Prøv avisen

Jeg har manglet nogen at spejle mig i

Der bliver bortadopteret mellem 15 og 20 danskfødte børn hvert år, men der holdes meget lidt øje med deres trivsel fra myndighedernes side, og adoptivforældrene får heller ikke meget hjælp til at tackle de problemer, de selv og børnene kan slås med. Foto: .

42-årige Britta Trebbien, danskfødt adoptivbarn, søger svar i fortiden

Som barn kunne Britta Trebbien ikke lade være med at forestille sig, at hendes biologiske mor boede i en stor villa eller var dronning af Danmark.

Og selvom hun i dag er fyldt 42 år, er der stadig spørgsmål, der trænger sig på. Hvor kommer alle hendes fysiske træk fra, og hvordan er generne i familien? Med den slags spørgsmål, der presser sig på, ligner Britta til forveksling de andre danske adoptivbørn, hvis historier Kristeligt Dagblad har fortalt i den forgangne uge.

Der bliver bortadopteret mellem 15 og 20 danskfødte børn hvert år, men der holdes meget lidt øje med deres trivsel fra myndighedernes side, og adoptivforældrene får heller ikke meget hjælp til at tackle de problemer, de selv og børnene kan slås med.

For Brittas vedkommende har opvæksten været tryg, men hun er stadig nysgerrig i forhold til fortiden.

Jeg betragter min mor som min rigtige mor. Det er hende, der har trøstet mig og pudset og plejet mig. Det kunne bare være rart at finde ud af, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør. Og høre hvorfor min biologiske mor valgte, som hun gjorde.

Britta blev bortadopteret, da hun var seks måneder, og siden har hun ikke set sin mor. Men hun ved, at hun lever. Og hendes mor har også kendskab til Britta.

For 20 år siden tog Britta de første spæde skridt til kontakt til både hendes biologiske far og mor. Gennem foreningen Adoption & Samfund fandt hun ud af, at den letteste vej til forældrenes oplysninger var kirkekontoret og folkeregisteret. Og det var let. Efter en halv time havde hun alt, hvad hun skulle bruge for at opsøge dem. Hun manglede bare roen, for hun var bange for at blive afvist igen. Så der gik endnu 15 år, før hun fik sendt breve til de to.

LÆS OGSÅ: De er alligevel ikke helt almindelige børn

Faderen ringede kort tid efter. Han ville gerne have haft Britta, da hun blev født, men dengang havde manden ikke så meget at skulle have sagt, når han ikke længere var sammen med barnets mor.

Med faderens tilbagekomst i Brittas liv fulgte også en anden flok.

Min far kendte en, der kendte en, og så fandt vi frem til mine biologiske søskende. Der var seks i alt. Og de har virkelig taget godt imod mig og den familie, jeg selv har etableret.

Britta har selv to børn, et på 19 år og et på 22, og det er egentlig på grund af dem, at hun igen blev nysgerrig omkring fortiden.

Min søn ligner mig som to dråber vand, så når jeg ser på ham, kan jeg godt komme til at tænke på, hvor jeg selv kommer fra. Andre får altid at vide, at de ligner deres far eller deres mor, men hvis der er nogen, der har sagt det til mig, har jeg jo ikke kunnet tro på det. Jeg har manglet nogen at spejle mig i.