”Jeg er 82 år, og det er første gang i mit liv, jeg er kommet i økonomisk uføre”

Lise-Lotte Nielsen har kun folkepension, og varmeregningen har slået bunden ud af budgettet. ”Jeg forsøger at holde humøret højt og håber på, at politikerne forhøjer folkepensionen," siger hun

Lise-Lotte Nielsens økonomi er ved at vælte på grund af stigende varmeudgifter, som skal betales aconto. Hun har opsøgt en gældsrådgiver på kommunen, der har rådet hende til at sælge huset, men det er hun ikke parat til.
Lise-Lotte Nielsens økonomi er ved at vælte på grund af stigende varmeudgifter, som skal betales aconto. Hun har opsøgt en gældsrådgiver på kommunen, der har rådet hende til at sælge huset, men det er hun ikke parat til. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Indtil for et par uger siden fodrede Lise-Lotte Nielsen 13 katte foran sit hus på Røsnæs ved Kalundborg. Kattene var i flere tilfælde blevet efterladt af sommerhusejere, og for to uger siden blev de fleste af dyrene indfanget af Dyrenes Beskyttelse og bragt på dyreinternat, så Lise-Lotte Nielsen og hendes veninde ikke længere skulle fodre dem. Så var de den udgift mindre. 

Lise-Lotte Nielsen er 82 år. I 45 år har hun boet i den 100 år gamle hvidkalkede landejendom på en 3400 kvadratmeter stor grund i et sommerhusområde på Røsnæs. 

Huset ligger midt i naturskønne omgivelser, og Lise-Lotte Nielsen elsker sin bolig på grund af stilheden og naturen. Haven er vild, der er mos på eternittaget, og der trænger til maling hist og her.
Hendes mand døde for 11 år siden, og siden har hun skullet klare vedligeholdelse af huset og alle udgifter selv.

Lise-Lotte Nielsen har fået et par termobukser af sin søn, og hun forsøger at holde varmen ved at have vintertøj på indendørs. Foreløbig glæder hun sig over, at vinteren indtil nu har været mild.
Lise-Lotte Nielsen har fået et par termobukser af sin søn, og hun forsøger at holde varmen ved at have vintertøj på indendørs. Foreløbig glæder hun sig over, at vinteren indtil nu har været mild. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Lise-Lotte Nielsen har blandt andet arbejdet som kontorassistent på advokatkontorer, indtil hun gik på pension. I dag har hun kun folkepension og ATP.

Efter pensioneringen løb økonomien nogenlunde rundt, men prisstigningerne og især elregningen, der opkræves forud og afregnes senere, har slået bunden ud af hendes budget.  De seneste tal fra oktober viser, at inflationen er på 10,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år, og i 2022 er folkepensionen steget med 1,2 procent. I 2023 stiger en fuld folkepension for en enlig med tre procent.

Da Kristeligt Dagblad taler med Lise-Lotte Nielsen, sidder hun i stuen iført de termobukser, som hendes søn har købt til hende. Derudover har hun skistøvler og en tyk læderjakke på. Hun kigger på sit ur, der er udstyret med et termometer.

Temperaturen inde i huset er 9,1 grader denne eftermiddag. Den mørke stue er oplyst af stearinlys og en enkelt lyskæde på en reol. Flere af værelserne i det 140 kvadratmeter store hus er lukket af. Hun fryser. Det værste er, når hænderne bliver kolde. Men samtidig glæder hun sig over, at vinteren indtil nu har været mild. 

Nødvendigt med bil

Lise-Lotte Nielsen har en bil, en gammel Suzuki, som hun købte for 8000 kroner for et par år siden. Den bruger hun stort set kun den ene gang om ugen, hun går til kommunal genoptræning i Kalundborg, efter at hun er faldet et par gange. Det er muligt at hente gratis overskudsmad tre  gange om ugen i en særlig butik i Kalundborg, men indtil for nylig var benzinen så dyr, at det ikke kunne betale sig at køre derind. Nu er benzinpriserne faldet lidt.

”Mit hus bliver varmet op af to eldrevne varmepumper. Tidligere betalte jeg omkring  6000 kroner om året for at varme huset op, men nu bliver jeg afkrævet 10.000 kroner i kvartalet aconto – altså 40.000 kroner om året, og i øjeblikket skylder jeg elselskabet 30.000 kroner,” siger Lise-Lotte Nielsen, der modtager fuld folkepension i alt 14.019 kroner før skat. 

Dertil kommer ældrechecken på 18.600 kroner om året og mediecheck på 988 kroner om året – begge beløb før skat. I august fik hun desuden en varmecheck på 6000 kroner, og måneden efter en ekstra check på 2500 kroner på grund af inflationen, men hovedparten af pengene gik til at reparere den gamle bil.   

Efter skat har hun omkring 10.000 kroner udbetalt om måneden.
Hendes faste udgifter, der indbefatter afdrag på hus, forsikringer, medicin, gæld og andre poster er nu steget til over 9000 kroner om måneden.

”Jeg kan ikke bo her uden en bil. Jeg prøver at holde humøret højt. Jeg er 82 år, og det er første gang i mit liv, jeg er kommet ud i økonomisk uføre. Jeg har aldrig været fattig før, så det er en ny fornemmelse at skulle spare på alt. Min bilforsikring har jeg måttet indskrænke, så den dækker det mest nødvendige, og det samme med husforsikringen,” siger Lise-Lotte Nielsen, der ser frem til, at den næste ældrecheck, der udbetales efter nytår, kan lette lidt af det økonomiske pres. 

Rådgiver: Sælg huset

Hun har fået gældsrådgivning i kommunen. Rådet var, at hun hurtigst muligt skulle få huset solgt og kun betale de mest nødvendige regninger.

”Det er jeg ikke klar til, og huset kan være svært at sælge. Jeg har boet her i 45 år. Mine børn er vokset op her, og det er mit hjem. Jeg håber, at priserne retter sig, så jeg kan blive boende, og så måtte de godt sætte folkepensionen op,” siger Lise-Lotte Nielsen.  

På et tidspunkt var hun så desperat, at hun forsøgte at få et privat lån via Facebook med det resultat, at hun blev snydt for 4800 kroner. Heldigvis nåede banken at stoppe overførslen af penge, og sagen er nu meldt til politiet.

Hendes søn bor i en lille by 17 kilometer fra Lise-Lotte Nielsens hjem. Sønnen og hans kæreste kommer med varm mad en gang om ugen. Så spiser de sammen, og Lise-Lotte Nielsen kan bruge resterne næste dag. Hendes veninde kommer også med mad en gang om ugen.

Tidligere har hun sunget i gospelkor og rejst på turné med koret i udlandet, og hun var også kasserer i menighedsrådet i Nyvangskirken i Kalundborg i flere år.

”Jeg har besluttet, at økonomien ikke skal ødelægge mit liv.  Jeg vil prøve at klare det så godt, jeg kan og håber på bedre tider,” siger Lise-Lotte Nielsen, der skal tilbringe juleaften hos sin søn:
”Julegaver giver vi ikke i år. Det har vi ikke råd til.”