Prøv avisen
Årets personer

Annette efter stormen Egon: Jeg er en del af noget større

Jeg bryder mig bestemt ikke om det, når det blæser. Der har været et par storme siden, og jeg bliver påvirket hver gang, fortæller Annette Hansen. Foto: Lars Horn

Januar 2015: Sommerhuse styrter i havet, træer vælter, og tagsten flyver af, da stormen Egon fejer ind over Danmark. 67-årige Annette Hansen fra Aalborg var nær blevet begravet levende. Men ifølge hende selv reddede en skytsengel hende

Fortalt af Annette Hansen

Jeg lå på sofaen i stuen og fulgte Danmarks herrehåndboldlandshold. Jeg havde haft influenza, og hvis jeg havde haft tv i soveværelset, havde jeg set kampen i sengen.

Stormen Egon rasede udenfor.

I halvlegen lukkede jeg et vindue i soveværelset efter udluftning. Jeg havde bestemt, at jeg skulle i seng efter kampen, og at jeg næste dag ville tage skeen i den anden hånd. I efteråret, før denne aften, havde jeg fået en gigtdiagnose, og mit liv havde forandret sig. Så jeg gik og tænkte over, om jeg levede det liv, jeg ønskede, og hvis ikke, hvordan det så skulle være.

Fem minutter efter at jeg var tilbage i sofaen igen, lød der et brag. Jeg mærkede et tryk, og der blev mørkt omkring mig. Jeg vidste, at det var gavlen. En gavl fra en nabobygning kollapsede, og murstenene styrtede ned gennem taget på dele af min lejlighed - blandt andet til mit soveværelse. Jeg havde lige været der. Jeg kunne have været død eller begravet levende.

Jeg gik rundt om mig selv og råbte ”hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre”. Jeg greb min telefon, var i natkjole og hjemmesko, tog et tæppe og en pels og gik ned ad stentrappen. Jeg var virkelig rystet, ringede til min søn, der kom og hentede mig. I de første par dage sagde jeg igen og igen ”jeg vil bare gerne hjem”, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Jeg blev genhuset og kunne først flytte hjem igen i maj.

Inden ulykken skete der mange ting omkring mig. Man lod sig rive med og standsede måske ikke op til nærmere eftertanke. Men da jeg var genhuset i et gårdværelse på Hotel Phønix, skulle jeg bare have ro. Mange sagde, at jeg nu havde chancen for at komme ud og opleve noget. Men jeg havde brug for at leve mere tilbagetrukket, havde brug for at finde mig selv.

Før kørte jeg i et forkert gear, men efter ulykken skete der en ændring. Jeg begyndte at opleve mennesker omkring mig på en anden måde. Jeg var i en choktilstand, havde svært ved at koncentrere mig, svært ved at finde ordene og formulere mig, men havde rig lejlighed til at opleve andre mennesker. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har set andre før. I mit arbejdsliv var jeg socialrådgiver og familieterapeut og har levet af at se andre.

Når man bliver ramt af en hændelse udefra, kan man vælge at rette sin energi udad, placere skylden udenfor, være kritisk og vred, vred på gavlejeren, vred over den situation, man nu er havnet i, og forvente, at ansvaret for løsningen alene ligger der. Man kan også vælge at rette sin energi indad, vælge at tage ansvaret for, hvordan man selv vil møde og håndtere situationen. Det giver en vældig styrke, at man har en frihed til at vælge, hvilket menneske man vil være.

Jeg har været igennem svære perioder i mit liv - skilsmisse og sygdom - og har før stået i en situation med svære valg. Det, at jeg har klaret endnu en udfordring med mig selv i behold, gør, at jeg er blevet stærkere i min tro på, at jeg er en del af noget større, at jeg har en skytsengel.

Jeg har en tro på, at man kan bede om hjælp. Det er ikke altid, at man får lige nøjagtig den hjælp, man har bedt om, og måske kommer den i en anden indpakning end ventet. Hjælpen kan vise sig i form af en pludselig indskydelse, en pludselig hændelse, et møde med et andet menneske, en bog, du lige falder over, og så videre.

Jeg har selv bedt om hjælp til at blive et mere nærværende menneske. Det har jeg ønsket mange gange i de seneste år, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle få en gavl ned over mit hjem og være hjemløs i længere tid, før jeg fandt ud af, hvad der skal til i nærværet med andre.

Nu er det næsten et år siden, og sengen står stadig det samme sted i soveværelset. Jeg bryder mig bestemt ikke om det, når det blæser. Der har været et par storme siden, og jeg bliver påvirket hver gang. Omgivelserne er som før ulykken, og jeg kan ikke finde et bedre sted at være end i min lejlighed. Det er min oase. Men jeg er blevet mindet om, at de ydre materielle ting ikke betyder så meget, at de hurtigt kan forsvinde, og at det er de indre værdier og valg, som jeg selv er ansvarlig for, der er vigtigst for mig.