Prøv avisen

81-årig bosnisk pensionist: Jeg har ikke råd til gaver til mine børnebørn

Den 71-årige Halid Hozic (yderst til højre) sammen med Sadzida Hojic (i midten) og sin hustru Hasnija Hozic (yderst til venstre). Halid Hozic kører hver dag rundt i Odense på sin cykel for at købe tilbudsvarer til sig selv og sine venner. – Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Den 81-årige Sadzida Hojic er bosnisk pensionist, bor i Odense og har 3000 kroner om måneden at leve af, når alle udgifter er betalt. Den stramme økonomi betyder, at hun stort set ikke kommer uden for lejligheden

I efteråret blev Sadzida Hojics barnebarn gift i Østrig. Den 81-årige bosniske kvinde viser stolt Facebook-billederne af den unge brud på forebyggelseskonsulent Adisa Ovcinas iPhone, for selv ejer Sadzida Hojic hverken iPhone eller computer.

Heller ikke selvom hun har en datter og tre børnebørn i Østrig, og en søn og et barnebarn i San Francisco og derfor godt kunne have brug for at skype via computer med familien i udlandet. Til gengæld har hendes datter foræret hende en mobiltelefon, og de to ringer sammen en gang om dagen. Der var heller ikke penge til at sende en bryllupsgave til det unge par, og det er Sadzida Hojic ked af.

Den 71-årige ven Halid Hozic banker på terrassedøren i den lille stue med en læderhjørnesoda, en reol med porcelænsfigurer og små kniplingsduge på sofabordet. Halid Hozic har været på tilbudsjagt på sin sorte brugte herrecykel, og han giver Sadzida Hojic en pose rundstykker, som han har fundet til kun en krone stykket i et supermarked tre kilometer fra hendes lille, lejede rækkehus i udkanten af Odense.

På sofabordet står de forskellige bosniske kager, som Sadzida Hojic selv har bagt, og i en lænestol sidder Halid Hozics hustru, den 67-årige pensionist Hasnija Hozic. De tre venner kender alle til livet på økonomisk smalhals, og det bosniske ægtepar hjælper Sadzida Hojic med at få hverdagen til at fungere.

”Vi kommer sjældent ud, men er hjemme i vores lejligheder og ser fjernsyn, og min mand cykler rundt i Odense for at købe på tilbud. Han har ikke råd til at tage bussen, og vi hjælper også Sadzida med at købe ind,” fortæller Hasnija Hozic.

Sadzida Hojic flygtede i 1995 fra det krigshærgede Banja Luka i Bosnien til Danmark sammen med sin nu afdøde mand, og familien fik en humanitær opholdstilladelse, som ikke berettiger hende til fuld folkepension.

Hun kom til Danmark med sin mand, da hun var 58 år, og selvom hun gik på sprogskole i flere år, var det svært at lære dansk. Som så mange andre af de bosniske flygtninge, der kom til Danmark i en høj alder, nåede Sadzida Hojic og hendes mand heller ikke at få et arbejde, men parret levede af kontanthjælp i flere år. Derfor har det heller ikke været muligt for hende at spare op.

Da hun ikke har boet 40 år i Danmark og ikke var berettiget til pension i Bosnien, modtager hun en såkaldt brøkpension. Den udgør i Sadzida Hojics tilfælde 3700 kroner hver måned før skat. Dertil kommer boligsikring, et særligt tilskud, som brøkpensionister har ret til søge, og ældrecheck.

Når huslejen er betalt, har Sadzida Hojic 3000 kroner at leve for til at dække medicin, mad, tøj, licens og transport. Sadzida Hojic lider af en hjertesygdom og har desuden diabetes, men hun har svært ved at få råd til den specialkost, hun har brug for på grund af sin sygdom.

”Jeg klager ikke, for det var fantastisk, at Danmark tog imod os. Tusind tak, danske mennesker, og tusind tak, Birte Weiss. Hun var minister, da vi kom til Danmark og hjalp os med at få opholdstilladelse,” siger Sadzida Hojic med foldede hænder og bøjet hoved som en slags takkegestus.

Men samtidig lægger hun ikke skjul på, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen rent økonomisk. Og hun er ikke den eneste bosniske pensionist, der har problemer med økonomien. Derfor har hun valgt at tale med Kristeligt Dagblad.

