Tre ældre om et liv med få besøg og med savn af børn og børnebørn

Særligt ældre har måtte undvære socialt samvær under sundhedskrisen. I denne artikel spørger vi ind til, hvordan tre ældre borgere har oplevet den forandrede hverdag

Kristeligt Dagblad har talt med tre ældre om livet under coronakrisen. Alle fotos: Privatfoto.
Kristeligt Dagblad har talt med tre ældre om livet under coronakrisen. Alle fotos: Privatfoto.

82-årige Lisa Astrup: Det værste er, at ingen ved, hvor længe corona varer

Lisa Astrup. – Foto: Privatfoto.
Lisa Astrup. – Foto: Privatfoto.

Den 82-årige Lisa Astrup fra Vejle har fået en telefonven via Ældre Sagen efter udbruddet af corona. Hun har følt sig isoleret, men telefonsamtalerne har hjulpet hende.

Før corona levede jeg et aktivt pensionistliv, spillede kort og var aktiv i en forening. Men i dag er alle aktiviteter lukket ned. Jeg savner at komme ud blandt andre mennesker, og jeg savner at spille kort. Jeg strikker og løser krydsord, og jeg kører stadig bil. På den måde er jeg heldig. Forleden var jeg ude at køre en tur med min datter og min svigersøn. Vi har talt meget sammen de seneste måneder, men det var første gang, vi sås i meget lang tid. Det var skønt.

Det er jo ikke noget liv bare at være inden døre. Man er nødt til at komme lidt ud, ellers bliver man deprimeret.

Jeg har tre børn, otte børnebørn og et lille nyt oldebarn, som jeg gerne ville se, men det kan ikke lade sig gøre i øjeblikket.

Jeg går ture, og jeg handler også ind, men ellers er jeg ret isoleret i min lejlighed. Ældre Sagen har oprettet en ældretelefon under coronakrisen. Jeg har fået en telefonveninde, som bor i Odense. Vi taler sammen en halv times tid tre gange om ugen om alt muligt. Hun er 10 år yngre end mig, og vi taler godt sammen. Vi har også talt om, at det kunne være rart at mødes i Odense, hvor hun bor. For selvom det er godt at tale i telefon, så er det helt anderledes at kunne mødes rent fysisk.

Jeg har det rimeligt godt rent helbredsmæssigt, min alder taget i betragtning. Jeg er selvfølgelig lidt bange for at blive smittet, men jeg er ikke hysterisk. Bliver jeg smittet, så bliver jeg smittet. Lige nu hjælper det mig, at det er forår, og solen skinner. Men jeg ville ønske, at man måske bare kunne mødes med nogle venner og deltage i nogle aktiviteter sammen med andre.

Man kan spørge, hvor længe man skal være i isolation i min alder. Et år frem i tiden er måske ikke så lang tid for en 40-årig, men i min alder er et år lang tid. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske slet ikke når at opleve en normal tilværelse igen.

Jeg tror ikke, det Danmark, vi har kendt før, vender tilbage.

101-årige Signe Hedegaard: Det ville være rart med flere besøg, men jeg føler mig ikke ensom

Signe Hedegaard. – Foto: Privatfoto.
Signe Hedegaard. – Foto: Privatfoto.

Naboerne er flinke til at se ind, og mine sønner besøger mig, men holder afstand, ­siger den 101-årige Signe Hede­gaard, der bor i eget hus i Aulum i Vestjylland.

Jeg får ikke så mange besøg som før corona. Mine tre sønner kommer, men de holder afstand og har selv mad med. De skal passe på sig selv og på mig. En af mine gamle naboer fra dengang, vi boede på en lille gård, kom forbi forleden og klippede haven til. Jeg bor i en andelsforening med otte boliger, og vi er gode naboer. Hver aften kommer en af mine naboer med Herning Folkeblad. Og så har jeg telefonen. Mine sønner og min niece er flinke til at ringe til mig.

Det ville da være rart at få lidt flere besøg, men der kommer hjemmehjælp tre gange om dagen, så jeg føler mig ikke ensom. Og nu bliver hjemmehjælperne også testet for corona. Det er godt.

