Jeg var fuld, da jeg tog mig mod til at tale med min første forelskelse. Det var i 1.g til en gymnasiefest, og jeg må have været, hm, 16 år. Han gik en årgang over mig, og selvom jeg havde haft et godt øje til ham længe, så anede han ikke, at jeg eksisterede.
Han havde tydeligvis fået for meget og stod og svajede i et hjørne af festsalen, da jeg så mit snit.
”Har du brug for hjælp,” spurgte jeg som en sygeplejerske og lagde hånden på hans pande.
Om mandagen forærede han mig en blomst som tak for hjælpen, og så blev vi kærester. Altså, det er mere for at sige, at rusen også førte gode ting med sig. Jeg var den der pæne pige, der altid gjorde, som der blev forventet, og jeg er introvert, så der ville være gået lang tid, før jeg havde turdet at tage kontakt, hvis ikke alkoholen havde givet mig det ekstra skub. Dengang oplevede jeg nok alkoholen som en adgangsbillet til selve livet.
I mit barndomshjem drak mine forældre alkohol, når de havde gæster. Jeg så det som et positivt element i deres samvær. Som noget frit og festligt, og en gang imellem blev de fulde, men aldrig på en ubehagelig eller ukontrollerbar måde. Måske var det medvirkende til, at jeg havde så svært ved at erkende, at jeg ikke selv kunne styre rusen.
Jeg havde ingen stopklods, og det blev hurtigt sådan, mine venner og veninder så mig. Som den sjove og vilde, der aldrig syntes, man blev fuld hurtigt nok. Ofte blev jeg så fuld, at jeg ikke anede, hvad der var sket dagen før. Det var ligesom bare et stort sort hul, og dagen derpå var jeg uendelig pinlig, og når jeg så mine veninder om mandagen, havde jeg bare lyst til at gå i et med tapetet. Alligevel ændrede følelsen aldrig på, at jeg havde lyst til at drikke igen, så snart det blev fredag. Jeg tror, at 90 procent af min blå bog handler om mit forhold til alkohol.
Kontroltabene fortsatte op gennem 20’erne. Når jeg vågnede i min lejlighed efter en aften hjemme hos en af mine veninder, vidste jeg ikke, om vi var taget ud, eller hvordan jeg i det hele taget var kommet hjem. Det sidste, jeg erindrede, var bare, at vi sad og hyggede os med en drink i min venindes lejlighed. Om morgenen gik jeg ned på gaden for at finde min cykel. Pist væk som altid, og jeg tjekkede min pung og mine lommer for at finde kvitteringer, der kunne gøre mig klogere på min rute gennem natten. Det endte som regel med, at jeg ringede til mine veninder og spurgte indirekte til, hvordan aftenen var forløbet.
Jeg begyndte at droppe alkoholen i perioder. Ikke med henblik på at stoppe definitivt, men fordi jeg ville lære at styre min brandert.
Efter et halvt års pause skulle jeg til fest hos min veninde. Jeg var i begyndelsen af 30’erne og var nok en gang overbevist om, at jeg kunne holde mig til et enkelt glas eller to. Herfra er det meste tåget. Jeg var lige flyttet sammen med min nuværende mand, og efter flere forsøg lykkedes det mig at ringe ham op. Jeg stod op ad en lygtepæl for at holde balancen og fortalte ham, at jeg var faret vild i vores egen by. At jeg ikke kan huske navnet på vores adresse.
Dagen efter talte jeg med veninden, der holdt festen:
”Charlotte, du bør overveje at stoppe med at drikke,” sagde hun.
Det var første gang i mit liv, at nogen havde sagt det. Tidligere havde min manglende kontrol været noget, vi slog hen og grinede af – nuet var ligesom nuet, men samtalen med min veninde blev et skub i den rigtige retning. I sidste ende tror jeg dog, at jeg reddede mig selv, fordi jeg havde mødt noget, der var vigtigere end rusen – min kæreste og hans børn. Jeg vidste, at det måtte stoppe.
Udover et enkelt tilbagefald er det i dag ni år siden, at jeg sidst drak alkohol. Det har ikke været noget nemt valg, og selvom min mand altid har støttet mig i min beslutning, så spørger han af og til, om vi skal drikke et enkelt glas. Faktisk er jeg heller ikke helt afklaret med, at det aldrig kommer til at ske igen, hvis jeg føler mig klar til det. Men jeg tror ikke, at det er muligt for mig. Det lyder måske underligt, men der er en lille sorg forbundet med at sige farvel til den sociale lim.
Derfor skulle jeg også lære, hvordan jeg bar mig ad til middage og fester. Hvordan er man i selskab med andre, når man er introvert og sky og uden alkoholen, der plejede at lette min store følsomhed og fjerne mit filter? I begyndelsen sagde jeg bare, at jeg ikke drak, hvortil min sidemand (familie, venner, bekendte og fremmede) som regel spurgte, om jeg var gravid. Ellers rynkede de lidt på næsen og sendte mig et blik, der sagde: ”Nå, så du er en af de frelste”.
Måske overfortolker jeg, men sådan føltes det, og jeg besluttede mig for at sige tingene, som de var. At jeg havde truffet et valg om ikke at drikke alkohol, fordi jeg ikke besidder nogen stopklods. Fordi jeg havde prøvet at miste kontrollen så mange gange og ikke har anet, hvor jeg var, eller hvad der var sket.
Reaktionerne på min historie er befriende, og af og til møder jeg mennesker med lignende oplevelser, eller personer, der overvejer at træffe samme beslutning. Derfor er det egentlig også mit råd til andre. Sig, hvorfor du ikke drikker, for rummeligheden er større, end man tror.
Seneste nytårsaften skulle min mand og jeg over til vores genbo. Det er en af de aftener, hvor beslutningen om ikke at drikke kan føles tung, men vores genboer havde sammensat en alkoholfri mulighed, der passede til hver af retterne. Jeg blev faktisk helt rørt. Det var virkelig dejligt at skåle i et glas, der ikke indeholdt Fanta.
Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.