Teknikken bag kunststykket – at rulle Rubjerg Knude Fyr 65-80 meter ind i landet – er avanceret. Men inden det kommer så vidt, er det helt lavpraktisk op til én mand og hans ganske almindelige skovl at grave ind under fundamentet.
”Dér kan man ikke komme til med en maskine, så bliver det ustabilt. Det skal gøres lidt forsigtigt, så den tager jeg,” siger manden med skovlen, murermester i Lønstrup Kjeld Pedersen.
Med pegefingeren tegner han i vandreklittens sand, hvordan han vil grave sig ind under hjørnerne, så fundamentet kan forstærkes med kraftige jernbjælker. Derefter kan fyret bakses i sikkerhed ved hjælp af ”rulleskøjter”, donkrafte og hydraulik. Bakse er fagudtrykket for den operation, der går i gang nu, og som, hvis alt går vel, afsluttes med 10 timers meget langsom rulning i uge 43. Det er til oktober.
På vej op fra parkeringspladsen til fyrtårnet, som ligger mellem dyner af flyvesand, er der flere, der giver thumbs up til Kjeld Pedersen. Her kender man ham, der fik idéen til at redde fyret.
Som lokal murermester var han med til først at bevare og siden, sammen med Nationalmuseet, rive Måbjerg Kirke ned. Og i takt med at havet og vinden også åd klinten under fyret, tænkte han: åh nej, ikke igen.
For Kjeld Pedersen elsker Rubjerg Knude Fyr.
”Det har alle dage været i mit synsfelt, og da vores datter var lille, kiggede hun altid op mod fyret, før hun gik ud at lege. Hvis hun ikke kunne se det, blev hun inde, for så var det enten tåge, regn eller sandstorm,” siger Kjeld Pedersen, der i dag bor et par kilometer fra fyret, hvor en plantage skygger for udsigten til knuden.
Derfor byggede han også for et par år siden et tårn på sit hus, så han derfra kunne se fyret over trætoppene.
Men lige så ofte går han hele vejen op på Rubjerg Knude, klapper venligt fyret på flanken og sender en tanke til de bygmestre, der i 1899 kørte sten og mørtel herop med hestevogn for at rejse et fyrtårn på dette umulige sted og redde liv til søs.
I 1968 måtte man dog kaste håndklædet i ringen og slukke fyret, fordi man på grund af de store lag flyvesand ikke længere kunne se dets lys fra havet.
”Heroppe er det naturen, der bestemmer det hele, og os andre, der bliver helt små,” konstaterer Kjeld Pedersen.
Det er Skov- og Naturstyrelsen, der ejer Rubjerg Knude Fyr, og da de kendte Kjeld Pedersen fra arbejdet med Mårup Kirke, var det ham, de ringede til for to et halvt år siden, da det var på tide at beslutte, hvad der skal ske med det. For 100 år siden lå fyret 200 meter fra kysten, i dag er der 20 meter til afgrunden.
Kjeld Pedersen begyndte at regne på, hvad det ville koste at sprænge tårnet og køre det væk, og hvad det ville beløbe sig til at genopføre en kopi af det et andet sted. Det hele blev voldsomt dyrt, og det med kopien ville være snyd, syntes han, men endte da med at sende en pris ind.
Og så blev det regnvejr.
”Murere kan ikke rigtig arbejde i regnvejr, så jeg fik pludselig tid til en skør idé: Gad vide, om man kan løfte det?”, siger Kjeld Pedersen, som gik i gang med at google ”løft af tunge ting”.
Frem kom kranfirmaet BMS, hvis vogne han også havde set på egnen. Dem ringede han til og sagde, at han havde et fyrtårn på 1000 tons, og om de kunne løfte det.
”De svarede, at det måtte være en opgave for John Christensen, og at han ville ringe tilbage. Da han gjorde det, svarede han bare ’jada’, da jeg spurgte, om han kunne flytte et fyr.”
Derefter mødes de to byggekyndige herrer, som er henholdsvis 59 år og 60+, på parkeringspladsen ved foden af Rubjerg Knude.
”Det, at vi var erfarne folk, gjorde mig sikker på det hele, og så begyndte vi at regne på, hvordan vi skulle gøre, og hvor meget det ville koste,” erindrer Kjeld Pedersen.
Man kunne sikkert have fundet en verdensberømt international specialist i flytning af bygninger. Eller Hjørring Kommune kunne have sagt ja til det danske ingeniørfirma, der for 10-15 millioner kroner tilbød at regne på sagen.
Men ingen ville kunne matche den pris, den lokale murermester kan gøre det for.
”Min kone passer kontoret, og jeg laver selv alt det her om natten og i min fritid,” siger Kjeld Pedersen, som har holdt sit tilbud på de fem millioner kroner, staten har bevilget til projektet.
