Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?
Denne tid har kastet lys over, at vi på samme tid deler grundvilkår og er ekstremt ulige. De fleste af os frygter sygdom, katastrofer, ensomhed og uvished. De fleste af os synes, det er svært, når vi ikke har så meget kontrol over situationen, som vi er vant til eller gerne vil have. Ingen kan bære, at der sker deres kære noget. Tanken om, at fremtiden synes mindre lys for dem, der er børn og unge nu, end den gjorde for 20 år siden, er både skræmmende og sorgfuld. Det er vores fælles vilkår, og når der er en høj grad af kollektiv og velbegrundet angst i omløb, bliver de fleste af os påvirkede. Samtidig bliver det meget vanskeligt at lukke øjnene for, hvor ulige vi er. I Danmark og globalt.
Jeg hører til blandt de allermest privilegerede mennesker i verden, og det har jeg været meget bevidst om i de seneste måneder. Jeg har tilbragt det meste af tiden i mit sommerhus omgivet af min mand og tre af vores børn, mens foråret kom bragende med lys og liv. Jeg har et arbejde, der kan udføres hvor som helst og når som helst, og min mand har også kunnet arbejde hjemmefra uden at frygte for job eller løn. Jeg mangler ingenting, jeg elsker mine børns selskab, jeg har venner, der aldrig er længere end et telefonopkald borte.
Jeg er et meget heldigt menneske. Jeg har følt mig stresset og presset af at skulle skrive en roman færdig midt i hjemmeskole og omsorg for andre. Jeg har ikke følt, at jeg kunne være nok for dem, der sad alene. Og jeg har også mærket frygten og uvisheden ligesom alle andre. Det er gået ud over mit humør nogle dage, men det har også mindet mig om, hvor ofte jeg glemmer at være taknemmelig. Jeg lader mig rive med af småproblemer og stress og irritation over ligegyldige ting. Det har denne tid virkelig fået mig til at tænke over. Så jeg ville rent ud sagt føle mig som et skarn, hvis jeg havde svært ved at bevare livsmodet.
Hvordan bruger du din tid anderledes nu?
Jeg har selvfølgelig været mindre ude og mere hjemme. Jeg har ikke kunnet gå til koncerter, på udstillinger, i teateret og på biblioteket. Jeg har ikke kunnet holde foredrag, som jeg plejer. Og det savner jeg. Til gengæld har jeg haft mere tid med mine dejlige børn. Fordi jeg er vant til at arbejde alene, var forandringen dér ikke så voldsom. Jeg har lavet min yoga, løbet mine ture, læst og skrevet og mediteret, som jeg i forvejen gør. Jeg har bagt mere. Jeg har læst flere bøger om aftenen. Jeg har ikke kunnet lave frivilligt arbejde, som jeg plejer, og det glæder jeg mig til at kunne igen.
Hvilke råd til opmuntring vil du give dine medborgere, der er ramt af krisen?
Når jeg selv har været hårdest ramt af angst og depressioner, tab og sorg, og hvad livet ellers kan bringe af mørke, har jeg af og til syntes, det eneste håb bestod i visheden om, at intet varer ved. Og i en abstrakt forestilling om, at det kunne blive godt igen. For det kan det jo. Det eneste, vi kan være sikre på her i tilværelsen, er forandring. Det kan være svært at holde ud at tænke på, hvis man frygter det værste. Men det kan også være trøsterigt, hvis man kan give sig hen til den afmagt.
Når vi føler os truede eller udsatte, når vi er modløse og sorgfulde, skrælles pynten af, og livet står nøgent tilbage. Hvad kan man råde andre til i den situation? At bryde dagene ned til småbitte enheder og forsøge at gøre den næste rigtige ting. At gøre det, man ved er godt, selvom man ikke kan mærke det. At sætte alt ind på ikke at miste modet. At række ud og bede om hjælp og måske ligefrem opdage, at man selv kan være hjælpen for andre.
Nævn tre håbstegn, dér hvor du er.
Livet vender tilbage: Mennesker, der hjælper hinanden. Lyden af unge mennesker i byen i de lyse nætter. At vi stod det igennem sammen.
Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?
Det ved jeg simpelthen ikke.