Prøv avisen

Jannie har søgt julehjælp: Jeg kan godt føle mig udenfor, når andre fylder indkøbskurven

Jannie Nielsen med sønnen Willdas på halvandet år på skødet og sønnen Lucas på syv år. Jannie Nielsen har søgt julehjælp for at få råd til julegaver til de to børn. Hun har været på kontanthjælp i seks år. ”Min egen jul var helt anderledes end den jul, jeg kan tilbyde mine børn, og det er svært for mig, at jeg ikke kan give mine børn det samme, som jeg selv husker fra min barndom,” siger Jannie Nielsen. – Foto: Leif Tuxen

32-årige Jannie Nielsen er en af de flere tusind danskere, der har søgt julehjælp. Hun er kontanthjælpsmodtager og alene med to børn og har svært ved at tage et job, fordi den ældste søn lider af ADHD

De sølvfarvede julekugler er hængt op bag stuevinduerne i den lille to et halvtværelses lejlighed i Brøndby på Københavns vestegn. Lucas på syv år deler gavmildt de hjemmebrændte mandler ud, som han forleden lavede med sin mor.

Råvarerne til juleknaset blev købt på tilbud, forklarer hans mor, Jannie Nielsen, med et smil. Jannie Nielsen er 32 år og enlig mor til Willdas på halvandet år og storebroderen Lucas, og hun er en af de flere tusind danskere, der søger julehjælp i år.

Jannie Nielsen har været på kontanthjælp de seneste seks år. Efter at hun og eksmanden gik fra hinanden for et par år siden, er økonomien for alvor blevet stram. Hun er ramt af kontanthjælpsloftet. Hendes hjælp reduceres desuden med 1000 kroner om måneden, fordi hun ikke har haft 225 timers ustøttet arbejde inden for det seneste år. Før skat modtager hun godt 14.800 kroner. Når de faste udgifter er betalt, har hun 4500 kroner tilbage, som skal dække udgifter som mad, tøj, medicin til den ældste søn, el, tv, internet og telefon. Sidste år fik hun julehjælp fra Dansk Folkehjælp, og hun har også søgt i år og håber at modtage tre gavekort på tilsammen 1500 kroner fra organisationen.

”Jeg skal vende og dreje hver en krone og har som regel kun 2500 kroner om måneden tilbage til mad. Julehjælpen er en kæmpe hjælp. Jeg føler nærmest, at jeg har vundet i lotto, for pludselig har jeg mulighed for at give mine børn noget. Gavekortene bliver brugt til mad og julegaver til børnene,” siger Jannie Nielsen, der aldrig tager på ferie, køber de fleste madvarer på tilbud og bruger cyklen, fordi der som regel ikke er råd til offentlig transport.

Jannie Nielsen er vokset op i et parcelhuskvarter i Brøndby. Hendes far var håndværker, og forældrene havde parcelhus, campingvogn og to biler.

”Min egen jul var helt anderledes med mange gaver, og det er svært for mig, at jeg ikke kan give mine børn det samme, som jeg selv husker fra min barndom. Men bare det at købe ind til en jule- dekoration er dyrt,” siger Jannie Nielsen.

Som helt ung havde Jannie Nielsen aldrig forestillet sig, at hun skulle havne på kontanthjælp, for hun har altid godt kunnet lide at arbejde og har haft fritidsjob, siden hun var 13 år. Efter folkeskolen tog hun en uddannelse som smørrebrødsjomfru på Hotel- og Restaurantskolen, men selvom hun var dygtig til faget, lykkedes det hende ikke at få papir på sine færdigheder, fordi hun dumpede til en eksamen i engelsk.

Det var en drøm, der brast, og det gav et knæk i selvtilliden. Frem til Lucas blev født, arbejdede hun som sælger, i supermarked og senere som ufaglært smørrebrødsjomfru. Efter at hun blev mor, har hun kun haft korte ansættelser. Den ældste søn udviste tidligt tegn på adfærdsforstyrrelser og krævede sin mor 100 procent. Allerede som femårig fik han diagnosen adhd, og i dag går han i specialskole og får medicin for at dæmpe sine symptomer.

”Jeg har været ude i flere jobs, men tingene er ofte strandet på, at jeg ikke arbejde fuld tid af hensyn til Lucas. Han kommer hjem fra skole klokken to hver dag. Jeg har prøvet at sende ham på fritidshjem, men han stak af og kunne ikke være sammen med de andre børn. En bivirkning ved medicinen er, at han har nedsat lyst til mad, og jeg er nødt til at sørge for, at han får mad, når han kommer hjem fra skole,” siger Jannie Nielsen, der har taget kurser om adhd for at finde de hverdagsrutiner, der hjælper hendes søn.

Hun håber, at det kan lykkes at finde en pasningsmulighed til Lucas om eftermiddagen. Samtidig arbejder hun på at få kommunens hjælp til et erhvervskørekort.

”Lige nu forsøger jeg at gøre mit bedste for at få styr på Lucas’ liv. Hvis han kunne blive passet efter skole, ville meget være løst. Men sagsbehandleren på kommunen har sagt, at det kan de ikke hjælpe med, og at jeg må henvende mig i en anden forvaltning,” siger Jannie Nielsen, der håber at kunne få et deltidsarbejde som chauffør på længere sigt.

Hun fortæller, at det er svært at have så få penge til rådighed i et samfund præget af højkonjunktur.

”Jeg tænker mest over det, når jeg går i supermarkedet og ser, hvordan indkøbskurvene virkelig bliver fyldt op. Man kan godt føle sig udenfor, for jeg kan slet ikke købe ind på den måde. Det er også lidt svært, at jeg må sige til min søn, at jeg ikke har råd til at købe legetøj, og at han i stedet må spørge sine bedsteforældre. Mine venner er alle i arbejde, og jeg kan godt misunde dem, at de har kolleger, mens jeg går hjemme. Mine børn skal ikke havne på kontanthjælp, og derfor vil jeg gerne være en god rollemodel og finde et job,” siger Jannie Nielsen og fortsætter:

”Man kan godt føle sig lidt overset, når politikerne på tv taler om, at kontanthjælpsmodtagere bare skal finde et job. Det vil jeg virkelig gerne. Men jeg har en udfordring, fordi min søn har nogle særlige behov.”