Jeg skal bare låne en livmoder for at blive mor

Anna og hendes mand var for få år siden på vej til Indien for at få et barn ved hjælp af en rugemor, men droppede planerne af frygt for ikke at kunne få barnet hjem til Danmark. I dag leder de efter en dansk rugemor

Anna er aktiv på de facebooksider, hvor barnløse par og kvinder, der overvejer at stille deres livmoder til rådighed, mødes, ligesom hun også følger debatten om de etiske overvejelser og juridiske udfordringer, der knytter sig til spørgsmålet om rugemoderskab. Modelfoto
Anna er aktiv på de facebooksider, hvor barnløse par og kvinder, der overvejer at stille deres livmoder til rådighed, mødes, ligesom hun også følger debatten om de etiske overvejelser og juridiske udfordringer, der knytter sig til spørgsmålet om rugemoderskab. Modelfoto.

Kufferterne er så godt som pakket og alle papirer og godkendelser på plads. Klinikken i Indien skal bare finde den kvinde, der skal bære Anna og hendes mands barn. Så skal de afsted for endeligt at afløse de foregående års mange skuffelser over graviditeter, der alligevel ikke blev til noget med et lille levende barn, der kan fuldende deres familie.

I sommeren 2013 var parret ikke i tvivl om, at et barn født mod betaling af en rugemor i Indien var den rigtige og ikke mindst eneste løsning på deres mangeårige kamp for at blive forældre, men da medierne før afrejsen begyndte at rapportere om danske pars problemer med at hjembringe og sikre sig forældremyndighed over børn, der var blevet til ved hjælp af rugemødre i udlandet, begyndte parret at tvivle.

”Vi blev simpelthen bange for, at vi ville strande i et juridisk ingenmandsland, hvor vi ikke ville kunne få vores barn med hjem og ingen rettigheder havde til det. Derfor opgav vi til sidst tanken,” siger Anna, der ønsker at være anonym, men hvis navn er kendt af redaktionen.

I stedet har parret skiftet drømmen om et rugebarn fra Indien ud med ønsket om et rugebarn, båret af en dansk kvinde. Derfor er Anna fortsat aktiv på de facebooksider, hvor barnløse par og kvinder, der overvejer at stille deres livmoder til rådighed, mødes, ligesom hun også følger debatten om de etiske overvejelser og juridiske udfordringer, der knytter sig til spørgsmålet om rugemoderskab.

”Chancerne for at finde en dansk kvinde er meget små, fordi lovgivningen på området er så streng, og vi har til dels indstillet os på, at vi nok ikke får det barn, vi ønsker os. Alligevel kan jeg ikke helt give slip. Jeg har altid troet, at jeg skulle have en familie med to måske ligefrem tre børn,” siger Anna.

Parret, der bor i en større sønderjysk by, har en datter på snart seks år, som Anna fødte efter en meget vanskelig graviditet med svær sygdom og mange indlæggelser. Siden er det ikke lykkedes hende at gennemføre et svangerskab, og efter tre opslidende og sorgfulde aborter, besluttede parret sig for at indstille forsøget på at få endnu et barn ad naturens vej.

”Mine æg er fine nok, det er min krop, der ikke kan bære et barn. Jeg skal bare låne en livmoder for at blive mor, og det er her, jeg simpelthen ikke kan følge logikken. Hvorfor må andre barnløse låne sædceller og æg, mens jeg ikke må låne en livmoder? Hvad er egentlig forskellen? Hvis kvinden ved, hvad hun går ind til og gør det, fordi hun gerne vil hjælpe, hvorfor må hun så ikke? Jeg synes, det er så himmelråbende uretfærdigt,” siger Anna.

I Danmark må barnløse par gerne få hjælp af en kvinde - en ven eller søster - til at bære deres barn, så længe kvinden ikke modtager betaling. Kvinden, der agerer rugemor, skal imidlertid også være villig til at donere et af sine egne æg, da dansk lovgivning ikke tillader, at der benyttes æg fra den kvinde, som senere skal overtage og opfostre barnet.

Det afskrækker mange fra at blive rugemødre, mener Anna, der tror, at langt flere kvinder ville være klar til at stille deres livmoder til rådighed, så længe de ikke er biologisk forbundet med det barn, de senere skal give afkald på. Det er i hvert fald den erfaring, hun selv har gjort sig. De kvinder, hun gennem årene har været i kontakt med, har været indstillet på at bære et barn - så længe det ikke biologisk set er deres.

”Min egen kusine har tilbudt sin hjælp. Hun ved, hvad det her betyder for mig og min mand og jo også for vores datter, der meget gerne vil være storesøster, ligesom stort set alle hendes venner efterhånden er blevet det. Derfor vil hun gerne bære et barn for os, men hun vil ikke selv være beslægtet med det,” siger Anna og tilføjer:

”Det har jeg selvfølgelig fuld forståelser for - det, jeg ikke forstår, er, at vi har en lovgivning, der forhindrer en kvinde i at hjælpe en anden kvinde til at blive mor. Min kusine er jo ikke i økonomisk nød eller under pres eller tvang, og hun vil ikke have betaling, hun vil bare gerne hjælpe os til at få et barn.”

Anna og hendes mand er ofte blevet mødt med spørgsmålet om, hvorfor de ikke vælger at adoptere, og det er også en overvejelse, parret stadig gør sig. Men de har svært ved at se, hvordan adoption af børn fra fattige lande rent etisk adskiller sig fra at betale en fattig kvinde i Indien for at bære deres barn.

”Faktisk synes vi, at det er langt sværere at gennemskue adoptionsmarkedet. De historier, der har været fremme om børn, der bliver bortført eller lokket fra deres forældre for senere at blive adopteret bort til vestlige lande, gør os oprigtigt bekymrede for, om det foregår ordentligt. Vi er ikke interesserede i at udnytte eller skade nogen for at blive forældre.”