Prøv avisen
Årets personer

Fransk ambassadør: Jeg glemmer aldrig blomsterhavet

Den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray. Foto: David Leth Williams/Scanpix

November 2015: Fredag den 13. bliver 130 personer dræbt af terrorister i Paris. Det er svært at acceptere, at mit land og jeg er en andens fjende, siger den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray

Fortalt af François Zimeray

Jeg var alene hjemme i den franske residens på Kongens Nytorv og så fjernsyn, da nyhederne om angrebene rullede over skærmen. Og med det samme tænkte jeg på attentatet i januar på satiremagasinet Charlie Hebdo. Dengang sad jeg ligeledes alene og kunne med stor bedrøvelse følge med i hændelserne på tv.

Den aften i januar aflyste jeg en planlagt middag ude i byen og blev hjemme i sofaen. Min hustru, Karine, kom ikke hjem som planlagt, så jeg ringede til hende, og hun fortalte, at hun stod lige udenfor, og at der stod en flok mennesker.

Jeg tog varmt tøj på for at se, hvad det handlede om, og der stod hundredvis, snart tusindvis af mennesker i stilhed derude.

Den samme scene udspillede sig fredag nat i november. Det var en følelse af gentagelse. Det varede kun få minutter, så kom de første blomster og mennesker på pladsen.

Snart var der en mark af blomster og lys. Der kom 20.000 til ceremonien senere. Det var et utroligt billede, jeg aldrig glemmer.

Efter angrebene havde vi krisemøder hele weekenden. Jeg var i telefonen med folk i Frankrig, og det stod klart, at Frankrig var under angreb. Jeg sover generelt ikke så meget, men det hjalp bestemt ikke på min søvn de nætter. Ingen vidste, hvad det næste ville blive og hvornår. Men det var tydeligt, at Frankrig var og er et truet land.

Når jeg tænker på den aften i november, føles det som en tåge. Jeg har svært ved at adskille den dag i november med Charlie Hebdo-angrebet og angrebene i København i februar, som også påvirkede mig meget. Det er som tre dage, der er smeltet sammen til én. Jeg vil gerne vende den næste side i bogen, men sidder fast. Jeg vil gerne tænke på andre ting, men hver gang jeg forsøger, vandrer mine tanker tilbage til en virkelighed med terror.

Jeg vil huske 2015 for både tragedie og for det danske ord ”hygge”. Det sidste, fordi danskernes støtte og venlighed har været overvældende. Det er to store indtryk, der afspejler året og de stærke følelser, jeg har. Det er sorg over tragedien, der har ramt os, og samtidig en glæde over venskabet og solidariteten, som jeg har mødt her i Danmark.

De seneste uger har været præget af håndtering af angrebene og sikkerhed. Det har ændret meget for livet på ambassaden og for, hvordan vi bevæger os rundt. Nu står der permanent bevæbnede politifolk udenfor.

Jeg betragter mig selv som en fredfyldt og venlig mand og er alligevel et mål. Det er ikke nemt at forstå, men det er konklusionen på 2015. Det må jeg acceptere og leve med.

Jeg var hjemme i Paris kort efter angrebene, og jeg så et forandret land og mærkede en atmosfære af højt beredskab og frygt. Det er mærkeligt at opleve sit land sådan. Men jeg ved, vi vil komme igennem det. Lande som Frankrig og Danmark er gamle nationer, og historien er en gave, der hjælper os med at komme igennem svære tider.

Jeg har en fornemmelse af, at vi var på vej ind i en ny æra. Frankrig er truet på grund af det, vi er. Det vil sige et frit land ligesom Danmark. Når alt kommer til alt, er forskellen mellem os og alle typer af diktaturer og totalitære regimer i verden fraværet af mure.

Fortovscaféen, der blev angrebet i Paris, er et særligt symbol på det moderne offentlige rum. Et sted med diskussion og debat. Det var symbolet på den totale frihed og civilisationen, der blev angrebet. Et sted uden mure omkring sig. Islamisterne vil stille mure op i tanken og omkring sig. Det vil vi ikke. Og vi skal være resolutte i vores forsvar.

Hverdagen er ved at genfinde sig, men vi er stadig påvirket. I min position er der sjældent tid til at reflektere over, hvad der er sket. I en anden situation ville jeg få talt med venner og familie og dele oplevelserne. Jeg var alene, da det skete, og arbejdet begyndte straks efter. Der har ikke været tid til at standse op og stille mig selv alle de vigtige og dybespørgsmål.

Kort efter angrebene så jeg landsmænd, der opholdt sig på Bataclan under attentatet, på tv fortælle og udtrykke deres chok. Jeg tænkte, at vi gennemgår det samme. Men jeg kan ikke som dem udtrykke det i min stilling. Jeg må være stærk. Det er faktisk første gang, jeg sætter ord på det som nu. Det er nødvendigt.