Prøv avisen

Jeg har jo intet at kæmpe for

Igennem 16 år er Mette Sørensen røget ind og ud af hospitaler på grund af livstruende anoreksi. Modelfoto. Foto: Lisa MARCELJA/PHOTOPQR/LE DAUPHINE LIBERE

Igennem 16 år er Mette Sørensen røget ind og ud af hospitaler på grund af livstruende anoreksi. Eksperter anbefaler massiv social støtte på et specialiseret bosted. Men hendes kommune Viborg vil ikke betale, så nu er hun indlagt igen

I Risskov ved Aarhus falder et gråt novembertungt tæppe af tåge længere og længere ned mod jorden og truer med helt at skjule den nedgravede trampolin.

Der er også gynger og andre forlystelser til børn på det udendørsareal, der ligger klemt inde mellem nogle af bygningerne på Center for Spiseforstyrrelser.

LÆS OGSÅ:Fanget på hospitalet

Men inde på de oplyste hvide hospitalsgange indlægges også væsentligt ældre patienter, der bærer årelange sygdomsforløb med sig i sygejournalerne.

33-årige Mette Sørensen er indlagt for tredje gang på kun tre år. Iført en lilla storskjorte, lyse jeans og hjemmesko, der slæber let hen ad gulvet, når hun går, viser hun ind på værelse to det værelse, der lige nu er hendes hjem og skal være det, indtil pilen på badevægten igen når over 50 kilo. Den store skjorte gør en ihærdig indsats for at skjule hendes udsultede krop, men da hun sætter sig ned i sin røde lænestol, strammes bukserne og afslører et par alt for tynde ben.

Øjnene med de lange øjenvipper syner store i det magre ansigt, men det snyder for Mette Sørensen er træt hun har ikke sovet i nat. I går blev hun sat op i kost, fordi hun i den forgangne uge ikke havde taget det kilo på, som det kræves for at være indlagt på afdelingen.

Jeg gik i panik, da jeg fik det at vide i går aftes. Det er både, fordi jeg rent fysisk ikke kan spise så meget mad, men også fordi jeg jo er bange for maden. Jeg har det svært, når der skal ske nye ting, så i aftes og i nat har jeg ligget og tænkt: Nu må jeg bare dø. Det ville være så let at tage en skraber, skære sig, og så var det slut. Sådan tænker jeg tit, siger hun og fortsætter.

Dagligt overvejer jeg at lade mig udskrive. Jeg kan næsten ikke holde ud at være her. Alt drejer sig om det næste måltid og den ugentlige vejning.

I alt otte indlæggelser på forskellige hospitalsafdelinger har Mette Sørensen bag sig, hvoraf det længste varede mere end et år. Hun har desuden gennemgået adskillige ambulante behandlingsforløb og et utal af besøg hos egen læge. Men intet har kunnet hjælpe hende af med den spiseforstyrrelse, der lige nu tydeligst manifesterer sig i blot 40 kilo på hendes 169 centimeter høje krop. 

For halvandet år siden var der ellers en lille sprække af håb at spore. Mette Sørensen var igennem et otte måneder langt og vellykket behandlingsforløb på Center for Spiseforstyrrelser. 26 kilo blev føjet til de blot 31, der sad på hendes krop ved indlæggelsen, og hun kunne udskrives med en acceptabel vægt. Dog var hendes behandlere enige om, at hun stadig havde brug for massiv støtte og hjælp, hvis ikke hun skulle få tilbagefald.

På anbefaling fra eksperterne på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov søgte Mette Sørensen derfor sidste år sin hjemkommune Viborg om at blive visiteret til et specialiseret døgntilbud for spiseforstyrrede. Et sted, hvor hun kunne få socialpædagogisk støtte til alle døgnets måltider og hjælp til at lære at leve et normalt liv. Men Viborg Kommune afviste ansøgningen. I stedet tilbød de hende ophold på et bosted i egen kommune, der ikke har ekspertise i spiseforstyrrelser.

Mette Sørensen ankede sagen, men i november 2010 slog Det Sociale Ankenævn fast, at Viborg Kommune havde handlet efter loven.

Hverken personalet på Center for Spiseforstyrrelser, Mette Sørensen eller hendes forældre forstår afslaget fra Viborg kommune, og på en af de skrivelser, hun har modtaget fra kommunen, udtaler lederen af den døgninstitution, som Viborg Kommune har henvist hende til da også, at: Den pågældende institution ikke er tilpasset spiseforstyrrede unge

Men Viborg Kommunes visitationsteam mener at vide bedre, og i kommunen står de fast på at have givet Mette Sørensen et fagligt forsvarligt tilbud, hvor alle relevante fagpersoner er blevet hørt.

For at sikre det bedst mulige grundlag for beslutningerne inddrager vi forskellige fagpersoners vurderinger af sager men fagpersonernes vurdering indgår i en samlet vurdering, skriver chefen for handicap, psykiatri og udsatte i Viborg Kommune, Jens Henrik Horslund i en mail til Kristeligt Dagblad.

Han erkender dog samtidig, at beslutninger om visitationer tages i respekt for det politisk fastlagte serviceniveau.

Der er ingen tvivl om, at alle landets kommuner, inklusiv Viborg kommune, har oplevet, at der ikke længere er råd til tidligere tiders budgetvækst på handicapområdet. Det betyder at Viborg kommune har fokus på at arbejde ud fra en tydelig kobling mellem pris og kvalitet, siger han.

Da Mette Sørensen sagde nej tak til kommunens tilbud, flyttede hun i stedet hjem til sine forældre, fordi hverken hun selv eller hendes behandlere vurderede, at hun ville kunne klare sig selv i eget hjem, hvis vægten skulle holdes.

