Før den 1. januar 2021 var min søn en helt almindelig dreng, der gik til bordtennis og fodbold, havde legeaftaler og tog i klub. Nu, et halvt år efter, er vi et helt andet sted, jeg er et helt andet sted. Vi er først nu begyndt at nærme os en normal hverdag igen.
Min søn er 11 år og har haft voldsom angst. Det begyndte med en madforgiftning af noget shawarma efter nytåret. Han lå syg i to-tre dage og kastede op. I midten af februar skete det så igen. Han kastede op i fire timer. Og så begyndte han at hyperventilere:
”Hvad sker der mor, hvad sker der mor?”, sagde han og trak vejret i små stød. Han så helt desperat ud i øjnene. Jeg forsøgte at tale ham ned, som man jo gør.
”Der sker det, at din krop tror, den skal kaste op. Du er o.k.”
Jeg har selv haft anfald af panikangst som yngre, og jeg vidste instinktivt, at det var det, han gik igennem. Jeg havde godt tænkt, at han måske var et barn, der kunne få angst. For et par år siden var vi til et intromøde i en klinik for børn med angst, fordi jeg syntes, han havde en stigende tendens til at blive ekstremt bange, hvis vi for eksempel kom ind i et rum, og der sad en edderkop oppe i hjørnet. Han begyndte at tjekke hjørner i alle rum, når han trådte ind. Men det holdt altid op igen.
Ikke noget fysisk galt
Jeg har arbejdet som bedemand i mange år, ind til jeg for nogle år siden var ude for en trafikulykke. Jeg arbejder deltid nu som sekretær på en efterskole. Jeg har to voksne sønner på 23 og 26 år med min eksmand, som bor i udlandet. Jeg var alene med to børn i 10 år, før jeg mødte min mand, Carsten. Så fik vi den yngste.
Der tales meget om det her med, at forældre har en del af skylden for de angste børn, fordi de er for overbeskyttende, og jeg har virkelig grundet over det. Har han været overbeskyttet? Han er jo den lille med to store brødre, efternøleren. Men han er for eksempel blevet passet og har sovet ude masser af gange, været på lejrskole og ja, haft et helt normalt liv.
Efter madforgiftningen lå han syg i 10 dage. Han kunne vågne klokken tre om natten og kaste op syv gange. En normal madforgiftning varer højst fire dage. Og selvom jeg godt kunne se, at det ikke blev bedre, forsøgte jeg at holde fast i, at der ikke var noget alvorligt i vejen med ham.
”Du bliver rask”, gentog jeg igen og igen for mig selv og for ham.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg knap nok huske, om jeg arbejdede i de dage. Det må jeg jo have gjort? Men når ens barn lider, bliver alt andet ligegyldigt, jeg zoomede fuldstændig ind på ham. Til sidst blev vi indlagt på sygehuset. Her undersøgte de hans mave og tarme. Så sagde lægen til os:
”Der er ikke noget fysisk galt. Han har en fysisk reaktion på noget psykisk.”
Vi blev sendt hjem med diagnosen ”cyklisk opkastsyndrom”, som jeg senere har fået at vide er en diagnose, lægerne bruger, når de ikke kan finde andre årsager.
Min søn havde tabt fem kilo og var helt afkræftet. Han spiste næsten ingenting. ”Jeg er sulten,” kunne han sige – men efter tre timer stod tallerkenen stadig urørt. Han blev angst for at kaste op.
Da det så kom til, at han skulle begynde i skole igen, kunne han slet ikke. Det endte med, at han lå på vores sofa i stuen i tre måneder. I al den tid tænkte jeg ikke, at det kunne være angst, jeg tænkte bare, at han var syg.
En verden centreret om sygdom
Som forælder prøver du at holde fast i normalen, ikke vakle. Men det begyndte at skride. At have et sygt barn er pissehårdt, men man har også en meget klar rolle: Der er ikke andet her i verden end mit barn, der eksisterer ikke andet. Det er lidt ekstremt, og det bliver hurtigt en verden kun centreret omkring sygdom, hvis man ikke passer på.
Jeg er ud af en sammenbragt familie, har været igennem en voldsom skilsmisse, og i kraft af mit arbejde som bedemand har jeg været trænet i at stå i det svære. Men når det er dit eget barn, der lider, begynder du at tvivle på dig selv. Er det det rigtige, du gør? Kunne du gøre noget andet? Til sidst var der to af mine veninder, der greb ind. Vi har normalt en meget klar aftale om, at vi ikke rådgiver hinanden om vores børn, men især den ene af dem var efter mig. Hun sagde:
”Hvis ikke I griber ind nu, risikerer I at stå med et barn, der kommer til at lide af skolevægring i flere år.”
