i denne uge vendte det hele tilbage, da statsminister Mette Frederiksen (S) på statens vegne gav drengene fra Godhavn og børn på 18 andre børnehjem en undskyldning for de uhyrligheder, de var udsat for.

For hun talte også om de 22 grønlandske børn, som i samme periode blev tvangssendt til Danmark for at lære dansk. De kan være blandt de næste, som statsministeren giver en undskyldning.

Det er på tide, mener Helene Thiesen.

- Det, som skete, var så uretfærdigt, og derfor vil en sten falde fra mit hjerte. Det vil betyde, at den danske stat anerkender, at det, der blev gjort mod os, var forkert, siger Helene Thiesen.

- Selv om det er længe siden, så ryster jeg stadig over hele kroppen nu, hvor jeg fortæller om det. Jeg har fået et godt liv med mand, børn og fire børnebørn, men jeg har grædt rigtig meget.

Hun var den bedst begavede af sine søskende, og derfor var det hende, som moren udpegede, da præsten kom på besøg for at finde børn til det, der siden er døbt "eksperimentet".

Målet var, at børnene med deres nye danskkundskaber skulle vende hjem som forbilleder for deres jævnaldrende.

Men sådan gik det ikke, for seks af børnene blev uden deres forældres accept bortadopteret til danske familier og genså aldrig de biologiske forældre.

Det gjorde Helene, men ikke som hun havde trøstet sig med under det halvandet år lange ophold i Danmark. Da hun og de andre kom tilbage, var det til et nyt chok. For hun kunne ikke længere tale grønlandsk:

- Min mor og søskende stod på havnen. De kiggede på mig, som kom jeg fra en anden planet.

Men værst var det, at det på havnen gik op for hende, at hun ikke skulle med hjem, men i stedet sammen med de andre hjemvendte anbringes på et dansk børnehjem i byen.

Først i midten af 1990'erne, da forfatter og socialrådgiver Tine Bryld gravede sig ned i sagen, forstod Helene Thiesen, hvorfor det gik, som det gjorde.

At hun var en brik i en politisk beslutning truffet af den danske stat og det grønlandske landsstyre. Den skulle ikke bare lære hende og de andre dansk, men også sikre, at de efter hjemkomsten blev holdt på afstand af den grønlandske kultur. De måtte ikke glemme det nye sprog.

Derfor kom hun kun til at se sin familie få gange.

- I mange år troede jeg, at jeg var blevet sendt væk, fordi min mor ikke kunne lide mig, eller fordi min far var død samme år. At hun var nødt til det, fordi hun ikke kunne klare at have mig.

Hun fik aldrig talt med sin mor om, hvad der skete dengang.

- Vi talte ikke længere samme sprog.

Helene Thiesen er dansk gift og har boet i Danmark det meste af sit voksne liv.

/ritzau/