Prøv avisen
Stofbrugere

47-årige Anja taler stofbrugernes sag: Jeg lever et godt liv med metadon

Den 47-årige Anja Plesner Bloch taler stofbrugernes sag blandt andet som medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Hun mener, at de 13.000 danskere, der indtager kokain og heroin med sprøjte, er den mest nedvurderede gruppe i det danske samfund. – Foto: Paw Gissel

Den 47-årige Anja Plesner Bloch taler stofbrugernes sag som leder af foreningen Brugernes Akademi. Hun har haft en elendig barndom og har flere psykiatriske diagnoser. I dag bruger hun sin egen historie til at skabe forståelse for stofbrugere, og det har givet hende en følelse af mening med livet

Anja Plesner Bloch byder på kaffe ved langbordet i det lille byhus i en baggård på Frederiksberg, som huser den frivillige forening Gadejuristen.

Den 47-årige leder af Brugernes Akademi, der organiserer nuværende og tidligere stofbrugere, er netop kommet fra en bisættelse på Amager. Den afdøde var en 33-årig kvinde og mor til tre børn, der døde af en overdosis heroin i slutningen af januar.

Sidste år var kvinden flyttet til Jylland for at komme væk fra stofmiljøet i København. Men ifølge Anja Plesner Bloch kunne hun ikke leve op til kravene fra Esbjerg Misbrugscenter. Som led i behandlingen skulle hun opgive stoffet metadon, som hun trivedes med. I stedet fik hun tilbudt et andet stof og blev sat ned i dosis.

Da kvinden for få uger siden skrev til Anja Plesner Bloch på Facebook, havde hun abstinenser og var ulykkelig. Anja bad hende passe på sig selv. Siden hørte hun ikke mere fra den unge kvinde.

Historien er ifølge Anja Plesner Bloch et eksempel på, at indsatsen for stofafhængige i Danmark kan ende katastrofalt. Omkring 250 stofbrugere dør hvert år, og Anja Plesner Bloch mener, at dødstallet kunne være mindre, hvis systemet i højere grad lyttede til stofbrugerne.

Anja Plesner Bloch fremhæver sin egen historie som et eksempel på, at man som stofbruger kan leve et godt liv på metadon, og at målet ikke nødvendigvis er total stoffrihed. Ordet misbruger afviser hun at bruge. Det er for stigmatiserende.

Anja Plesner Bloch er blandt andet medlem af Rådet for Socialt Udsatte og Udsatterådet i Københavns Kommune. Hun holder foredrag, deltager i møder og konferencer og er bisidder for stofbrugere i deres møde med systemet.

Dagen efter interviewet skal hun undervise ansatte i Kriminalforsorgen i brugernes møde med det sociale system. En gang om ugen får hun sin metadon, og hun fordeler selv pillerne ud på ugens dage. Behandlingen er så fleksibel, at hun endog har fået metadonen bragt til konferencer eller i lufthavnen, når hun skal ud på rejse.

Anja Plesner Bloch taler i lange velformulerede sætninger og virker selvsikker. Men bag det velplejede ydre er der også en skrøbelig side. Hun er diagnosticeret maniodepressiv og har flere andre diagnoser, og nogle dage tvinges hun til at holde pauser fra det udadvendte liv og ligger hjemme på sofaen i fosterstilling uden at tale med nogen.

Anja Plesner Bloch voksede op i en middelklassefamilie, der boede i København og senere forskellige steder i Jylland. Hun fortæller, at hun som de fleste stofafhængige, hun kender, har haft en dårlig barndom.

”Min mor var psykisk syg og formåede ikke at tage sig af mig, og min stedfar var en yderst ubehagelig mand, der tyede til vold og til sidst forgreb sig seksuelt på mig. Jeg var så vred og frustreret, slog de yngre børn i skolen og fik altid at vide, at der var noget galt med mig. Jeg havde en smerte indeni, og den forsøgte jeg meget tidligt at dulme.”