Jeg ville da gerne have undværet at opleve corona. Det er en trist sygdom. I min bibelkreds er der en mand, som er død af corona. Min mor talte meget om den spanske syge. Da hun var ung, mistede hun to brødre med tre måneders mellemrum. Den ene døde af den spanske syge. Den anden vist af tuberkulose. De var kun i tyverne. Jeg har også oplevet de store tuberkuloseepidemier. Dyrene på den lille gård, hvor jeg voksede op, blev slagtet på grund af tuberkulose. I dag er det ikke kun Danmark, der lider. Det er hele verden, og hvornår, det får en ende, er der ingen, der ved.

Jeg ser meget tv i øjeblikket. Jeg har set mange udsendelser om Anden Verdenskrig her i maj, og jeg husker selv, hvordan jeg hørte frihedsbudskabet den 4. maj 1945 i Herning, da jeg cyklede gennem byen. Tidligere strikkede jeg huer til Røde Kors. Jeg har strikket mindst 1000 huer. Men det kan jeg ikke mere.

Jeg er 101 år gammel, og der er grænser for, hvor længe jeg skal være her. Derfor vil jeg gerne gå til alters, men efter at jeg besvimede i kirken sidste år, er altergangen foregået på plejehjemmet. Plejehjemmet er lukket for besøg, så nu har præsten lovet at komme hjem til mig. Mine børn synes, jeg skal på plejehjem, fordi jeg falder, og det bliver nok nødvendigt. Men på plejehjem kan man ikke få besøg i øjeblikket. Jeg vil helst dø i min rede, men jeg skal ikke klage. Jeg har fået et langt, godt liv.

71-årige Jette Bruhn Sands: Det sværeste har været at undvære børnebørnene

Jette Bruhn Sands. – Privatfoto.
Jette Bruhn Sands. – Privatfoto.

Det var fantastisk, da Sundhedsstyrelsen sagde, at bedsteforældre må kramme deres børnebørn, siger den 71-årige Jette Bruhn Sands, der bor i Hillerød med sin mand.

Jeg gik på pension sidste år efter at have arbejdet som receptionist på nedsat tid og har set meget frem til at have mere tid sammen med mine fem børnebørn. De er i alderen fra 11 måneder til 6 år. Vi fik børnebørn ret sent, og vi tænker, at vi skal gøre så meget som muligt for at knytte bånd til dem, mens vi stadig er friske.

Jeg var 64 år, da det første barnebarn blev født. Det har været en fantastisk oplevelse, og vores største afsavn under coronakrisen har været, at vi ikke kunne se dem. Vi er tæt knyttede til hinanden, og min ene datter og hendes familie boede hos os frem til den 1. februar i år, fordi de fik renoveret deres hus.

Under coronaepidemien har vi kun mødt børnebørnene i haven og med afstand. Det har været svært at fortælle de to børn på tre og fire år, at de ikke bare måtte løbe hen til os. Derfor var det fantastisk, da Sundhedsstyrelsen for nylig meldte ud, at bedsteforældre godt må kramme deres børnebørn, og et af vores børnebørn sagde. ’Farmor, vi må godt kramme igen’. Vi ses stadig udenfor og holder afstand, og børnebørnene er alle kommet i skole og børnehave igen. Et af vores børn skulle have været gift i august, men det bryllup er aflyst.

Det er på en måde lidt af et antiklimaks, at jeg i mit første år som pensionist skal leve så relativt isoleret. Jeg havde en masse planer og har savnet fritidsaktiviteter, men min mand og jeg er så heldige, at vi har hinanden. Situationen er anderledes for de ældre, som ikke kan få besøg og sidder helt alene. Det kan godt være, at de ikke bliver smittet, men man kan spørge, om ikke isolationen er en for høj pris at betale. Særligt, hvis man risikerer at dø ensom.

Min mand og jeg har begge et godt helbred og er ikke på den måde i risiko, selvom vi er ældre. Efter den første tid med isolation er vi begyndt at se nogle af vores venner udenfor og med afstand. Vi kan jo ikke leve afsondret fra andre mennesker, indtil forskerne har fundet en vaccine.