Jeg kom til kort på alle punkter

Livet tog en uvelkommen drejning for børnehaveleder Heidi Cubbin, da hun for to år siden fik en hjernerystelse. Almindelige gøremål er i dag ofte en kæmpe udfordring, og der er stort set ingen hjælp at hente i videnskaben

”Man skal til at lære sit nye jeg at kende, for selvom jeg ligner mig selv, er jeg på ingen måder den samme,” siger Heidi Cubbin, som i dag to år efter en hjernerystelse har stærke gener. –
”Man skal til at lære sit nye jeg at kende, for selvom jeg ligner mig selv, er jeg på ingen måder den samme,” siger Heidi Cubbin, som i dag to år efter en hjernerystelse har stærke gener. –. Foto: Søren Staal.

Hvem er jeg nu, når jeg ikke er hende lederen Heidi, som kan have 15 bolde i luften samtidig og dagligt gøre en forskel for ressourcesvage familier og sårbare børn?. Spørgsmålet kommer fra den 41-årige pædagogleder Heidi Cubbin, som efter en hjernerystelse for to år siden fik vendt op og ned på sit liv.

Hun placerer sig i rækken af de cirka 1500 danskere, der hvert år får konstateret langvarig hjernerystelse, også kaldet postcommotionelt syndrom (PCS). Lydfølsomhed, koncentrationsbesvær og hovedpine er nogle af de gener, der knytter sig til sygdommen. Ingen ved, hvorfor man ikke kommer sig efter et par dage, men i årevis må trækkes med gener, som gør det umuligt at fungere på normal vis. Hverken forskning eller scanning af hjernen kan give svar, så ofte er den eneste vej til at få det bedre at gøre ingenting.

Og det er vanskeligt i en travl hverdag, hvor familie, venner og arbejde banker på døren. For Heidi Cubbin har det været svært at acceptere, at hun i over to år har måttet køre på halvt blus og sommetider helt slukke blusset.

Livet omkring en fortsætter jo, som det plejer. Man kan bare ikke selv følge med. Og hvis man prøver, giver det bagslag, og generne forstærkes, siger hun.

Det var en oktoberaften for to år siden, som gjorde, at Heidi Cubbin i dag kun kan være på arbejde som leder i en børnehave i Albertslund på halv tid.

Efter fyraften tager hun og et par kolleger hjem til hende for at hygge og drikke et par øl. Nogle festlige timer senere tager gæsterne videre, og Heidi Cubbin går i seng. Tror hun nok. For om natten vågner hun og kan intet huske. Hun er forslået og forvirret, men ved ikke, hvordan hun er blevet det. Hun har slemme smerter og tager derfor til lægen.

Lægen konstaterer, at hun fået en hjernerystelse, som er hun faldet på cyklen. Og får beskeden: Gå hjem og hvil dig. Men hvile hjælper ikke, så hun sygemelder sig. Efter 14 dage er hun tilbage på arbejdet. Der går dog ikke længe, før hun igen må sygemelde sig. Nu på fuldtid.

Jeg prøvede at leve et liv, som jeg plejer. At være en entusiastisk leder, en omsorgsfuld mor og en god kæreste. Men jeg kom til kort på alle punkter. Jeg kunne simpelthen ikke leve op til alle de krav, de stillede, for smerterne pressede sig konstant på, og jeg følte mig som en halv Heidi.

Da Heidi Cubbin ikke går på arbejde, begynder det langsomt at gå bedre. Og pludselig kan hun deltage i eftermiddagsarrangementer med sin datter, hvilket hun normalt ikke kan efter en lang arbejdsdag. Efter et par intensive timer på arbejde falder koncentrationen nemlig markant. Og selv det at lave et simpelt aftensmåltid er en udfordring.

Bare det først at skulle skrælle en kartoffel, før jeg går i gang med det andet, kan min hjerne ikke samle sig om, siger hun.

Men efter et halvt år væk fra arbejdsmarkedet begynder Heidi Cubbin at arbejde igen på deltid og kommer hurtigt op på fuldtid. Og så går det galt. Igen.

Jeg har brug for hvile flere gange om dagen, og jeg er ekstremt lydfølsom. Jeg har ikke noget filter, og derfor går alle lyde direkte ind, og jeg bliver hurtigt stresset og får kvalme.

I kølvandet på de fysiske lidelser ligger de psykiske og lurer. Heidi Cubbin er bevidst om de depressive tanker, som meget hurtigt kan dukke frem.

Det har været og er så umanerligt svært. For man håber hele tiden, at man er i bedring, men hvis man så kører lidt for hårdt på en tid, er man tilbage på nul. Det kræver meget at holde gejsten oppe og ikke synke ned i et sort hul.

Heidi Cubbin er i dag tilbage på arbejdet på deltid. Og hun forsøger at se lyst på fremtiden.

Jeg er et åndeligt menneske, og jeg tror på, at der nok skal komme noget godt ud af det her i den sidste ende. Men jeg tror da, at alle, inklusive jeg selv, savner den gamle Heidi.