”Jeg skal nok sætte mit kryds et eller andet sted, når nu det er min pligt at gøre det”

Valgretten kan gå hen og blive en valgpligt, når man ikke ved, hvem man skal stemme på, og når den politiske diskussion mere er en pestilens end en lyst, skriver litteraturhistoriker og forfatter Lars Handesten i denne klumme

O p til sidste valg sad jeg til et middagsselskab med nogle gamle venner. Vi snakkede selvfølgelig om valget, og hvem vi skulle stemme på. Det viste sig hurtigt, at de fleste var i tvivl. Faktisk var rådvildheden massiv. Det var ikke til at udpege et parti, man kunne gå ind for, og var der en politiker, som man havde en smule respekt for, tilhørte vedkommende et parti, man slet ikke kunne identificere sig med og give sin stemme.

Havde det været for 30-40 år siden, ville vi alle have vidst, hvor vi hørte til politisk. Der kunne måske være tale om det ene eller andet venstreorienterede parti eller til nød Det Radikale Venstre, men alt i alt var det endnu i 1980’erne stadig let at orientere sig i det politiske spektrum, fordi 1970’ernes politiske polarisering stadig slog igennem. De politiske fløjdannelser var ikke så ekstreme som i 1970’erne, hvor skellene var så skarpe, at alt blev skåret over en kam, og måske foretog vi vores politiske valg på automatpilot og af gammel ungdomsvane, men det gjorde ikke så meget – endnu. Men anfægtelserne kom jo. Og som tiden gik, var der ingen af os, der ønskede os tilbage til 1970’erne, hvor man enten var på den ene side eller på den anden, og hvor der ikke var noget imellem.

Og så sad vi altså dér i 2019 og vidste hverken ud eller ind. De gamle fløjdannelser havde helt mistet deres appel, og snart var man enig med et parti til højre og snart til venstre. At stemme på et parti kunne man kun gøre ud fra princippet om det mindst dårlige valg og slet ikke efter fuldtonet enighed og med en entusiastisk vilje til at gå ind i den politiske proces. Det var en forstemmende situation.

Snart er der så kommunal- og regionsrådsvalg, og – jeg skal nøjes med at tale for mig selv – nu sidder jeg igen i saksen og aner ikke, hvem jeg skal stemme på. I princippet burde det være let igen. Her i avisen kunne man for nylig læse, at den ideologiske fløjkrig tager til igen. Der er blå eller rød blok, så hvor svært kan det være?

Det er svært. Og selve fløjkrigen byder mig inderligt imod. Den er bekvem, men jeg har fået nok af den, og ikke mindst set på afstand tager den sig tåbelig og direkte farlig ud. Det er en pine at overvære den. Det er som at være tvangsindlagt til at se og høre Clement Kjersgaards ”Debatten”, hvor folk sættes op mod hinanden, som var det en hanekamp. Alle råber, ingen lytter. Her får man en forsmag på helvede.

F or så vidt skulle det ikke røre mig at vende politik ryggen. Men nu er jeg således opdraget, at politik er en pligt. Hvis man vil demokrati, er man også nødt til at tage den politiske debat og det politiske klima med, hvor ulideligt det end kan være. Man bør som minimum bruge sin valgret, som var det en valgpligt.

Jeg husker endnu, da en onkel engang i 1970’erne meddelte, at han ikke ville stemme, fordi han ikke kunne holde politik ud. Det så mine forældre på med stor bekymring. Og det er der da selvfølgelig også grund til, fordi demokratiet da forvitrer – og hvad er alternativet? Et teknokrati som i Italien? Et autokrati som i Polen? Et diktatur som i Hviderusland? Nej, jeg skal nok stemme denne gang – også for dog i det mindste at vise mit demokratiske sindelag og bekræfte systemet.

Men stolt ved det er jeg ikke. Jeg har heller ikke kunnet opdrage mine egne børn til denne pligtfølelse, fordi jeg dybest set selv har haft det ambivalent med politik. Der er noget ved magtspillet, som er mig inderligt imod. Jeg kan se, at nogle trives med det. De elsker positionskampene, markeringerne og selvfølgelig, at tingene går deres vej. Min vej går til stemmeurnen. Jeg skal nok sætte mit kryds – et eller andet sted – når nu det er min pligt at gøre det.

Denne klumme blev oprindeligt bragt den 30. oktober 2021.