Opholdet hos forældrene startede også godt. Den 33-årige viborgenser besluttede at genoptage det studium, hun havde været nødt til at afslutte i 2005 på grund af spiseforstyrrelsen. Hun manglede kun den afsluttende bacheloropgave, og hver dag tog hun af sted for at mødes med en medstuderende, som hun skrev opgaven med. Hun knoklede og blev opslugt af projektet men samtidig sneg spiseforstyrrelsen sig ind på hende igen.

Det var ikke meningen, at jeg ville tabe mig en hel masse. Men når du sådan lige tager 26 kilo på i løbet af otte måneder, kommer det til at sætte sig, så det ser mærkeligt ud. Så egentlig ville jeg bare gerne lige tabe mig lidt på maven og ikke mere. Men jeg havde bare slet ingen fornemmelse af, hvilke mængder jeg skulle spise for ikke at tabe mig alt for meget, fortæller Mette Sørensen, som inden længe atter var alt for langt ned i vægt.

Hendes fysiske tilstand var i sommer så dårlig, at hun var nødt til igen at lade sig indlægge. Denne gang på en almen psykiatrisk afdeling, fordi der var venteliste på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. Men her var ingen støtte til måltiderne, ingen terapi og masser af larm og uro på gangene, hvor flere af patienterne var psykotiske og urolige.

Jeg holdt ud fire uger, så kunne jeg bare ikke mere. Mine forældre kunne heller ikke holde ud at se på, at jeg var så meget overladt til mig selv. Så derfor flyttede jeg hjem til dem igen og ventede på, at der blev plads på Center for Spiseforstyrrelser, fortæller hun.

Her sidder hun nu igen på sit lille, spartansk indrettede værelse, hvor kun et foto af hendes lille nevø på væggen ved sengegærdet vidner om, at det netop er hendes værelse og ikke en anden patients. Hun har ikke lyst til at være her og er bevidst om, at hospitalsindlæggelsen kun kan hjælpe hende et vist stykke af vejen.

Hvis det skal lykkedes mig at få et normalt liv, skal jeg have rigtig meget hjælp. Det nytter ikke bare at komme herind og blive fedet op. Når jeg kommer ud til ingenting, går det galt. Jeg har været syg det halve af mit liv og aner ikke, hvordan man lever som et normalt menneske - jeg skal starte fuldstændig fra nul, siger hun.

Sidst hun var indlagt på centeret, havde hun ellers den bedste periode i sit liv, fortæller hun. Et forsigtigt smil dukker op i umiddelbar forlængelse af ordene.

Ja, det lyder jo helt vildt tænk sig, at et ophold på en psykiatrisk afdeling kan være den bedste tid i ens liv.

I løbet af den sidste indlæggelse oplevede Mette Sørensen for første gang i sit liv noget, der mindede om venskab med andre. Fra ikke at turde at gå ind i spisesalen de tre første uger af indlæggelsen og slet ikke sige noget til nogen af de andre patienter, udviklede hun sig i løbet af de otte måneder til at føle glæde ved at tale med dem, komme på ture med dem, grine med dem og snakke fortroligt.

Men sådan er det ikke denne gang. Centeret er blevet udvidet siden hendes sidste indlæggelse, og flere af de andre patienter er kun 12-13 år. Mette Sørensen føler, de tager meget af personalets tid, og at hun skal tage sig sammen og være en slags voksen for dem - selvom hun bare er patient. Der er ingen jævnaldrende, som hun kan være sammen med, og tonen blandt pigerne kan være hård, synes hun.

Det er forfærdeligt at være her, og det har aldrig været mig selv, der ville indlægges. Det er altid andre, der har syntes det, og det gør det også endnu sværere. Jeg er her jo for andres skyld. Hvis bare jeg kunne være her for min egen skyld, ville det sikkert gå nemmere, siger Mette Sørensen.

På opslagstavlen på hendes lille værelse hænger spiseskema og aktivitetsskema for hele ugen. Det meste af hendes dag går med at spise og fordøje de fem daglige måltider. På hendes skrivebord ligger en mappe slået op på et vægtkurveskema fra hendes tredje uge på centeret. For helvede da....hele to kilo på kun en uge, har hun selv skrevet i bunden af papiret som et vidnesbyrd om, hvor svært det er at takle vægtøgningen.

Hun siger ikke noget, da hun bliver spurgt om, hvad der skal ske, når engang hun bliver udskrevet herfra. Øjnene flakker lidt og hun piller ved sine tynde fingre. Så holder hun blikket stille.

Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke. Jeg har fået at vide, at jeg ikke mere skal drømme om at komme på et af de bosteder, hvor de måske kunne hjælpe mig til at blive rask, så jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde skal få det anderledes end nu. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan det er ikke at være syg.

Det nærmer sig spisetid på Center for Spiseforstyrrelser. I opholdsstuen bliver tvet slukket, og i sofaerne lægger pigerne bladene fra sig. Uroen breder sig måltiderne er lig med angst, gråd og smerte. Mette Sørensen græder ikke mere, når hun spiser. Men hendes fornemmelse for sult er forsvundet med sygdommen, og hun ved, at hun får ondt i maven om lidt, når hun har spist. Efter 16 år med minimal fødeindtagelse er mavesækken skrumpet. Hvis bare hun kunne se formålet med at blive fedet op.

Jeg har jo intet at kæmpe for. Intet socialt liv, ingen venner. Havde jeg bare det, kunne det være, jeg kunne se formålet med pinen, siger hun.

Artiklen er blevet til efter samtaler med Mette Sørensen og hendes forældre samt ved aktindsigt i hendes journal.