Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?
"Jeg er i risikogruppen. Men vi lever alle under det vilkår, at vi kan blive syge og dø. Alligevel er døden for mange et tabu, og tanken skaber angst. Vi forventer, at staten og videnskaben klarer alle vore problemer og bliver skrækslagne, når vi møder en ukendt sygdom. Jeg har et håb om, at vi lærer af denne tid og erkender, at vi ikke selv er Gud, men er underlagt en myndighed, der står over os selv. Den vished giver mig ikke angst, men netop livsmod. Præsten bad forleden i morgenandagten fra Københavns Domkirke: ”Fri os fra dette hovmod, som får os til at tro, at vi er usårlige over for en sygdom, som ingen grænser kender”. Det ville styrke folk, hvis flere kunne bede med på denne bøn."
Hvordan bruger du din tid anderledes nu?
"Jeg har aflyst aftaler og handler mere på nettet. Jeg læser i forvejen meget og dyrker musik, så på den måde er dagen ikke anderledes. Jeg har kontakt med venner og bekendte på mails og med de gamle på telefon for at tjekke, at alt er o.k. Vi kommer hinanden nærmere.
Jeg tænker meget anderledes. Jeg håber, at de raske, der har været i isolation, vil tænke mere på de mange, der altid er isolerede på grund af sygdom og anden svagelighed. Jeg tænker på de angste. På de ensomme. På dem, der mister deres arbejde og på små virksomheder, som er særligt sårbare. Og jeg spekulerer på, om de ministre, der i nuet kæmper så desperat imod naturens love, forstår, at de ikke er Gud og ikke er hævet over eksistensens grundvilkår. At der altid vil være sygdomme, der ikke retter sig efter politiske direktiver. Og om de er forberedte på, at der er en regning, der skal betales. Jeg savner søndagens højmesse. Jeg pjækker da enkelte gange. Men nu, hvor kirken er låst, føler jeg virkelig, at min frihed er indskrænket. At jeg er spærret inde. Folkekirken skal overholde loven, men det er ilde, at der ikke holdes gudstjeneste nu, hvor der netop er brug for, at vi samles om evangeliet. Morgenandagten har jeg altid lyttet til, men nu er den og radiohøjmessen en nødvendighed."
Hvilke råd til opmuntring vil du give de medborgere, der er ramt af krisen?
"Det er så vigtigt, at vi virkelig forstår, at livet er skænket os som en uvurderlig gave, der skal bruges og slides i kald og stand. Johannes Møllehave har sagt, at det afhænger ikke af, hvordan du har det, men hvordan du ta’r det. Det kan godt lyde hårdt og overfladisk for den, der er angst for sygdom og død eller har syge eller døende pårørende. Men det er jo sandt, at vi selv bestemmer, hvordan vi vægter vore glæder og sorger. Jeg har selv flere gange været meget tæt på hårde sygdomsforløb og dødsfald, som var smertelige, og som jeg følte var meget uretfærdige. Alligevel er min grundstemning overfor det skænkede liv taknemmelighed. Den følelse vil jeg meget gerne give videre til andre, hvis jeg kan."
Nævn tre håbstegn der, hvor du er?
"Foråret skaber altid håb. Påsken giver os det største håb, som er håbet om opstandelse. I det daglige ser jeg, hvordan coronaen ikke blot fremkalder det ondeste i få, men hvordan de mange hjælper hinanden. En bager her i nærheden bringer brød til dem, der ikke selv kan hente det. Hjemmearbejdende mødre skiftes til at passe hinandens børn. Det giver mig håb, at så mange fordyber sig i læsning. Det styrker os at læse den gode litteratur."
Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?
"Jeg er blevet endnu mere taknemmelig for livet."