Konvertit: Troen på Jesus har givet mig fred

Kristendommens kærlighedsbudskab og sammenholdet i Apostelkirken er et af de få lyspunkter i asylansøger Arash Abbasis liv. Han har fået afslag på asyl to gange og vil ikke tilbage til Iran

Arash Abbasi er en de mange iranere, der går til dåbsundervisning. Han kommer hver weekend i Apostelkirken på Vesterbro i København. Foto: Leif Tuxen

”Kristendommen har givet mig fred.”

Den 30-årige Arash Abbasi sidder med Bibelen foran sig i værelset med et bord, to køjesenge og et skab i asylcenteret i Avnstrup 20 kilometer fra Roskilde og fortæller om kristendommens betydning for hans liv.

Den iranske asylansøger er en af de stadig flere iranere, der er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har gennem de senere år givet asyl til flere konvertitter end tidligere. Det gælder dog ikke Arash, der har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark.

Arash Abbasi flygtede til Danmark fra Iran for fire år siden. Den høje muskuløse iraner, der bærer et kors om halsen, er uddannet mekaniker og voksede op i en ikke særligt religiøs shiamuslimsk familie. Selv betragtede Arash sig selv som ateist, da han boede i Iran.

Da han var i midten af tyverne, kom en af hans venner i konflikt med politiet. Efter episoden opsøgte politiet også Arash, og han besluttede at flygte ud af landet, fordi han frygtede at få problemer. Han kom til Danmark og fik sit første afslag på asyl for to år siden: En afgørelse han ankede til Flygtningenævnet, der gav ham et endeligt afslag i sommeren 2015.

På det tidspunkt boede Arash i et asylcenter på Sydsjælland. Han indledte en otte uger lang sultestrejke for at få afgørelsen omstødt.

Arash Abbasi har en række billeder på sin mobiltelefon. De viser, hvordan han under sultestrejken lå i sin seng og blev mere og mere udsultet. Rent menneskeligt var han helt nede.

Trods afslag på asylansøgningerne kan han ikke sendes ud af Danmark, fordi Iran ikke modtager afviste asylansøgere, som ikke ønsker at vende tilbage. Tre gange i løbet af sultestrejken var han ved at dø, men på en af sultestrejkens sidste dage skete der noget, der forandrede hans liv.

”Jeg så Gud, og han fortalte mig, at jeg skulle begynde at spise igen. Jeg sagde nej. Men Gud sagde: ’Du skal spise på søndag,’ og det gjorde jeg.”

En måned efter sultestrejken tog han til København for at tale med sin advokat. Han mødte han et par af sine kristne iranske venner, der tog ham med til en kirke på Nørrebro.

”Jeg bad til Jesus, om han ikke nok ville få mig til at smile. På det tidspunkt havde jeg ikke smilet i seks uger. Efter bønnen smilede jeg faktisk for første gang i lang tid. På hovedbanegården mødte jeg en fuld mand. Han slog efter mig, men jeg smilede bare. Fem minutter efter ringede en af mine venner og sagde, at han ville komme fra Odense for at besøge mig. Vi havde en dejlig aften,” fortæller Arash Abbasi.

Efter mødet med de kristne venner fik han et eksemplar af Det Nye Testamente på farsi, og han begyndte at studere Bibelen på sit værelse i asylcenteret.

”Når jeg læser Bibelen, føler jeg, at det er godt for mig. Den giver mig fred. Bibelen har forandret mig. Tidligere var jeg vred og sur altid, i dag er jeg meget mere glad,” fortæller Arash Abbasi.

Trods troen er livet en daglig kamp for ham.

Efter sultestrejken modtager han ikke længere lommepenge, men kun mad og et buskort. Den økonomiske smalhans betyder, at han er stavnsbundet til centeret, og hans hverdag er præget af, at han ikke har noget at stå op til.

Han vågner hver dag klokken 10, spiser morgenmad på sit værelse, henter mad i kantinen klokken 12 og igen klokken 6. Han dyrker fitness et par gange om ugen. Resten af tiden er han på sit værelse, hvor han læser Bibelen eller skriver opslag på Facebook.

”Jeg magter ikke at være sammen med de nyankomne asylansøgere. Det er for stressende,” fortæller Arash Abbasi.

Ifølge den iranske konvertit er der en del religiøse spændinger i centeret. Han åbner døren. Ude på asylcenterets gang kan man høre optagelser af koranrecitationer fra et af værelserne.

”Jeg holder min religion for mig selv. Jeg beskytter mig selv. Som iraner er jeg ikke særlig udsat for at blive chikaneret på grund af min tro. Men for andre grupper – som for eksempel afghanere – er det værre. Asylcenteret er ikke Danmark. Det er som at bo i Syrien. Der er konflikter og slagsmål. Derfor holder jeg mig på mit værelse,” fortæller Arash Abbasi.

Der er dog ét lyspunkt i det triste asylliv. Hver lørdag eftermiddag tager han bus og tog til Apostelkirken på Vesterbro. Her mødes han med andre konvertitter. De spiser og beder sammen og overnatter i kirkens lokaler, inden de næste dag står op til gudstjenesten. Søndag eftermiddag deltager Arash Abbasi i bibelundervisningen, som han skal følge i seks måneder for at blive døbt.

I det hele taget er livet i kirken med til at give hans liv mening. Han har selv lært sig engelsk via internettet, og i menigheden oversætter han fra engelsk til farsi.

Mange iranske konvertitter bliver udstødt af familien, men Arash Abbasis familie har ikke reageret negativt på hans omvendelse til kristendommen. Han er til gengæld fuldt bevidst om, at han ikke vil kunne praktisere sin religion, hvis han bliver sendt tilbage til Iran.

Lige nu frygter Arash Abbassi at blive overført til det nye udrejsecenter i Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Men Arash vil ikke væk fra Apostelkirken og det håb, som livet i menigheden har givet ham. Så vil han hellere i fængsel.

”Sultestrejken var et helvede. Jeg håber aldrig, at jeg kommer i den situation igen. Jeg spørger ikke Jesus, om jeg kan få et bedre liv, for han ved, hvad han gør. Jeg ville da ønske, at jeg kunne leve et normalt liv med et arbejde at stå op til. Og jeg ville ønske, at jeg kunne se min familie i Iran. Men jeg kan ikke vende tilbage.”