”Allerede i sjette klasse begyndte jeg at drikke æblevin, og som 15-årig begyndte jeg at ryge hash. Det kan da godt være, at jeg ville have valgt anderledes, hvis min familiebaggrund havde været en anden,” fortæller Anja Plesner Bloch.

Fra hun var 16 år og 12 år frem, var hun i behandling 23 gange. Hver eneste gang var målet, at hun skulle blive stoffri.

”Jeg har prøvet alle former for behandling. Jeg har været på Egeborg, hvor de stofafhængige blev spærret inde, og hvor vi iført badekåber skulle vende stofferne ryggen og tilbede Gud. Mange blev syge og døde af den behandling,” fortæller Anja Plesner Bloch med henvisning til den kontroversielle behandlingsinstitution Egeborg, der lukkede i 1998.

Det første vendepunkt i Anja Plesner Bloch indtraf, da hun som 28-årig fandt ud af, at hun var gravid. Hun smed poserne med heroin væk og satte sig for at blive stoffri.

”For første gang i mit liv havde jeg en grund til at passe på mig selv,” forklarer Anja Plesner Bloch. I forbindelse med graviditeten fandt hun sammen med sin gamle kæreste, som hun havde mødt på Egeborg et par år forinden. Det lykkedes Anja Plesner Bloch at holde sig stoffri i otte år. Men da hendes søn var syv år, tog hendes liv igen en dramatisk drejning, da hendes kæreste døde af en overdosis heroin. Dødsfaldet slog benene væk under Anja Plesner Bloch. Hun begyndte igen at tage stoffer, og hendes søn kom i familiepleje.

Hun fik kontakt med Gadejuristen – en frivillig organisation, der yder juridisk bistand til stofbrugere og hjemløse – og hun kom ud af sit heroinmisbrug.

Da hendes søn, Oliver, var 11 år, flyttede han tilbage til sin mor, og de boede sammen, indtil han for nylig flyttede hjemmefra. Oliver er i dag 19 år og trives godt.

Anja Plesner Bloch har været på kontanthjælp i 30 år og har fundet en mening med livet ved at bruge sin egen historie til at tale stofbrugernes sag. Hun mener, at de omkring 13.000 hårdest belastede stofbrugere, der indtager kokain og heroin med sprøjte, er den mest nedvurderede gruppe i det danske samfund.

”I dag forsøger jeg at fortælle systemet min historie for at vise, at behandling af stofbrugere kan foregå på rigtig mange måder, og at stoffrihed ikke nødvendigvis behøver at være målet,” siger Anja Plesner Bloch, der har benyttet det frie sygehusvalg til at få behandling på et behandlingscenter, hvor hun får leveret sin metadon en gang om ugen.

”Jeg skal ikke aflægge urinprøver, og jeg skal ikke indtage min dosis overvåget. Jeg deler min dosis i flere portioner. Mennesker, der tager smertestillende midler, falder i søvn, hvis de tager hele deres dosis på en gang. Og sådan er det også med stofbrugere. Men på rigtig mange behandlingscentre skal man indtage metadon overvåget. Det vil sige, at man bliver meget påvirket, og når man møder op næste dag, har man modbydelige abstinenser. Nogle brugere bliver til sidst så frustrerede, at de vælger selve behandlingen fra,” siger Anja Plesner Bloch.

Men hvorfor er endemålet ikke stoffrihed?

”Det svarer til at sige til en, der sidder i kørestol: ”Du skal ud af din kørestol”. Men hvis man ikke kan gå, hvorfor skal man så ud af kørestolen. Jeg kan godt vælge at trappe ud af min metadon. Men hvis det resulterer i, at jeg er depressiv fem ud af syv dage om ugen, hvorfor skulle jeg så vælge det? Jeg er bipolar og har andre diagnoser. Hvis jeg skal fungere, skal jeg have flere forskellige typer medicin. Men metadon betyder, at jeg kun behøver ét præparat. Når man taler om smertepatienter, så siger man, at medicindelen skal fylde så lidt som muligt. Når det handler om os, skal medicinen fylde det hele, fordi mange må indrette hele deres liv på, at de dagligt skal møde op på et behandlingscenter.”