Kristina ser sine tvangsfjernede sønner sjældnere: ”Jeg får heller ikke noget kram mere”

Da Asger og Elias blev tvangsanbragt, havde de ret til fysisk samvær med deres mor én gang om ugen. Den ordning er gradvist blevet nedjusteret, så børnene i dag, godt et år efter anbringelsen, ser deres mor to timer hver tredje uge. Det har fået moderen til at frygte, at hun måske aldrig får sine sønner hjem igen

I april, maj og juni sidste år beskriver den såkaldte samværskonsulent, hvordan børnene ”stormer ind” eller ”løber” Kristina K. Jensen i møde. Langsomt, henover efteråret glider disse beskrivelser ud, og gensynsglæden mærker Kristina K. Jensen da heller ikke længere.
I april, maj og juni sidste år beskriver den såkaldte samværskonsulent, hvordan børnene ”stormer ind” eller ”løber” Kristina K. Jensen i møde. Langsomt, henover efteråret glider disse beskrivelser ud, og gensynsglæden mærker Kristina K. Jensen da heller ikke længere. . Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix.

Har du fået læst de første kapitler i historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.

Vi begynder ved slutningen, en mandag i februar. Kristina K. Jensen sidder og venter i et såkaldt samværslokale. I de næste to timer udgør det rammen for samværet med den ene af hendes to anbragte sønner, femårige Asger. Kristina K. Jensen gør klar. Hun stiller kassen med byggeklodser frem og lægger en fotobog, med billeder fra tiden før drengene blev tvangsanbragt, på bordet. Måske når de at bladre lidt i den. Uden for vinduet kommer Asger til syne. Hun vinker, og plejefaderen gør tegn til, at drengen skal gå ind og hilse på sin mor. Asger løber ikke. Kristina K. Jensen smiler, går ned i knæ og pejler ham nærmere, men Asger kommer ikke nærmere – han bliver stående i døråbningen.

Det er godt et år siden, at Asger og hans to-årige lillebror Elias blev anbragt uden moderens samtykke. Forud for anbringelsen havde Kristina K. Jensen og Københavns Kommune i lang tid været uenige om, hvordan man bedst kunne hjælpe drengene, der begge lider af et motorisk og verbalt handicap. I modsætning til mange af de anbringelsessager, man hører om, så er drengenes mor, 39-årige Kristina K. Jensen, hverken psykisk syg, misbruger eller voldelig. Det var samarbejdsvanskelighederne med kommunen, moderens stresssymptomer og drengenes tilbagestående udvikling, der var årsagen til, at brødrene skulle tvangsanbringes i en plejefamilie i Vesthimmerland flere hundrede kilometer fra deres hidtidige hjem i hovedstaden.

I dag lever brødrene adskilt. Storebror Asger bor i sin tredje plejefamilie, mens lillebror Elias i efteråret blev beskrevet som værende i ”mistrivsel” i en underretning fra børnehaven. Det er med afsæt i dette, at Kristeligt Dagblad tager hul på foreløbigt sidste kapitel i serien om tvangsanbringelsen af Asger og Elias. Dette er fortællingen om, hvordan familiens regelmæssige samvær over det seneste år er blevet gradvist reduceret, hvorfor Kristina K. Jensen i dag frygter, at hun aldrig får sine børn hjem igen, selvom kommunen fastholder, at der arbejdes mod en hjemgivelse.

Da tvangsanbringelsen blev en kendsgerning for et år siden, så Kristina K. Jensen sig nødsaget til at flytte fra København til Mariager for at opfylde samværet med børnene. Et samvær, der var blevet fastsat til fire timer om ugen, samt to ugentlige video -opkald mandag og onsdag. I sin begrundelse for omfanget lagde Københavns Kommune vægt på ”vigtigheden i, at Asger og Elias får ro til at falde til, grounde og knytte an til plejefamilien”.

Der gik kun tre uger med ordningen, før kommunen modtog en underretning fra plejeforældrene. Til kommunen beskrev de, hvordan drengene virker overstimulerede og urolige, når de har haft kontakt til deres mor. De beskrev eksempelvis, at Asger ”bliver påvirket af samtalen med mor resten af dagen”, ligesom de to gange havde oplevet, at Asger ”gemmer sig i en papkasse på værelset og tager en anden kasse oven på hovedet” efter samvær. Til sidst noterede plejeforældrene, at de ”ser to børn, som efter samvær er meget frustreret, hvilket påvirker dem negativt i deres dagligdag og begrænser dem i deres trivsel og udvikling”.

En uge efter modtog Kristina K. Jensen et brev. Familiens samvær, skrev kommunen, var fremadrettet ændret til fire timer hver anden uge i et samværslokale i Viborg, hvor en såkaldt samværskonsulent ville observere samværet. Videoopkaldene ændredes også. Fremover var Kristina K. Jensen berettiget til et opkald af et kvarters varighed hver anden uge. På en måned var familiens samvær dermed mere end halveret. Kommunen begrundede først og fremmest ændringen i plejefamiliens bekymring. Formuleringen vækkede genklag: ”Børnene har brug for ro til at falde til hos plejefamilien,” stod der. Ligesom kommunen lagde vægt på, ”at begge børn beskrives som værende mere rolige, og der ses udvikling i forhold til at fordybe sig i en leg, når der ikke har været samvær og telefonkontakt med Kristina i nogle dage i træk”.

