Jeg manglede en voksen at dele min sorg med

Som skilsmissebarn kan det være ekstra hårdt at miste en forælder. Det erfarede Doro Knudsen, da hun som 21-årig sammen med sin yngre søster fik det store ansvar at være sin kræftramte mors nærmeste støtte

"Vi er ved at give slip på barndomshjemmet og lejer det ud et år, mens vi overvejer, om vi vil sælge det. Vi vil gerne komme lidt videre i teksten," siger 24-årige Doro Knudsen, som sammen med sin søster er ved at udfylde flytteseddel for at forlade det hjem, deres nu afdøde mor ejede.
"Vi er ved at give slip på barndomshjemmet og lejer det ud et år, mens vi overvejer, om vi vil sælge det. Vi vil gerne komme lidt videre i teksten," siger 24-årige Doro Knudsen, som sammen med sin søster er ved at udfylde flytteseddel for at forlade det hjem, deres nu afdøde mor ejede. Foto: Leif Tuxen.

Din mor skal dø, sagde en sygeplejerske på Rigshospitalet til 21-årige Doro Knudsen, som sad alene på en stue på hospitalet en forårsdag i marts 2009. Budskabet var hun alene om at modtage, for hendes 16-årige søster var på studietur med sit gymnasiums symfoniorkester. Faderen og moderen havde brudt otte år tidligere. Derfor var der heller ingen voksne til stede.

LÆS OGSÅ: Forældretab rammer skilsmissebørn ekstra hårdt

Jeg blev meget vred over og ked af, at beskeden blev overleveret på den måde. Jeg havde regnet med, at lægerne kaldte mig til samtale. Der sad jeg på hospitalet og skulle takle situation helt alene, fortæller Doro Knudsen.

Hun insisterede derefter hurtigt på at få sin mor hjem, eftersom hospitalet ikke kunne hjælpe længere. Det skete meget gnidningsfrit, men generelt var det en udfordring at stå for alt det praktiske under moderens sygdomsforløb. Og hospitalspsykologen eller en socialrådgiver var ikke noget, hospitalspersonalet foreslog hende at benytte sig af.

Det var hårdt at miste min mor og være alene om det med min søster. Når man er alene med en forælder, som bliver syg, får man et stort ansvar. Det var svært at få tingene gjort på en måde, som min søster og jeg syntes var værdigt for min mor, siger Doro Knudsen, som i dag er 24 år og har en bachelor i sociologi og studerer på kropsterapeutuddannelsen Body SDS.

Mens moderen lå indlagt på hospitalet med kræft, pressede Doro Knudsen og søsteren grøntsagsjuice hjemme og kørte ud med det på hospitalet. De ville give moderen noget, der supplerede hospitalsmaden, som hendes sygdomsramte krop havde svært ved at optage.

Herudover gik Doro Knudsen til samtaler med lægerne på hospitalet sammen med søsteren, der stadig boede hjemme. Moderens regnskab måtte de også overtage.

Fire måneder gik der, fra den stærke og stædige 56-årige mor havde lidt ondt i blæren, til hun vejede 36 kilo og ikke kunne rejse sig fra hospitalssengen, fordi blærekræften havde spredt sig til hele kroppen. På 10 dage blev moderen opereret tre gange og tabte sig støt, fordi hun ikke måtte spise mellem operationerne. Lægerne ville ikke begynde at kemobehandle, da hun var så svækket. Men kræften spredte sig tre gange hurtigere, end lægerne havde forventet, og den 6. april 2009 døde moderen.

Doro Knudsens far og mor flyttede fra hinanden, da hun var 13 år gammel. Op til flere år efter bruddet fejrede den splittede familie stadig jul og nytår sammen. Men hendes forældre var gledet fra hinanden, inden moderen blev syg. Ingen af forældrene havde fundet en ny partner. Det gav Doro Knudsen et ekstra stort ansvar.

Min forældres relation var udtømt, da min mor blev syg. Jeg forestiller mig, at hvis jeg havde haft en mor og far, der stadig var rigtig glade for hinanden, så havde der været en kærlighed, der var så stærk, at den måske kunne løfte et ansvar fra mine skuldre. En voksen kærlighed, min mor kunne læne sig op ad, mens hun var syg, siger hun.

Men faderen, som Doro Knudsen har et godt forhold til, gjorde det, han magtede. Det er hun overbevist om. Han hjalp med at male, da moderens lejlighed skulle renoveres efter hendes død, og han hjalp med at arrangere juleaften for moderen, da hun var mest ramt af sygdommen. Alt det værdsætter Doro Knudsen meget i dag. At hun kunne have brugt en forælder, der viste hende endnu mere trøst, lægger hun dog heller ikke skjul på.

Min far måtte da gerne have ringet flere gange for at høre, hvordan jeg havde det med min mor. Man kan aldrig ringe for meget. En person, som har mistet og er i sorg, kan man næsten ikke gøre mere ked af det. Kun hvis man ikke tør tale med den sorgramte.

Det er vigtigt, at en skilsmisseforælder er ekstra opmærksom på at tale med det efterladte barn især fordi en forælder og barn har fællesminder, mener hun. Det har hun selv oplevet at have glæde af:

Det er så rart, når jeg spiser med min far, og han nævner min mor: Det gjorde mor også altid. For min mor er jo ikke død for mig. Hun er der jo hele tiden, og at hun også er hos min far, er rigtig dejligt at mærke.

I dag er Doro Knudsen frivillig i organisationen Børn, Unge og Sorg. Her gjorde hun selv brug af de gratis sorggrupper, organisationen blandt andet tilbyder.

Jeg manglede en forælder til at dele min sorg med. Det kan jo ikke lige leveres. Men Børn, Unge og Sorg har været en kæmpe hjælp. Et andet hjem, hvor der sidder nogle terapeuter, man kender og som kender ens forløb.

Hun oplevede, hvor stor en hjælp det var at møde unge, der var kommet helskindet igennem et sorgforløb. Nu kan hun selv være det eksempel.

pallesen@k.dk