Det var en tidlig tirsdag morgen i sommeren 2009 i et parcelhus i Nordsjælland. Kim Jensen Kosloff var netop stået ud af sin seng. Han havde det elendigt, men gik alligevel ud i brusebadet for at gøre sig klar til endnu en arbejdsdag.
”Jeg var svimmel, rystede over hele kroppen og kunne slet ikke finde ro. Jeg kastede op, og det var, som om jeg slet ikke kunne være i min krop. Jeg var inde i en boble, som lukkede mere og mere til, hvorefter angsten tog overhånd,” fortæller den i dag 44-årige Kim Jensen Kosloff om den morgen for 12 år siden, hvor han brød sammen.
Udadtil så hans liv vellykket ud. Han var blevet far til en lille dreng og havde en datter på fire år. Han var indehaver af et firma, der solgte udstyr til sportsklubber. Kim Jensen Kosloff havde i længere tid haft ekstremt travlt og led i perioder af hjertebanken og søvnløshed, men ignorerede symptomerne. Hvor gerne han end ville, kunne han ikke slæbe sig på arbejde denne morgen. Han aflyste alle møder, sygemeldte sig og ringede til sin praktiserende læge.
”Min depression var udløst af et maksimalt stress gennem tre-fire år. Jeg havde perioder på flere måneder, hvor jeg næsten ikke sov på grund af stress. Jeg havde kørt situationen alt for langt ud. Til sidst sagde kroppen fra,” fortæller Kim Jensen Kosloff.
I månederne efter sammenbruddet i brusebadet afleverede han sine børn i daginstitution om morgenen og gik så hjem i seng. Om eftermiddagen forsøgte han at være sammen med familien. Han magtede ikke at have gæster. Han var angst, når han bevægede sig ud af huset, og i et halvt år led han af tunnelsyn. Når han så et ansigt, kunne han kun se selve ansigtet og ikke det, der var omkring personen.
Hans sygdom betød, at hans hustru også var sygemeldt i en periode. En dag han havde det dårligt, gik han ud i haven i underbukser, selvom det sneede. Hans krop føltes som et åbent sår, og han havde fornemmelsen af, at en mand kørte en kost rundt inde i kroppen.
Efter episoden i brusebadet ordinerede lægen antidepressiv medicin og samtaler hos en psykolog. Men set i bakspejlet var hjælpen mangelfuld, mener Kim Jensen Kosloff.
Det forværrede efter hans opfattelse situationen, at han for at opfylde kravene i sygedagpengesystemet skulle møde op til et forløb med en gruppe andre borgere, der også var ramt rent psykisk.
”Det var utrolig ubehageligt at skulle sidde med 20 andre, der også havde det dårligt, når min egen puls galopperede. Nogle af de andre græd. Det er nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet,” fortæller Kim Jensen Kosloff.
I dag mener han, at to års sygemelding kunne være undgået, hvis han fra starten havde fået en mere individuel hjælp:
”Det er dybt kritisabelt, at man i et land som Danmark ikke har bedre behandling af depression. Jeg fik et stempel og følte mig set ned på i det kommunale system. Der blev ikke lyttet, når jeg sagde, at jeg ikke havde ressourcer til at sidde i et klasselokale med 20 andre. Jeg fik at vide, at jeg skulle indordne mig, hvis jeg ville have mine dagpenge. Indsatsen tog ikke hensyn til min individuelle situation,” fortæller Kim Jensen Kosloff.
I løbet af to års sygemelding havde Kim Jensen Kos-loff omkring 40 samtaler med psykologer og psykiatere.
”Førhen har jeg altid sagt, at jeg ikke kunne forstå, at et menneske kan finde på at tage sit eget liv. Men det kan jeg godt i dag. Når man er så langt ude, som jeg var, så kan det være den eneste vej ud for at få fred. Prøv at lægge 10 af de værste fysiske sygdomme sammen, så dårligt havde jeg det. Alt var negativt. Der var ingen udvej. I den situation skal man have specialiseret hjælp meget hurtigt,” mener Kim Jensen Kosloff.
Efter nogle måneder begyndte den antidepressive medicin at virke, og Kim Jensen Kosloff begyndte langsomt at få mere kontrol over sine tanker. Han opfandt selv et effektivt redskab. Han forestillede sig et omklædningsrum med aflåste skabe. I tankerne låste han de negative tanker inde i skabet. Efter kort tid låste han skabet op, og tankerne kom ud igen. Han trænede øvelsen i flere måneder og lærte på den måde at kontrollere dårlige tanker i længere tid.
Vendepunktet kom, da Kim Jensen Kosloff opsøgte en privatpraktiserende psykiater. Psykiateren fortalte uden omsvøb, at han kendte mange, der havde været igennem et lige så alvorligt depressionsforløb som Kim Jensen Kos-loff. Men størstedelen af disse patienter havde taget deres eget liv.
”Psykiateren sagde, at jeg skulle bruge den kendsgerning, at jeg ikke havde taget livet af mig selv, positivt. Det viste, at jeg havde mange ressourcer. Jeg følte mig umiddelbart provokeret, for hvordan kunne han sige noget så barskt. Men det virkede også som en opmuntring,” fortæller Kim Jensen Kosloff.
Kim Jensen Kosloff havde været sygemeldt i knap to år, da han besluttede at lukke sit firma ned. Han meldte sig til et HF-kursus og tog i lyntempo fagene på 10 måneder, hvorefter han søgte ind på jurastudiet.
”Jeg var ikke rask, men var nået så langt, at det ikke gav mening at blive ved med at være hjemme. Jeg fik gode karakterer og oplevede HF som en sejr.”
Kim Jensen Kosloff gennemførte jurastudiet, og for fire år siden blev han partner i et juridisk rådgivningsfirma. Virksomheden har i dag fire ansatte, og Kim Jensen Kos-loff har igen et travlt arbejdsliv.
I dag er han blevet bedre til at mærke stresssymptomer, tage fri og holde pauser.
”Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver helt rask, men jeg har lært at leve med min depression,” siger Kim Jensen Kosloff, der stadig lider af synsforstyrrelser, træthed og trykken for brystet.
”Tre til fire gange om året er jeg nede i kulkælderen. Jeg får det rigtig skidt, bliver svimmel, har ondt i kroppen og leddene, sover dårligt og ser sort på tingene, selvom solen skinner. Generelt er jeg blevet mere sensitiv. For eksempel ramte episoden for nylig, hvor fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om, mig hårdere end andre. Jeg kommer let ind i en klokke af depression. Når det sker, taler jeg åbent med min kone om, hvordan jeg har det,” siger Kim Jensen Kosloff.
Han mener ikke, at det ville hjælpe at droppe det krævende arbejdsliv.
”Mit job giver mange sejre og energi. Jobbet har været en måde at rejse mig på. Jeg ville være lige så deprimeret, hvis jeg lå hjemme på sofaen.”