”Hvis jeg var blevet i Irak, ville jeg have været en udstødt analfabet.”
Ordene kommer fra den 28-årige Fatema Salem. Hun er en velformuleret kvinde med sort tørklæde, sorte øjenbryn, lys hud og store blå, let skelende øjne. Hun taler meget og ler ofte, mens hun fortæller.
Som barn voksede Fatema Salem op i en shiamuslimsk landsby nær byen Nasiriyah i det sydlige Irak. Hendes pigment var anderledes. Hun havde blå øjne og lys hud. Hendes syn var stærkt nedsat, og hun kom derfor ikke i skole.
”Hvor er det synd. Sikke nogle stakkels børn, du har,” kunne kvinderne i landsbyen udbryde, når de mødte Fatemas mor.
For også Fatemas søster og ene bror havde dårligt syn og lyst pigment.
Ordet stakkels har Fatema Salem aldrig villet acceptere.
Da hun var otte år, flyttede hun sammen med sin mor tre søskende til Danmark for at blive familiesammenført med faderen, der arbejdede i Middelfart og i dag er selvstændig chauffør.
Efter ankomsten til Danmark konstaterede lægerne, at hun og to af hendes i alt tre søskende led af okulær albinisme. Det er en medfødt arvelig tilstand med manglende pigment samt nedsat syn og øget lysfølsomhed. Lidelsen optræder som oftest hos børn, hvis forældre er fætter og kusine, og det er netop tilfældet for Fatema Salems forældre.
Følte sig ikke god nok
Fatema Salem er i dag gift med en svensk-iraker. Efter råd fra lægerne har hun valgt at gifte sig med en mand, hun ikke er i familie med. Parret har to børn på to og fire år. I mange år gav hendes svækkede syn hende følelsen af ikke at være god nok, og da hun sidste år afsluttede sin uddannelse som administrationsøkonom, frygtede hun jobsøgningen mere end noget andet.
”Jeg tænkte: ’En arbejdsgiver vil aldrig ansætte en person, der både har et synshandicap og bærer tørklæde’.”
Men takket være en frivillig mentor fra Røde Kors, der blandt andet hjalp Fatema Salem med at skrive ansøgninger, lykkedes det Fatema Salem at få et job som sagsbehandler i Erhvervsstyrelsen.
”Hele mit liv har jeg drømt om at være på lige fod med andre, og den drøm er gået i opfyldelse. I mit arbejde tager de ikke stilling til mit handicap. Jeg bliver behandlet ligesom de andre,” fortæller Fatema Salem.
Svær at hjælpe
Følelsen af at være anderledes og uden for fællesskabet har gennemsyret Fatema Salems barndom og ungdom.
Hun har kun godt at sige om den modtagelse, hun fik, da hun som otte-årig kom til Middelfart. Hun blev placeret i en modtageklasse og fik en støtteperson i klassen på grund af sit synshandicap.
”Men jeg var svær at hjælpe. Jeg ville ikke være anderledes og ville derfor ikke vise, at jeg havde brug for hjælp,” fortæller Fatema Salem.
Den følelse havde hun også, da hun senere flyttede til København. Hun kom først i en skole i Valby med mange etnisk danske elever. Lærerne var flinke, men klassekammeraterne ville ikke lege med hende.
Det blev kun værre, da hun flyttede til en folkeskole på Nørrebro i København, hvor 90 procent af eleverne havde anden etnisk baggrund end dansk. Igen var lærerne flinke og forstående, men omgangsformen mellem eleverne var hård.
”Jeg blev udsat for decideret mobning. Jeg klagede til mine forældre, som tog det op med lærerne, og det gjorde kun situationen endnu værre. Jeg blev kaldt stikker, og eleverne fulgte efter mig på vej hjem fra skole.”
Fatema Salem blev ikke kun kaldt øgenavne. I en fysiktime stod hun med et reagensglas i hånden, da en af hendes kammerater nedstirrede hende og sagde: ” Mennesker, der ikke kan se, duer ikke til noget.”
”Den bemærkning gjorde ondt. Jeg var frygtelig ensom og have ikke en eneste ven eller veninde. I syvende klasse fik vi udgangstilladelse i spisepausen, og jeg styrtede hjem i det store frikvarter for at undgå de andres selskab.”
I det hele taget blev familien den trygge base, der skærmede hende for skolens drillerier.
