Teolog: Jeg håber og tror på det umulige

Teolog Bjarne Lenau Henriksen, der er tidligere chef for Kirkens Korshær og formand for Kristeligt Dagblads Venner, holder gang i livsmodet som en protest mod det meningsløse. Han og hans kone koncentrerer sig om det nære

Bjarne Lenau Henriksen bruger blandt andet tiden på at læse Senecas ”Om sindsro” på latin med en italiensk oversættelse ved siden af. – Foto: Leif Tuxen.
Bjarne Lenau Henriksen bruger blandt andet tiden på at læse Senecas ”Om sindsro” på latin med en italiensk oversættelse ved siden af. – Foto: Leif Tuxen.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

"Mit helt private lille livsmod har endnu ikke lidt overlast, endsige taget skade. Det er nok, fordi virkeligheden ikke er blevet rigtig virkelighed endnu. Jeg har forpuppet mig, bliver inden døre sammen med min kone og møder det store farefulde og angstskabende corona-liv i digital udgave. Vi er som alle andre berørt af coronaen og dens verdensomspændende konsekvenser. Mennesker dør af coronaen. Alligevel holder vi gang i livsmodet som en protest mod det meningsløse. Jeg håber og tror på det umulige, selvom det måske ikke kommer til at give mening. Men det skal det altså, give mening. I mit eget liv først og fremmest fordi jeg har mennesker, som elsker mig, og som jeg elsker."

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

"Herhjemme har vi mad nok, bøger nok, musik nok, radio nok, fjernsyn nok. Efter 50 års ægteskab er vi ikke blevet trætte af at tale med hinanden. Heller ikke når vi er bange. Med mine kroniske lungesygdomme og svækkede immunforsvar er jeg i risiko for smitte med deraf følgende udsigt til intensivafdelingen og dens respirator og andet overlevelsesudstyr. Endnu er jeg ikke angst. Kun punktvis. I små hurtige glimt. Som hurtigt slukkes.

Ellers går tiden med at være grundigt til stede i dagligdagens langsomhed, som forsyner mit liv med ekstra dybde og perspektiv. Jeg skal ikke konkurrere, præstere eller vækste det mindste. Jeg skal bare være. Den største daglige ændring er, at jeg læser meget mere og meget langsommere. Før coronaen satte ind, var jeg i gang med at læse Senecas ”Om Sindsro”. Det er jeg fortsat med. Lige nu er det ekstra godt at læse Seneca. Der er trøst, humor og skarphed i hans visdom. Jeg læser originalteksten med italiensk oversættelse ved siden af. Jeg har masser af god tid og nyder både det døde latinske og det levende italienske sprog."

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

"Jeg ved det ikke. Det kommer helt an på, hvem medborgeren er. En gammel, kronisk syg, coronasmittet medborger skal vel ikke opmuntres? Hvis han skal, så til hvad? Til at bære på dødsangsten med resigneret frimodighed? Til at være taknemmelig over alt det, han har, og som nu skal tages fra ham? Til at håbe, at det hele nok skal gå, selvom vi alle ved, at det gør det ikke?

I den situation skal jeg have fat i trøsten og lindringen. Jeg tror, jeg vil opmuntre ham med Guds uforbeholdne kærlighed, selvom den er vanskelig at argumentere for. Jeg tror, jeg ville sige, at han i hvert fald ikke er alene med meningsløsheden. Gud er fulgt med ham.

Det bedste vil være, hvis jeg fik mulighed for at sidde ved hans seng og sige det til ham. Sådan noget skal helst siges af et levende menneske. Men coronadøden er højkoncentreret isolation og ensomhed. Alle andre smittede skal – lige som de ikkesmittede – opmuntres til at leve hensynsfuldt og ansvarsfuldt og følge de politiske beslutninger om ordentlig social adfærd."

Nævn tre håbstegn der, hvor du er nu?

"Vor Herre. Min kone. Vores børn og børnebørn. Alle kommer de ind på en samlet førsteplads, også hvad håbet angår. Så hjælper det, at solen skinner. Også på coronaen. Den kan ikke lide ultraviolette stråler."

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

"Jeg kommer ikke uberørt ud af coronakrisen. Den sætter eksistensen på spil for os alle. Jeg tror, den vil efterlade sig et liv med større eftertanke, større omtanke, større nænsomhed, større ansvarlighed og større taknemmelighed, så livsmodet fortsat må holdes ved lige."