Jeg blev udstødt, da jeg forlod islam

30-årige Amira Marie Dalgaard Rasmussen er en af de muslimske konvertitter, der blev omvendt til den strenge salafi-islam og siden vendte den ryggen. I dag er hun ikke velkommen i muslimske kredse, og hun viser sig ikke, hvor hun tidligere boede

Amira Marie Dalgaard Rasmussen bor i dag i Vestjylland sammen med sin mand og tilhører en vestjysk frikirke. – Privatfoto.
Amira Marie Dalgaard Rasmussen bor i dag i Vestjylland sammen med sin mand og tilhører en vestjysk frikirke. – Privatfoto.

Kan en muslimsk konvertit fortryde sin omvendelse og forlade islam? Ja, men det kan være svært. Ortodokse muslimer fordømmer frafald, og ifølge yderligtgående tolkninger af islam kan de frafaldne i yderste konsekvens straffes med døden.

Så galt gik det ikke, da den i dag 30-årige Amira Marie Dalgaard Rasmussen for tre år siden brød med islam. I godt 10 måneder levede hun som stærkt troende salafi-muslim, men så fortrød hun sit valg og blev kristen.

LÆS OGSÅ: Konvertitter har svært ved at forlade islam

I dag kan hun ikke længere være sammen med de muslimske venner fra dengang, og hun kommer heller ikke i Gellerupparken i Aarhus, hvor hun tidligere har boet i seks år. Hun bor nu i Vestjylland sammen med sin mand.

Inden Amira Marie Dalgaard Rasmussen begyndte at interessere sig for islam, hed hun kun Marie til fornavn. Hun voksede op sammen med seks søskende i en indremissionsk familie i en lille by i Vestjylland. Opvæksten var tryg. I fritiden gik hun i søndagsskole og kristen børneklub.

Efter gymnasiet flyttede hun sammen med en veninde og to andre piger ind i en lejlighed i Gellerupparken. Mødet med den flerkulturelle bydel var spændende, og Marie engagerede sig i det lokale liv og fik flere muslimske venner. Marie mødte også flere danskere, der var blevet tilhængere af den strenge salafi-islam, og de inspirerede den unge kvinde til at studere Koranen:

Jeg syntes, det var spændende med alle de kulturelle forskelle, det arabiske sprog og tørklædet. Men jeg tror mest, jeg var draget af sammenholdet. At man var søstre og brødre, og at man gik i moskéen sammen. Der var en samhørighed, fordi man var fælles om at tro på noget. Jeg kunne også godt lide rammerne i islam. Der var en masse regler, man skulle følge for at gøre Allah tilfreds, og på den måde følte jeg, at jeg kunne gøre mig fortjent til frelsen. Det var anderledes end den kristendom, jeg hidtil havde mødt. Her var alt relativt, og de fleste kristne, jeg kendte, levede ikke det, jeg i dag vil kalde et kristent liv, forklarer Amira Marie Dalgaard Rasmussen.

Efter at have studeret islam i næsten et år konverterede hun den 9. juni 2009. Det foregik ikke i en moské, men over internettet. Hun blev ringet op af en mand fra Irak, der skulle sørge for, at hun udtalte den muslimske trosbekendelse shahada på korrekt arabisk.

Et par dage efter gentog Amira Marie Dalgaard Rasmussen den muslimske trosbekendelse telefonisk i en samtale med imam Abdul Wahid Pedersen fra Nørrebro i København. Der var også to vidner i røret, som skrev under på, at Amira nu var muslim. Senere sendte imamen hende et særligt bevis, som hun kunne bruge, hvis hun ønskede at tage på pilgrimsrejse til Mekka.

Amira lod sig omvende til den meget strenge salafi-islam, der påbyder at overholde levereglerne fra de tre første generationer efter profeten Muhammed. Hun valgte denne gren efter inspiration fra de salafistiske venner i Gellerup.

Hun forklarer, at hun desuden blev tiltrukket af salafismen, fordi det var den retning, der gav mest mening for hende rent teologisk.

Salafisme følger alle fire lovskoler inden for islam. Mens de fleste andre muslimske retninger blindt følger en af skolerne, følger salafisterne det stærkeste bevis udfra de fire retsskoler, fortæller Amira Marie Dalgaard Rasmussen.

Salafi-islam er også kendt for sine ekstreme politiske holdninger, men Amira Marie Dalgaard Rasmussen forklarer, at hun først og fremmest forholdt sig til den religiøse side af troen.

Samtidig er islam en pakke, hvor man må tage alt med og ikke bare det, man kan lide. Så jo, der var en del af holdningerne, som gik mod demokratiet, fordi demokratiet er menneskeskabt og ikke en del af Allahs styre. Den holdning accepterede jeg.