Hendes synshandicap gik ud over hendes skolefærdigheder, og hun havde svært ved at læse. Men hun nægtede fortsat at få hjælpemidler, fordi hun ikke ville skille sig ud.
”På et tidspunkt sagde en lærer til mig: ’Fatema, nogle gange opfører du dig som en dum forkælet møgunge, når du ikke vil tage imod hjælp.’ Hun havde ret. Jeg var alt for stædig. Jeg tror, at min modstand mod hjælpemidler hang sammen med den mobning, jeg var udsat for. Jeg ville nok have haft lettere ved at leve med mit handicap, hvis de andre elever havde accepteret mig som den, jeg var,” fortæller Fatema Salem, der fik topkarakter i de mundtlige fag, men under middel i de skriftlige.
Efter folkeskolen ville hun i gymnasiet, og hun søgte ind på et studenterkursus, fordi hun ikke orkede at være en del af et ungdomsmiljø, hvor hun igen risikerede social eksklusion.
På studenterkurset fik hun tilknyttet en coach, og det blev et positivt vendepunkt.
”Hun sagde til mig, at ’hvis en eneste person siger, at du er en stakkel, så må du spørge hvorfor?’. Hun hjalp mig til at se mine positive sider. Jeg lærte af hende, at jeg ikke behøver tage hensyn til, hvad andre tænker om mig,” fortæller Fatema Salem.
Selvtilliden kom gradvist
Efter studentereksamen gik Fatema Salem i gang med en sygeplejerskeuddannelse, men måtte opgive på grund af sit synshandicap. Senere kom hun ind på farmaceutstudiet. Hun blev gift, fik to børn og fandt ud af, at uddannelsen som farmaceut passede dårligt med hendes situation som småbørnsmor. Hun tog derfor en toårig uddannelse som administrationsøkonom, som hun afsluttede i 2020, netop som corona havde lammet samfundet.
”Jeg tvivlede så meget på mig selv og tænkte, at det ville være helt umuligt at få et job. Men nogle af mine bekendte fortalte, at Røde Kors havde en mentorordning, hvor mentoren hjalp med jobsøgning,” fortæller Fatema Salem.
Endnu en gang gjorde det en forskel, at hun fik hjælp.
På grund af corona havde Fatema Salem kun kontakt med sin mentor via telefon.
”Min mentor overbeviste mig om, at jeg skulle se på det faktum, at jeg havde formået at få uddannelse på trods af et synshandicap som en styrke. Vi talte også om, at jeg ikke skulle være skuffet, når jeg fik afslag.”
Efter kun to ansøgninger var der bid, og Fatema Salem blev ansat i et vikarbureau, der arbejdede for Erhvervsstyrelsen i København. Et par måneder efter slog Erhvervsstyrelsen 50 ledige stillinger op, og 400 søgte. Fatema Salem var en af de heldige, der blev ansat i et job, som foreløbig løber frem til sommeren 2022.
”Jeg har fået meget større selvtillid efter Røde Kors’ mentorforløb, og jeg bruger mindre tid på at tænke på, hvad andre folk mener om mig. På min arbejdsplads er det ikke vigtigt, om jeg skeler eller har dårligt syn. Jeg klarer min opgaver ved at indstille computerens zoomfunktion, så jeg kan læse teksten. Det handler om, at jeg skal levere et stykke arbejde. Jeg er ikke blevet mindre handicappet af at få et job, men jeg ser tingene på en anden måde. Mine forældre er stolte af mig, og jeg føler, at jeg kan være en god rollemodel for mine børn,” forklarer Fatema Salem.
Jeg føler mig dansk
Fatema Salem understreger, at det er det danske velfærdssamfunds fortjeneste, at hun er nået så langt.
”Jeg plejer at sige, at i Danmark er jeg ikke født, men her hører jeg hjemme. Jeg knuselsker Danmark, og uanset hvor meget politikerne på Christiansborg siger, at jeg ikke er særlig dansk, fordi jeg bærer tørklæde, så føler jeg mig dansk. Jeg ved, der findes danskere, som ikke er glade for muslimer. Jeg har bare ikke mødt dem,” siger Fatema Salem, der er troende shiamuslim og forsøger at bede fem gange om dagen:
”Jeg vil ikke kræve et bederum på arbejdspladsen, men beder, når jeg kommer hjem. Jeg spiser halal, men har løst det ved at bestille vegetarmenuen på min arbejdsplads. For mig indebærer min tro, at jeg skal tilpasse mig det samfund, jeg bor i.”