”Det er vigtigt, der er åbenhed om problemet,” siger hun.

Sadzida Hojic har dog en prioritering, som koster penge. Selvom hun er svagelig, tager hun en gang om året en 36-timers bustur for at besøge familien i Bosnien, hvor også hendes mand ligger begravet. For bussen er den billigste transportform.

”Det betyder meget for Sadzida, at hun kan besøge sin familie, men det er hårdt med busrejsen, og i sommer var hun meget dårlig, da hun kom hjem,” fortæller Adisa Ovcina.

Adisa Ovcina har bosniske rødder og er ergoterapeut og forebyggelseskonsulent i værestedet i Mimers Brønd, der samler ældre indvandrere i Odense Kommune. Hun fortæller, at størstedelen af brugerne i værestedet lever et liv præget af store økonomiske afsavn.

”Vi er holdt op med at arrangere udflugter til steder som Egeskov eller overnatningsture på en højskole. Selv en udflugt, der koster 100 kroner, har de ældre ikke råd til. Og hvis de har 100 kroner, vil de hellere bruge dem på gaver til deres børnebørn. Der er ikke råd til gaver, de har ikke råd til at købe en vinterfrakke eller nye sko, og de har i mange tilfælde heller ikke råd til ordentlig mad eller oplevelser uden for hjemmet, og det påvirker livskvaliteten.”

”De har i mange tilfælde heller ikke penge til at købe en computer og mobiltelefon, selvom de har familie over hele verden, så jeg er i nogle tilfælde Facebook-venner med mine borgeres børn og børnebørn, så jeg kan videregive beskeder og billeder,” fortæller Adisa Ovcina.

Værst er situationen for den lille gruppe ældre, der er blevet familiesammenført med deres børn i Danmark, mod at børnene betaler deres ophold. Det medfører i nogle tilfælde, at de ældre må leve i yderste fattigdom. Adisa Ovcina fortæller for eksempel om en ældre kvinde, der boede alene og isoleret i en lejlighed næsten uden møbler og uden fjernsyn. Kvinden sad blot og stirrede ud i luften uden nogen form for afspredelser.

I Sadzida Hojics tilfælde er ensomhed ikke noget problem. Selvom hendes helbred er svækket, har hun et godt humør og en relativt stor vennekreds.

”Jeg lever et stille liv her i min lejlighed. Jeg har ikke råd til at tage ud i byen, men jeg klager ikke, for jeg har mange venner, der kommer på besøg,” siger Sadzida Hojic og fortæller, at hun har en håndfuld bosniske veninder, som jævnligt kommer i lejligheden og hjælper hende med at lave mad.

Men hverdagen på brøkpension har konsekvenser. Hun har ikke købt møbler i 15 år, og hun har ikke råd til et nyt tv, hvis fjernsynet skulle gå i stykker. Hun får heldigvis tilskud til medicin, men hun har ikke besøgt en tandlæge i 15 år, selvom hun har problemer med tænderne. Det er ganske enkelt for dyrt.

Adisa Ovcina hører sjældent klager fra de ældre indvandrere over økonomien. De fleste forsøger at klare sig.

”De ældre flygtninge og indvandrere er en stille gruppe, som ikke råber op. Og nogle af de ældre som Sadzida får hjælp fra deres venner i hverdagen,” fortæller Adisa Ovcina.

Hun fortæller, at de ældre, der har helbredet til det, i nogle tilfælde samler flasker og tjener penge på pant.

Den 71-årige Halid Hozic, der også har svært ved at få pensionen til at slå til, fortæller, at han og hans kone har deltaget i et gratis edb-kursus arrangeret af Odense Kommune.

”Men ellers foretager vi os ikke meget. At gå på restaurant, holde en fest eller besøge en biograf ville være helt utænkeligt.”

"Jeg er taknemmelig for, at Danmark i sin tid tog imod os. Jeg har det godt her, selvom jeg ikke har ret meget at leve af,” siger den 81-årige Sadzida Hojic. – Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

En udflugt, der koster 100 kroner, har de ældre ikke råd til. Og hvis de har 100 kroner, vil de hellere bruge dem på gaver til deres børnebørn

Adisa Ovcina