På vej op mod fyrtårnet siger han, at han er stolt af alle dem, der er med på projektet, og at det ikke er Kjeld alene, der flytter fyret.
”Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før. Men jeg har fået fat i så mange dygtige mennesker og brugt så meget energi på det, at jeg er sikker på, det kan lade sig gøre. Jeg sover fuldkommen roligt om natten.”
Selvom de fleste er fascineret af vovestykket, er der også dem, der mener, at bygningsværket bør blive, hvor det er, fordi det dramatiske netop ligger i, at det er i fare for at styrte i havet.
Og i princippet mener Kjeld Pedersen også, at naturen skal gå sin gang.
”Jeg kan bare ikke leve med, at vi sletter både Mårup Kirke og Rubjerg Knude Fyr fra kysten. Hvis det lykkes, og når der er gået to år, er der ingen, der kan se, vi har snydt. Jeg er 100 procent sikker på, at vi får stemningen og historien med.”
Helt oppe står vinden ind fra havet, og sandkornene prikker om anklerne. Cirka hundrede turister fordeler sig i og omkring fyret, og rundt om ligger resterne af den fyrmesterbolig, der måtte rives ned for år tilbage, fordi den var ved at bryde sammen under vægten fra sandet. Murstenene har folk stablet op i varder eller brugt til at danne navne på skråningerne: Rune, Ella, Nanna. Man må også gerne tage en med hjem som souvenir, og har man øjnene med sig, kan man stadig finde stumper af den prisme, der engang sendte sin lyskegle ud over vandet.
Fra fyrtårnets top kan man se kysten strække sig til begge sider, så langt øjet rækker.
”Det er det flotteste sted i verden, og det er med ærbødighed, jeg går til opgaven – for fyret og for alle dem, der er med,” siger Kjeld Pedersen uden at hive det mindste efter vejret efter at have taget trappen op i et hug.
Selve tårnet har aldrig været sandet til, men bakkerne på hver sin side er skabt, fordi blæsten rammer bygningen og tvinger sandet ud til siderne. Et sted stikker to vindtørre træstubbe op af ingenting – det er resterne af de frugttræer, der stod i haven ved fyrmesterboligen.
”Jeg fik kuldegysninger, da de pludselig viste sig efter et voldsomt blæsevejr,” siger Kjeld Pedersen og peger på et tykt kabel, der snor sig op mod fyret. Flere gange er det blevet gravet ned i to meters dybde, men bliver ved at dukke op. Nu får det lov at ligge: Klitten vil ikke have det.
Det er også klitten, der på dagen i oktober bestemmer, om det er 65 eller 80 meter, fyret skal bakses indad.
”Ligesom med kablet risikerer vi, at sandet blæser væk for os, og hvis det gør det, vælter fyret. Det er kun på dagen, vi ved, om sandet ligger, som det skal.”
Og jo, medgiver han, risikoen for, at det hele ender i en ordentlig støvsky og en stor bunke mursten, er til stede.
”Så må jeg nok i morgen-tv og sige undskyld. Man kan gøre alt rigtigt, og så kan det alligevel gå galt,” siger fyrflytteren, der da også har en aftale med Hjørring Kommune om, at han ikke bliver sagsøgt, hvis fyret vælter.
”Jeg tror på, at det lykkes, og hvis ikke, tager vi den derfra,” siger han.
Kjeld Pedersen kender godt historien om, at kanonstøberen i gamle dage skulle sidde overskrævs på løbet under første affyring. På den måde var man sikker på, at han havde gjort sit bedste. Har Kjeld Pedersen selv tænkt sig at tage turen med på toppen af fyret, den dag det bakses?
”Vi har faktisk talt om, at vi ville stå deroppe! Arbejdstilsynet giver næppe lov, men jeg ville godt turde, så sikker er jeg på, at det går godt.”
Der er kun godt 20 meter til kanten og det 90 meter dybe fald ned mod havet, så det er i sidste øjeblik, arbejdet går i gang. De støtteben, der skal holde fyret stabilt, mens der graves, skal have noget at stå på, og det går ikke, at et af dem rager ud i den tomme luft.
Imens er reservationerne på hotellerne nede i Lønstrup begyndt at løbe ind til uge 43. Folk og medier fra ind- og udland vil være sikre på at se Rubjerg Knude Fyr snegle sig ind i landet med otte meter i timen.
”Jeg håber bare, at kommunen får hjemmeværnet til at dirigere biler og passe på, at ingen kommer til skade. Der bliver så mange mennesker, og den dag er jeg nødt til at holde hovedet koldt og kun tænke på fyret,” siger murermesteren fra Lønstrup.
Lykkes operationen, er Rubjerg Knude Fyr sikret de næste 20-40 år.
WW Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før. Men jeg har fået fat i så mange dygtige mennesker og brugt så meget energi på det, at jeg er sikker på, det kan lade sig gøre. Jeg sover fuldkommen roligt om natten.