Komiker udfordrer krænkelseskulturen: ”Jeg siger det ikke for at være led. Jeg siger det, fordi det er sjovt”

Mens film, tv og kunst har indoptaget værdier fra den identitetspolitiske bevægelse, insisterer komikere på at udfordre krænkelses- og foragelseskultur. Komik har det svært med censur, siger iagttager, mens feministisk komiker mener, at de politisk ukorrekte komikere har et misforstået selvbillede

Komikeren Dave Chappelle vakte opsigt og vrede over vittigheder om LGBT-personer. Ikke desto mindre er han en af de mest anerkendte komikere i verden. Han fik Mark Twain-prisen for komik sidste år.
Komikeren Dave Chappelle vakte opsigt og vrede over vittigheder om LGBT-personer. Ikke desto mindre er han en af de mest anerkendte komikere i verden. Han fik Mark Twain-prisen for komik sidste år. Foto: Mathieu Bitton/Shutterstock/ Ritzau Scanpix

For 20 år siden stod den sorte komiker Dave Chappelle som 26-årig på en scene og talte om ting, der er mere aktuelle end nogensinde i dag. Han talte om politivold og om hvordan, mange sorte mennesker er bange for politiet.

”Nogle gange har vi også brug for at ringe til politiet. Engang var der nogen, der brød ind i mit hus. Det ville være et god tidspunkt at ringe til dem, men jeg tænkte ’nej, nej’. Mit hus er for pænt. Det er ikke et rigtigt pænt hus, men de ville aldrig tro, at jeg boede der. De ville sige ’Åh, han er her stadig!,” sagde komikeren fra scenen og slog sin mikrofon ned i holderen for at imitere et knippelslag fra en betjent.

”Åh, Gud. Sagen er opklaret, Johnson. Jeg oplevede det samme engang, da jeg var helt ny i faget. Tilsyneladende brød denne nigger ind og hængte billeder op af sin familie overalt.”

Omkring dette tidspunkt var den unge Chappelle i gang med at skabe sig en karriere som en af de mest respekterede og bedst betalte komikere i verden. Han gjorde det med en komik, der var centreret om racisme og raceforhold. Han gjorde grin med sorte, hvide og asiater, men altid med en indignation over den indgroede racisme i det amerikanske samfund.

På den måde skulle man tro, at Dave Chappelle i høj grad ville blive omfavnet af den identitetspolitiske bevægelse i dag, der hævder, at strukturer i samfundet undertrykker minoriteter inden for køn, seksualitet, hudfarve med mere. Men det omvendte skulle vise sig at være tilfældet.

For da komikeren efter cirka 12 års pause i 2017 vendte tilbage med nye shows, var den offentlige samtale ændret i USA. Der var nye uskrevne regler for, hvad man måtte sige og gøre grin med. Og disse regler brød Chappelle, da han gjorde grin med #MeToo-bevægelsen og LGBT-bevægelsen.

Det nye materiale fik flere anmeldere til at kritisere komikeren i helt nye toner. Samme mand, som årtiet inden var kendt som progressiv og en af de stærkeste sorte stemmer i USA, blev nu kaldt konservativ og reaktionær. Nogle mente, at man skulle boykotte ham, og endnu flere mente, at han var latterlig.

De negative reaktioner til trods er Dave Chappelle stadig en kommerciel succes. Og de negative reaktioner til trods har han ikke skruet ned for vittighederne om blandt andet #MeToo og transpersoner. Som han indleder et andet show:

”Jeg siger det ikke for at være led. Jeg siger det, fordi det er sjovt.”

På den måde er Chappelle blevet det mest kendte ansigt på den ytringsfrihedskamp, der foregår i comedymiljøet mod en forargelseskultur skabt af moderne identitetspolitik og dertilhørende fokus på ofre for strukturel undertrykkelse. Mens man i film og kunstverdenen i høj grad har indoptaget værdier fra identitetspolitikken, gør komikere sig store anstrengelser for at udfordre det, de opfatter som politisk korrekthed og forsøg på censur.

Det gælder store amerikanske komikere som Bill Burr, Larry David, Louis C.K. og briten Ricky Gervais, der inden for de seneste år har rettet skarp kritik mod krænkelseskulturen. Og det gælder danske komikere som duoen Rasmus Bruun og Frederik Cilius bag ”Den Korte Radioavis” og Jonatan Spang bag satireprogrammet ”Tæt på sandheden”.

Det genkender Torben Sangild, som er journalist og kunstanmelder, og som i mange år har interesseret sig for standup-comedy og satire. For tiden er han vært på et ugentligt program om emnet på Radio4 med titlen ”Comedy-Kontoret”.

”Komik har det svært med censur. Kernen i humor er ofte at sige det frække, som man ikke må sige. Derfor ligger det helt naturligt til komikere at udfordre en bevægelse, der siger, at man ikke må gøre grin med det ene og det andet,” siger Torben Sangild, som også underviser i standup-komik.

Ifølge Torben Sangild er tendensen størst i England og USA, hvor identitetspolitikken er mest udbredt, men der er også eksempler i Danmark. Han nævner standup-komikere som Christian Fuhlen-dorff og Torben Chris som eksempler på danske komikere, der insisterer på retten til at fortælle politisk ukorrekte vittigheder.

Samtidig er der en modbevægelse til dette, tilføjer han.

”Man ser også mange komikere med stor succes værne om de idéer, man oplever hos den identitetspolitiske bevægelse. Australieren Hannah Gadsby lavede for eksempel et meget populært show på Netflix. Vi ser også danske Sofie Hagen have stor succes hos det engelsktalende publikum med en komik, der mere er i overensstemmelse med identitetspolitikken.”

Til den gruppe hører også den danske komiker Sanne Søndergaard, der også har bemærket tendensen fra visse komikere til at insistere på at være politisk ukorrekt. Men hun mener, at det er en uddøende race af komikere, som for tiden bærer den politisk ukorrekte fane.

”Den gruppe af mainstream-komikere har et selvbillede som den frække dreng i klassen. I deres misforståede selvforestilling tror de, at de siger en masse ting, man ikke må sige. De fremstiller sig selv som ofre for en dominerende fløj af feminister, der vil lukke munden på dem, mens de i virkeligheden bare siger det, som den privilegerede magtgruppe altid har sagt om os andre,” siger hun.

Ifølge Sanne Søndergaard er der på ingen måde tale om et forsøg på censur, når disse komikere bliver kritiseret for deres indhold. For i så fald har hun selv været udsat for censur i hele sin karriere, mener hun.

”Der er ingen, der nægter dem at sige noget. Men de har en eller anden forestilling om, at de skal kunne sige hvad som helst, og så skal alle bare klappe i hænderne af, hvor sjove og dristige de er, når de gør det. Nej, man må være forberedt på, at man kan blive kritiseret for det, man siger. I min karriere som komiker er jeg altid blevet anmeldt og kritiseret for indholdet af mine jokes om feminisme og så videre mere end for mine tekniske kvaliteter. Så hvorfor forventer denne gruppe af typisk hvide, mandlige komikere at blive stillet anderledes?”, spørger hun.

Sidste år vandt Dave Chappelle den fornemste pris i amerikansk komik, Mark Twain-prisen. I sin tale kom han igen ind på spørgsmålet om ytringsfrihed og retten til at gøre grin med alt fra scenen.

”Der er stor sandhed i denne genre (komik, red.), når det bliver udført ordentligt, og jeg vil bekæmpe enhver, der står i vejen for en sand udøver af denne kunst. For jeg ved, at du tager fejl. Det her er sandhed, og du spærrer for den.”