Prøv avisen

25-årige Caja: Jeg har en tiltro til, at Google har styr på tingene

Jeg bruger sociale medier og Google , fordi jeg har en grundlæggende frygt for at misse noget,” siger Caja Lola Schou Tofft. – Privatfoto.

Selvom 25-årige Caja Lola Schou Tofft godt ved, at hun videregiver personlige oplysninger, når hun bruger apps eller er på nettet, så læser hun aldrig brugerbetingelserne, for tanken om datasikkerhed er langt fra hendes hverdag

I Aarhus sidder 25-årige Caja Lola Schou Tofft ofte med telefonen i hånden. Som de fleste på sin alder er hun flittig bruger af især sociale medier. Selvom hun ikke har mange applikationer på sin telefon, så sker det ofte, at hun downloader en ny, for den kan jo bare slettes igen. Hver gang bliver hun stillet spørgsmålet ”Accepterer du brugerbetingelserne?”, til hvilket hun uden yderligere overvejelser svarer: ”ja”.

”Jeg opfatter det som en nødvendighed, fordi man bliver nødt til at sige ja for at bruge app’en,” siger hun.

Samtidigt har hun en grundlæggende tillid til, at hendes oplysninger ikke bliver misbrugt.

”Jeg stoler på de ting, jeg downloader, også fordi de oftest er produceret af store virksomheder. Jeg har en tiltro til, at de har styr på tingene,” siger hun.

Men et eller andet sted i hendes underbevidsthed lurer tanken om, at hun måske har sagt ja til mere, end hun ved. For Caja Lola Schou Tofft har for eksempel godt hørt noget om, at Google har tilladelse til at tænde og slukke hendes kamera. En tanke, som hun finder ret ubehagelig.

”Hvis det er rigtigt, synes jeg det er problematisk, for der er en risiko for, at det billede eller den fil ender i de forkerte hænder. Men på den anden side er jeg heller ikke typen, som har et stykke gaffatape hen over mit webkamera,” siger hun.

På den måde har hun et meget ambivalent forhold til datasikkerhed. På én gang bevidst om risikoen ved at dele sine data og samtidig klar over, at det også har mange fordele. Her vinder de mange plusser over frygten. Som når hun shopper på nettet og kigger på et par sko, som så senere dukker op som reklame på en anden hjemmeside.

”Det er lidt uhyggeligt, for de stalker mig faktisk. Samtidigt synes jeg, det er ret smart, når skoene kommer frem igen. For det minder mig om, at de der sko egentligt var meget pæne, og så kan det være, at jeg køber dem,” forklarer hun.

Selvom Caja Lola Schou Tofft godt kan se de potentielle problemer, er det svært for hende at forholde sig til konsekvenserne i en travl hverdag. På den måde står hun i et dilemma, som mange nok kan nikke genkendende til. For man siger også nej til mange ting, hvis man vælger internetgiganterne fra.

”Jeg bruger det jo hele tiden. Både fordi jeg har en alder, hvor det meste kommunikation foregår over sociale medier, og fordi jeg læser kommunikation, og sociale medier indgår i studiet. Jeg bruger dem også, fordi jeg har en grundlæggende frygt for at misse noget,” siger Caja Lola Schou Tofft.

Derfor skal der også meget til, før hun vil overveje at vende ryggen til Facebook, Instagram og Google.

”Der skulle opstå en decideret ubehagelig situation, før jeg ville genoverveje det. Men når det eneste, jeg oplever, er at få reklamer, som er målrettet mig, så kan jeg altså ikke se problemet,” siger hun.