Prøv avisen

"Jeg bygger måske mit liv omkring Peter, men det er jeg nødt til. Han er trods alt min bror"

17-årige Christian Aaen og hans 13-årige bror Peter slås tit for sjov. De to brødre er meget tætte, selvom Peter har en hjerneskade, der giver ham en mental alder på tre et halvt år. Foto: Jens Bloch

Christian og Peter Aaen er helt almindelige brødre med nogle ualmindelige udfordringer. Peter er nemlig hjerneskadet. Selvom det kan være vanskeligt til tider, så er brødrekærligheden altoverskyggende

Christian er hjemme på weekend i barndomshjemmet, og Peter springer fra trappen sin storebror i møde i et ordentligt kram. Christian griber Peter, for det er sådan deres forhold er og altid vil være.

Da Peter Aaen var seks måneder gammel fik han en hjerteoperation, hvor han blev hjerneskadet. I dag er Peter 13 år, har en mental alder på omkring tre et halvt år og bor hos deres forældre i Skanderborg, hvor han også går på specialskole. Hans storebror, Christian Aaen, er 17 år og går i 10. klasse på en idrætsefterskole ved Horsens.

Christian er lige nu aktuel i en portrætbog om søskende til mennesker med handicap, der hedder ”Sondemad og flødeboller” af Malene Gerd Petersen, hvis formål er at fungere som en støtte til andre søskendepårørende.

Christian håber, at den kan hjælpe søskende med en handicappet bror eller søster til ikke at føle sig alene og til at få det bedste ud af det. Det synes han nemlig selv, at Peter og han gør. Men det har ikke altid været let for Christian at acceptere Peters handicap, og i starten tog han afstand fra Peter.

”Han var ikke lige den bror, jeg havde tænkt mig. Jeg elsker Peter af hele mit hjerte, og det har jeg altid gjort, men det var lidt ’tough love’ til at starte med, og det er det stadig, selvom vores forhold er blevet mere kærligt nu,” siger Christian.

Deres forhold er i dag, som brødres er flest, fyldt med irritation og ubetinget kærlighed.

”Han er ved at være teenager og er begyndt at blive vildt irriterende for at sige det mildt. Han driller især mig, fordi jeg er hans bror. Når jeg for eksempel beder ham om at række mig mælken, så gider han ikke. Men han vil gerne række den til alle andre ved bordet – bortset fra mig,” siger Christian.

På mange måder lyder Peters drilleri som dagligdag i mange hjem, men Peters handicap har gjort, at Christian ønsker at fremstå som sønnen, der ikke laver problemer.

”Peter skaber de fleste af problemerne, og så prøver jeg at skabe lidt færre problemer, for der er ikke rigtig plads til det. Jeg vil gerne gøre det lettere for mine forældre, også selvom de er meget rummelige,” fortæller Christian.

Tænker du nogensinde på, hvordan det ville have været, hvis Peter ikke var hjerneskadet?

”Ja, for han startede ikke med at være hjerneskadet. Så hvorfor? Hvorfor mig? Men man kan ikke sige, hvorfor det gik galt. Ofte tænker jeg, hvordan vores forhold så havde været. Vi kunne både have haft et dårligere eller bedre forhold. Men jeg hæfter mig ikke ved det. Jeg vil hellere bruge tiden sammen med Peter, og så må han være så mærkelig, som han nu er. Jeg elsker jo at tilbringe tid sammen med ham,” siger Christian.

Man kan ikke se på Peter, at han er hjerneskadet, og folk opdager det ofte først, når Peter begynder at tale. Ifølge Christian er det allersværeste ved Peters handicap fordommene. Han ville ønske, at folk var mere åbne over for det faktum, at hans bror er handicappet, for med fordommene følger der også en ensomhed hos ham.

”Det kan være svært at dele Peters fremskridt med folk. For eksempel hvis min lillebror har lært at spise med både kniv og gaffel, så kan jeg ikke dele det, for det er ikke stort for andre. Men for Peter er det jo noget usædvanligt. Derudover kan man godt føle, at det ikke er mange andre, der har en bror eller søster med et handicap. Jeg tror for eksempel ikke, der er mange andre på skolen, der har det. Men jeg ved det ikke, for man spørger ikke om det,” siger Christian.

Da Christian var 10 år, kom han på et femdages søskendekursus, hvor han mødte ligesindede søskende. Det hjalp ham meget at få at vide, at han ikke var alene. I dag råder han andre søskende til at tage på et lignende kursus. Derudover råder han til, at man er åben omkring ens søskendes handicap. Christian har selv opdaget, at Peters handicap har givet ham nogle styrker.

”Når man vokser op med udfordringen ved at have en bror, hvor man skal gøre nogle ting anderledes, så bliver man stærkere. Det har givet mig nogle gaver på en anderledes måde, som man lige skal tænke over, inden man bare tænker, at det er negativt at have fået en handicappet lillebror. Gaven er at vide, at jeg har en bror, der elsker mig over alt på jorden, og at det er gengældt,” siger Christian.

Når Peter bliver ældre, er planen, at han skal flytte ind på et bosted for folk med nedsat psykisk og fysisk funktionsniveau.

Christian har altid haft et øje på fremtiden, og da han var yngre, frustrerede det ham meget, at hans forældre ikke altid ville være der til at tage sig af Peter. I dag ønsker Christian sig en karriere, men han ønsker også det bedste for Peter.

”Hvis Peter har brug for at have mig tæt på, når vi bliver ældre, så er det det, jeg gør. Så finder jeg et arbejde i Skanderborg eller står tidligt op for at arbejde et andet sted. Jeg bygger måske mit liv omkring Peter, men det er jeg nødt til. Han er trods alt min bror,” siger Christian. Han er dog ikke i tvivl om, at så længe deres forældre er her, kommer de til at tage sig af Peter.

”Men jeg synes stadigvæk ikke, at mine forældres liv skal afhænge af, hvad Peter gør, og hvad han skal,” siger Christian.

Skal dit liv det?

”Nej, det skal det heller ikke. Men det er bare den mentalitet, jeg har, fordi jeg rigtig gerne vil tage mig af min lillebror, når nu han er lidt anderledes fra andre små brødre. Nogle gange kommer jeg til at tænke for meget på, hvad Peter skal i stedet for at huske at fokusere på mig selv. Når vi bliver ældre, bliver jeg nok bedre til at skelne mellem hvad jeg vil, og hvad Peter skal,” siger Christian.

Christian har et konstant ønske om at være den bedste mulige version af sig selv, og det betyder, at han stiller høje krav til sig selv.

”Jeg er meget ambitiøs, og jeg gør ikke noget halvt. Det betyder også, at jeg vil gøre det bedste for Peter og for mig selv. Når jeg stiller høje krav til mig selv, så har jeg også en forventning om, at jeg får noget igen fra Peter. Og det er, at han er så glad, som han er. For mig er hans glæde, kram og omsorg den største gave, jeg kan få,” fortæller Christian.

Weekenden hjemme i Skanderborg er slut. Christian og Peter har fjollet, hyggesnakket og været i slåskamp for sjov, som brødre nu engang gør. Det kan godt være svært for Peter at sige farvel og ikke vide, hvornår de ses igen. Tit kører han med ud på efterskolen og vinker farvel. Christian synes ikke, at det er noget svært at sige farvel, for som han flere gange slår fast om både skole, fremtid og Peters handicap: Sådan er det jo bare.

Læs Kristeligt Dagblads store tema om søskende her.

Brødrene Christian og Peter med deres forældre i hjemmet i Skanderborg, hvor de alle bor, når Christian ikke er på efterskole. Foto: Jens Bloch