Det var noget af det mest grænseoverskridende, at andre fortæller dig, at det, du bruger alle dine kræfter på, ikke er det rigtige i situationen. Men jeg er glad for, at de sagde noget. De kunne se, at vi havde brug for hjælp udefra.
Jeg har ikke før tvunget mit barn til at gøre noget, han 100 procent modsatte sig, men han blev tvunget ned i klinikken for børn med angst. Det var ikke fysisk tvang, men jeg talte til ham, som om det ikke var et valg. Og der var meget gråd og modstand fra hans side.
Han skal aldrig føle skyld over sin angst, men jeg har selv følt skyld. Der er psykisk sygdom i andre dele af familien. Kan det her udvikle sig, og vil han skulle leve med det resten af livet?
Cykelturen venter lidt
Det har hjulpet mig meget at meditere. Det har jeg gjort, siden jeg var 18, og det giver ro. Så får bekymringerne ikke lov at løbe af sted med én. Det kunne også være bøn. På de aller-allersorteste dage er det:
”Luk øjnene, træk vejret fem gange, og sig tak for hvert åndedrag.”
Nu klarer han at gå i skole. Da skolen åbnede efter coronanedlukning, skrev vi til dem, om han kunne nøjes med at komme fire dage om ugen og ikke få lektier for. Det gik de med til. Til at begynde med skiftedes vi til at gå tidligere fra arbejde, så han kunne blive hentet. Nu tager han selv bussen derhen og hjem igen – cykelturen venter vi lige lidt med.
Terapien har hjulpet, men der er også andre ting, der hjælper ham. At være fysisk aktiv for eksempel. Og venner.
Forleden kom en ven på besøg, og på det tidspunkt sov min søn inde hos os. Det har han gjort i den tid, det har været slemt, fordi det hjalp ham at være fysisk tæt på os. Jeg ved ikke, hvad der skete, men da vennen havde sovet hos os i nogle dage og var taget hjem, sagde han, at han godt ville sove på sit værelse igen. Nu har han sovet på sit eget værelse i to uger – kun med lidt støtte ved overgangen til søvn. Da tænkte jeg også: Måske er det hele ikke i vores hænder. Vi kan presse og skubbe og gøre alt det rigtige. Og så kommer der lige en ven ind fra siden, og så kan han pludselig meget mere!
Mellem 20 og 22 hver aften får han angst. Han reagerer på alle lyde, tror der kommer nogen, eller at der sker noget slemt. Tankerne stikker virkelig af med ham.
”Jeg hørte en lyd!”
Han prøver også at undgå at skulle til arrangementer, fordi det bliver for overvældende. Vi var til en familiefødselsdag i et forsamlingshus i Jylland for nylig. Han havde haft en dejlig aften og siddet og spillet kort. Og pludselig var han bleg.
”Jeg hørte en lyd! Jeg er bange for, der kommer en morder,” kan han sige om aftenen. Så er det, vi bruger redskaberne fra terapien og øver os i at faktatjekke for eksempel. Og jeg øver mig i at vise ham tillid til, at han godt kan komme igennem de tanker.
”Du har været igennem det før, og det er du blevet god til. Jeg er sikker på du klarer at komme igennem det igen. Og så er du i øvrigt Danmarksmester i opkast,” siger jeg til ham. Så griner vi.
Min søn er optaget af at være en god ven og af retfærdighed. Af drengeting som at løbe på skateboard og løbehjul. Men han siger også:
”Der er ikke noget, jeg er rigtig, rigtig god til.” Jeg tænker, at der måske er noget med billederne af én selv og de andre. Og så er der nok en tendens til at ville blive i en verden, der er nem, hvor alt er under kontrol. Men vi skal nærme os normalen.
Han kan godt sidde en time med en iPad, men det er meget enkle, små spil, han spiller. Han ser noget YouTube, men kan ikke se nyheder og de samme film, som sine kammerater. Lige nu er det for voldsomt at skulle se ”Ternet Ninja 2”.
Før i tiden var han en syvsover, men mens han har været syg er han vågnet meget tidligt om morgenen af sig selv. Men det er også ved at vende nu. I går morges, da jeg måtte vække ham, sagde han helt umotiveret:
”Jeg har savnet mig selv så hårdt, mor. Især med tre ting: Jeg er svær at få op om morgenen. Jeg kan ikke så godt lide at høre helt efter. Og jeg kan æde igen!”.
Jeg blev simpelthen så rørt. Tænk, at han kan mærke forskel på dén han var, mens han var mest syg, og dén han er nu.