”Jeg havde aldrig selv fundet ud af, at der var bestemte tilbud til en kræftpatient som mig”

Kræftpatienter med kort eller ingen uddannelse får sjældnere hjælp end højtuddannede. Det blev den 63-årige Tom Collenburgs første møde med sundhedssystemet. Uden en direkte henvisning tror han ikke, han havde fået hjælp

”Jeg er ikke ligesom de danskere, der bor her, læser avis hver dag og har et stort netværk. Jeg har kender få i Danmark og har ikke det store netværk til at kunne hjælpe mig. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig,” siger 63-årige Tom Collenburg om den opfølgende støtte han fik efter sin kræftsygdom. -
”Jeg er ikke ligesom de danskere, der bor her, læser avis hver dag og har et stort netværk. Jeg har kender få i Danmark og har ikke det store netværk til at kunne hjælpe mig. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig,” siger 63-årige Tom Collenburg om den opfølgende støtte han fik efter sin kræftsygdom. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Hver tirsdag når Tom Collenburg har afsluttet sin ugentlige kemobehandling på Rigshospitalet, smutter han hen på den anden side af vejen til det københavnske Center for Kræft og Sundhed. Her sætter den 63-årige førtidspensionist sig i kantinen, får en kop kaffe og snakker lidt med de brugere og ansatte, han efterhånden har lært at kende godt. Hvis han har problemer med noget, kan han se, om hans kontaktperson Heidi er på afdelingen og har tid.

”Det har betydet utrolig meget for mig at have fået hjælp fra centret i mit sygdomsforløb, og det er rart, at jeg altid kan komme forbi, hvis jeg har spørgsmål,” siger han og hoster ned i det papirlommetørklæde, han har i hånden.

Tom Collenburgs kræftsygdom giver ham meget slim i halsen og gør det derudover svært for ham at tale helt tydeligt. I april 2013 fik han konstateret hoved-halskræft og blev opereret. Ved første operation fik han fjernet halvdelen af tungen, derefter nogle knuder på halsen, som kom igen og kom igen, og til sidst kunne der ikke opereres mere. I dag får han palliativ, lindrende, kemobehandling hver uge, som holder det nede, så han kan ”få en sæson mere”, som han siger.

Fordi han har fået fjernet halvdelen af tungen er det svært at tale helt tydeligt, Folk omkring ham siger dog, at det er blevet væsentligt bedre, efter han har fået hjælp hos den talepædagog, han fik kontakt til via centret. Selv havde han ikke overvejet muligheden for en talepædagog, ligesom han ikke havde overvejet mange andre muligheder for at få hjælp efter kræftsygdommen.

Tom Collenburg er en del af den gruppe, som sjældnere tager imod kræftrehabilitering. Ifølge undersøgelser får mennesker med en kort eller ingen uddannelse oftere kræftsygdomme end højtuddannede, men bliver i langt mindre grad bliver henvist til kræftrehabilitering. En ny rapport lavet for Center for Kræft og Sundhed peger på, at dette ofte skyldes, at tilbuddene ikke er målrettet dem, eller at de ikke får tilbuddet på hospitalet og sjældnere selv undersøger, hvilken hjælp de har mulighed for at få.

Det sidste gælder Tom Collenburg. Han er sømand, har tilbragt meget tid i udlandet og boede i Thailand, da han fik smerter i tungen og blev henvist til en dansk læge og derfra til Rigshospitalet. Det var hans første møde med sundhedsvæsenet, siger han.

”Det var en helt anden verden, jeg trådte ind i, da jeg gik ind til min operationen. Generelt har jeg ikke haft meget med det offentlige i Danmark at gøre, da jeg har været meget væk fra landet. Jeg er ikke ligesom de danskere, der bor her, læser avis hver dag og har et stort netværk. Jeg kender få i Danmark og har ikke et store netværk til at hjælpe mig. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle henvende mig.”

Heldigvis for Tom Collenburg har afsnittet for hoved-halskræft på Rigshospitalet et godt samarbejde med Center for Kræft og Sundhed, hvorfor stort set alle ligesom Tom Collenburg bliver kontaktet af centret.

”Jeg anede ikke, hvad kræftrehabililtering var, før jeg kom og talte med min kontaktperson på centret, og jeg havde ikke selv overvejet at gå ud og lede efter det. Men jeg var med på at prøve det, da jeg blev spurgt.”

Siden har Tom Collenburg blandt andet fået hjælp til at få en talepædagog, en fysioterapeut til at behandle smerterne efter strålebehandling og en ergoterapeut til at træne synkebevægelser. Derudover har han fået hjælp fra en socialrådgiver til at få sin førtidspension og er blevet henvist til en tandlæge, da hans tænder blev skadet af strålebehandlingen.

Han laver store øjne til spørgsmålet om, hvad der var sket, hvis ikke han havde fået de tilbud fra centret.

”Så havde jeg nok været et andet sted i dag. Så var jeg aldrig kommet til talepædagog og fysioterapeut og socialrådgiver. Jeg havde aldrig selv fundet ud, at der var bestemte tilbud til en kræftpatient som mig, hvis ikke Rigshospitalet havde gjort en indsats. Jeg var ikke kommet så langt som i dag, hvis ikke jeg havde haft det her. Måske havde jeg fundet ud af det senere, men ikke af mig selv.”

Samtidig har Tom Collenburgs kræftsygdom ført til en ændring af flere dårlige vaner. Før sygdommen røg han i hvert fald to pakker cigaretter om dagen og drak omkring 10 øl dagligt, når han ikke arbejdede. Men drikkeriet stoppede op til operationen, og den 24. april 2013 klokken fem om morgenen, fik han sin sidste cigaret og lå så på operationsbordet tre timer efter.

”Jeg stoppede bare, da jeg vidste, det var nødvendigt. Kemobehandling er ren gift, og mit immunforsvar var helt smadret. Derfor prøver jeg også at spise sundere i dag,” siger han og tilføjer, at han på kræftcentret også snakkede med en diætist for at få gode råd.

Udover at besøge centret om tirsdagen, dukker Tom Collenburg også gerne op, når der nogle gange om måneden afholdes arrangementer for netværket af hoved-halskræftpatienter på centret.

”Meget af tiden ser jeg mennesker, som ikke ved, hvad jeg fejler eller kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder. Derfor er det rart at kunne tale med nogen, der fejler det samme og på den måde blive påmindet om, at der er andre som en selv.”