Kristina K. Jensen troede ikke sine egne øjne. Hun satte sig ved sin computer og slog hårdere i tasterne end normalt.

I sin klage over afgørelsen kaldte hun det for ”sørgeligt”, at det ikke faldt nogen ind, at reaktionerne kunne skyldes, at børnene ”fra den ene dag til den anden er blevet frataget deres primære omsorgsperson”.

Klagen var nytteløs, og i sommerferien modtog hun endnu et brev fra kommunen. Igen stod der, at samværet skulle reduceres. Igen var begrundelsen, at Asger og Elias var urolige, efter de havde været i kontakt med deres mor. I brevet skrev kommunen, at plejeforældrene oplever, ”at Asger har svært ved at finde roen og svært ved at lege med sig selv efter samvær” – en reaktion, de noterede, kunne ”vare i op til tre dage”. Med Elias oplever plejefamilien, at han er ”træt i flere dage efter samvær”, samt at han bliver ”meget frustreret” og ”opleves mere pylret”. Konklusionen blev, at samværet fremadrettet var nedbragt til hver tredje uge. I den nye ordning gjaldt det, at familien skulle være samlet i tre timer ved hvert andet samvær, mens Kristina i modsatte uger ville få separat samvær med hver af sine sønner i to timer. Telefonkontakten nedjusteres ligeledes til 10 minutter pr. barn hver tiende dag. Igen klagede Kristina K. Jensen. Hun skrev, at det nedsatte samvær ville skade børnenes tilknytning til hende. Hun noterede sig, at kommunen med afgørelsen ville modarbejde muligheden for en fremtidig hjemtagelse af drengene. Hun skrev, at hun i grunden havde svært ved at se, at anbringelsen foreløbigt ”har givet dem (børnene, red.) bedre udviklingsmuligheder”.

Igen viste klagen sig at være nytteløs. Kommunen medgav dog, at der fortsat skulle arbejdes for en hjemtagelse på længere sigt, og at der ”foreligger positive samværsbeskrivelser vedrørende Kristinas kontakt til både Asger og Elias” – men at behovet for ”ro, struktur og faste rammer i hverdagen bør vægte højere end Kristinas ønske om mere samvær”. Tre dage efter besvarelsen opsagde plejefamilien sin kontrakt på Asger, og han blev anbragt i en midlertidig plejefamilie i Skive.

Udviklingen i samværet kalder Puk Sabber ”et generelt billede”. Hun har i 15 år arbejdet som socialrådgiver, og i dag driver hun Social Forsvaret, hvor hun foreløbigt har gennemgået mere end hundrede tvangsanbringelsessager.

”Det er det samme hver gang, at et barn ifølge plejefamilien reagerer negativt på samvær. Så fører det til en gradvis reduktion, så det anbragte barn afvænnes forælderen og tilvænnes plejefamilien. Jeg vil sige, at man oplever det i otte ud af ti sager, hvor man har at gøre med familieplejeanbringelser,” siger Puk Sabber og kalder det et paradoks, at kommuner i mange sager arbejder for en hjemtagelse, samtidig med at tilknytningen til de biologiske forældre gradvist reduceres.

Hun mener, proceduren bryder med serviceloven, der beskriver, at samvær skal tilrettelægges, så ”barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværk”.

Det er i detaljerne af de observationsbeskrivelser, der findes over familien Jensens samvær det seneste år, at det bliver tydeligt, at relationen mellem Kristina K. Jensen og sønnerne har ændret sig. I april, maj og juni sidste år beskriver den såkaldte samværskonsulent, hvordan børnene ”stormer ind” eller ”løber” Kristina K. Jensen i møde. Langsomt, henover efteråret glider disse beskrivelser ud, og gensynsglæden mærker Kristina K. Jensen da heller ikke længere. Hun tænker tilbage på sit seneste samvær med Asger, der afventende blev stående i døråbningen.

”Når han står der og kigger på mig, så kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt han overhovedet ved, hvem jeg er. Jeg får heller ikke noget kram mere. Sådan har det været i flere måneder.”

Kristina K. Jensen siger, at det tager en halv time af samværet, før han åbner sig for hende.

”Jeg tror, børnene er i en loyalitetskonflikt. Og det er okay. Det er ikke deres skyld. Det er bare hårdt at skulle vise, hvor meget jeg holder af dem på to timer, når vi først skal genoprette en relation. Det bliver ekstremt. Jeg bliver ekstremt hengiven, for der er så frygteligt mange behov, jeg føler, jeg skal nå at opfylde på meget kort tid.”

Kristina K. Jensen frygter, at hun aldrig får sine børn hjem igen. Snart forventer hun, at kommunen igangsætter en såkaldt ”tilknytningsundersøgelse”, der skal vurdere, hvor børnenes følelsesmæssige tilknytning er stærkest. Viser tilknytningen sig stærkest hos plejeforældrene, er vejen mod en eventuel adoption banet.

”Det sidste samvær sluttede med, at Asger sagde: ’vi ses i morgen, mor’. Det gjorde mig glad – også selvom, jeg måtte sige: ’nej, skat – det gør vi ikke’.”

Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identitet er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.