Som mange andre konvertitter holdt hun op med at gå i byen og slog op med sin daværende kæreste, der var ikke-praktiserende muslim.

Hun begyndte også at bede de fem daglige bønner og holdt op med at spise svinekød. Hendes nye status som tilhænger af salafi-islam betød desuden, at hun ikke længere lyttede til musik og klippede ansigterne ud af billeder, fordi englene ifølge salafismen ikke træder ind i hjem, hvor der er billeder af ansigter. Hun gav ikke hånd til mænd, gik ind på toilettet med venstre fod først og ud med højre, mens hun bad en bøn på arabisk om at blive beskyttet mod djævle. Når hun færdedes i det offentlige rum, bar hun altid tørklæde og lang dragt.

Jeg følte, at folk i Gellerupparken respekterede mig mere. Fyrene kiggede ned i jorden i stedet for at tale til mig på en respektløs måde.

Amira undlod i begyndelsen at fortælle sin indremissionske familie om springet til salafi-islam. Men efter et stykke tid indviede hun sine søstre i beslutningen.

Min ene søster tog det meget pænt, mens de andre havde det lidt sværere med det. Jeg boede i Aarhus og min familie i Vestjylland, så det var ikke så svært at skjule. Min mor fandt alligevel ud af, at jeg var konverteret, da min søster talte over sig. På det tidspunkt var jeg faktisk ret tæt på at blive kristen, så min familie blev ikke for alvor involveret i min omvendelse.

Selvom Amira i det ydre lignede en muslimsk fundamentalist, var hun naget af en indre tvivl.

Jeg studsede over flere ting i islam. Det gav for eksempel ikke rigtigt mening for mig, at islam siger, at Jesus kom til jorden, men ikke døde på korset. På et tidspunkt begyndte jeg at bede til Gud: Kære Gud, uanset, hvad dit navn er, du som har skabt mig. Jeg ved, du er der. Vis mig og hele min familie sandheden. En måned senere fandt Amira ud af, at hendes søster var begyndt at komme i en frikirke, og hun begyndte selv at tage kontakt til en gruppe frikirke-kristne.

De forklarede mig det kristne budskab om, at frelsen kommer ved at tro og ikke som i islam ved at udføre gerninger. Jeg følte, at jeg hørte hjemme i frikirken og fandt ud af, at jeg ville forlade islam.

Men det var ikke nemt. En stor del af hendes omgangskreds bestod af muslimer, og de vendte hende ryggen.

Jeg følte det, som om jeg havde været med i Jehovas Vidner og var blevet udstødt, og den dag i dag snakker jeg ikke med mine muslimske venner fra dengang. Ja, selv de muslimske chatfora blev jeg udelukket fra. Jeg var en person, der ikke måtte tales til.

I de første tre-fire måneder efter omvendelsen modtog Amira flere indirekte trusler.

Nogle af mine tidligere venner fortalte mig, at hvis jeg havde været i Iran, ville jeg være blevet stenet, og min lejlighed ville være blevet brændt af. Jeg blev nok en smule paranoid, når jeg opholdt mig i Gellerup, og jeg var ikke helt tryg ved at gå alene. Derfor bar jeg stadig tørklæde, for jeg følte mig mere tryg, når jeg kunne gemme mig bag det.

I dag lever Amira et almindeligt dansk familieliv og bestyrer desuden et kristent samtaleforum på nettet.

Selvom hun følte sig utryg, da hun forlod islam, har hun ikke fortrudt, at hun i sin tid konverterede.

De oplevelser har ført til det liv, jeg har i dag, forklarer hun.

Amira Marie Dalgaard Rasmussen er ikke i tvivl om, at islams faste regelsæt tiltrækker mange unge.

Islam har bogstavelig talt en regel til hver af livets situationer. Hvis man ikke har så meget struktur eller er træt af livsstilen blandt danske unge, så er islam meget anderledes. Her er der en sag, man kan leve og dø for.

Artiklen er blevet til efter en mailkorrespondance med Amira Marie Dalgaard Rasmussen

Amira Marie Dalgaard Rasmussen var troende salafist i 10 måneder. Hun bar denne dragt, når hun færdedes i det offentlige rum. Hun gav ikke hånd til mænd og holdt op med at lytte til musik. – Privatfoto.
Amira Marie Dalgaard Rasmussen var troende salafist i 10 måneder. Hun bar denne dragt, når hun færdedes i det offentlige rum. Hun gav ikke hånd til mænd og holdt op med at lytte til musik. – Privatfoto.