Anders har sclerose: Jeg har lært at leve med uvisheden

Anders Kolbos liv blev vendt på hovedet, da han for tre år siden fik konstateret sclerose. I dag lever han med fysiske begrænsninger og stor uvished. Trods det har han bevaret optimismen

– Jeg er generelt et meget positivt menneske, der tager en dag ad gangen. Det er man nødt til med denne sygdom, fortæller 30-årige Anders Kolbo, der i tre år har levet med diagnosen sclerose. –
– Jeg er generelt et meget positivt menneske, der tager en dag ad gangen. Det er man nødt til med denne sygdom, fortæller 30-årige Anders Kolbo, der i tre år har levet med diagnosen sclerose. –. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

Kan jeg byde på et glas vand. Ja, det er altså alt, hvad jeg lige kunne nå at forberede i denne omgang.

Anders Kolbo er netop landet med flyveren fra Malaga og gør et kort hold i søsterens lejlighed i Valby, før han sætter kurs mod Århus. Han har været på et tre ugers genoptræningsophold i Spanien og er godt solbrændt efter de mange dage i sydens sol. Han halter lidt på det ene ben, og i hjørnet af stuen står en krykke. Ellers er det ikke til at se på ham, at han lider af den uhelbredelige, neurologiske sygdom sclerose.

Det er tre år siden, han som 27-årig fik diagnosen. Allerede et år tidligere opsøgte han læge, fordi han havde ømhed og prikken i knæene. Han spillede både fodbold og badminton og gik ud fra, at det var en ganske normal overbelastning. Lægen konstaterede dog hurtigt, at det ikke var musklerne, men i stedet nerverne den var gal med, men han kunne ikke stille nogen diagnose. Et utal af scanninger og undersøgelser senere var lægerne dog sikre i deres sag, og Anders Kolbo måtte berede sig på at leve med en kronisk sygdom, der i værste fald med tiden kan binde ham til en kørestol.

Det var hårdt at acceptere, og selvom jeg normalt ikke er en person, der tager tingene så tungt, var jeg da en smule pessimistisk. Hvis jeg læste om 10 eksempler omkring sclerose, hvor ni var gode og ét var dårligt, fokuserede jeg på det dårlige, fortæller han.

De første år efter diagnosen var de værste. Sygdommen satte sine klare begrænsninger. Følelsesforstyrrelserne og balancen i benene blev værre, hvilket betød, at han blandt andet måtte stoppe med at dyrke sport og finde en ny lejlighed uden trapper. Det gav Anders Kolbo mange udfordringer, for hver gang han havde fået samlet sig selv op, kom der noget nyt.

Det var, som om det hele ramlede, og lige som jeg havde accepteret og vænnet mig til, at der var noget jeg ikke kunne mere, kom der endnu en ting, jeg ikke kunne, og sådan fortsatte det, fortæller han.

Da han havde været syg et års tid, opsøgte han en psykolog gennem Scleroseforeningen, og det hjalp ham videre. Nu tager han en dag ad gangen og tænker positivt.

Vi fik vendt det om, så i stedet for at fokusere på det, jeg ikke kan, fokuserer jeg nu på det, jeg kan. Jeg har lært at leve i nuet, og hvis jeg for eksempel får lyst til at rejse, gør jeg det, for der kan hurtigt ske noget, så jeg ikke kan. Jeg ved ikke, om jeg havner i en kørestol om et år eller lever som nu de næste 50 år.

Den store uvished betød også, at forholdet til kæresten røg sig en tur.

Det tog nærmest hårdere på hende end på mig. Hun var meget ked af det og bekymret for vores fremtid og fokuserede næsten kun på sclerosen. Det blev til sidst for meget for mig. Dét, jeg havde behov for, var en kæreste, der kunne acceptere, at nu havde jeg fået sclerose, og det var altså en del af mig, siger Anders Kolbo, der derfor vil sikre sig, at den næste pige, han møder, kan tåle mosten, før han indleder et nyt forhold.

På arbejdsfronten har han til gengæld mødt stor forståelse. Han er uddannet markedsøkonom og arbejder som salgskonsulent i et reklamefirma. Efter nogle år med diagnosen måtte han søge om nedsat tid og arbejder nu i flexjob på 20 timer om ugen. Det gør, at han har overskud til både arbejde, fritid og de mange timers træning og fysioterapi, der hjælper til at holde sclerosen nede.

Og det lader til, at sygdommen er faldet lidt til ro inden for det seneste år, for Anders Kolbo har i flere måneder ikke mærket de store forværringer. Han har desuden fundet sig et alternativ til det fysiske liv, han levede, inden sygdommen ramte.

Det, jeg savnede allermest, var sporten og det fællesskab, det førte med sig. Derfor begyndte jeg for cirka et år siden til kørestolsbasket, og det er sindssygt godt. Der er konkurrence, fart og tempo, og det giver mig sved på på panden, siger han.

Anders Kolbo er også aktiv inden for Scleroseforeningen, hvor han er ungekontakt i Århus Kommune og blandt andet står bag en månedlig caféaften for unge scleroseramte.

Han bruger desuden meget tid på familie og venner, der har hjulpet og støttet ham i svære perioder. Dog har han godt kunne mærke, at folk, der ikke kender ham så godt, reagerer meget forskelligt, når han fortæller, at han lider af en kronisk sygdom.

Jeg har hele tiden været meget åben omkring min sygdom, men jeg har godt kunne mærke, at folk ikke altid helt har vidst, hvordan de skulle reagere, siger han.

Det har fået Anders Kolbo til at tænke sig om en ekstra gang, når fremmede mennesker af høflighed spørger, hvorfor han går med krykke.

Jeg fortæller dem bare, at jeg har problemer med knæene. Der er ingen grund til, at de skal blive kede af det på mine vegne. Jeg skal jo nok klare mig.

kragh@kristeligt-dagblad.dk