Prøv avisen

"Jeg skulle bare hente min missekat"

Lars Nielsen, Næstved. Boede som udviklingshæmmet på forskellige institutioner som barn. Foto: Leif Tuxen

Et biluheld gav i 1960 Lars Nielsen en mindre hjerneskade. Hans fattige forældre kunne ikke magte ham, og som 11-årig kom Lars under Statens Åndssvageforsorg. Her blev han i de næste 20 år udsat for blandt andet vold, tvangsmedicinering og nedværdigende behandling

Det er en sommerdag i 1959. Den 10-årige dreng Lars Nielsens kat har fået killinger. Fem stykker. Men den ene er løbet over vejen. Ovre ved skoven.

"Jeg skulle bare hente min missekat, og så ... bum!", siger Lars og tilføjer:

"Det var dumt af mig."

Den lille, lyshårede dreng er blevet ramt af en bil. Han ligger livløs hen, og naboen løber efter hjælp. Også ejeren af bilen standser. Lars bliver båret ind og lagt på sofaen hjemme i stuen.

"Jeg havde ikke brækket noget. Men jeg slog altså åbenbart hovedet."

Lars Nielsen er i dag en spinkel mand med fuldskæg. Indimellem virrer han lidt med hovedet, skærer en grimasse og trækker ansigtet til siden, som om han lige vil se sig over skulderen. Når han skal beskrive sig selv, siger han:

"For det første er jeg ikke normal. Det ved jeg godt. Men jeg er glad for at være den, jeg er."

Han blev født for 60 år siden ved landsbyen Herlufmagle nord for Næstved på Sjælland. Faderen var fodermester på en stor gård, og Lars voksede op sammen med sine fem søskende i et stråtækt hus, der hørte til gården.

Efter biluheldet kom Lars ikke på sygehuset, for umiddelbart var der ikke noget i vejen. Men kort efter begyndte han at få anfald. Epilepsi, mente lægerne, som undersøgte drengen. Anfaldene aftog, men alligevel foreslog en skolepsykolog, at Lars blev sendt til Gamle Bakkehus – et skolehjem for udviklingshæmmede børn.

"Jeg vidste ikke, hvad det var for et sted. Men det fandt jeg jo ud af," fortæller Lars.

Han kan datoen udenad og gentager den flere gange: Den 7. marts 1961 tog Lars toget ind til København med sin mor. Derefter sporvognen til Frederiksberg. Han var kun lige fyldt 11 år. Både han og mor græd meget den dag, fortæller Lars. Og mens han husker tilbage, bliver den 60-årige mands øjne igen fyldt med tårer.

"Jeg sagde til min mor, lad mig komme med hjem. Det kunne jeg ikke li?, det der.

"Nej, det kan du ikke komme," sagde mor. "Du skal blive her. Gå nu ned til de andre børn."

"Min mor og forstanderen stod og snakkede, og lige pludselig var hun væk."

Lars Nielsen blev dog hurtigt glad for skolehjemmet. Også selvom de boede mange drenge sammen. Han lærte at læse og skrive og kom også i skolepraktik på en fabrik. Ved juletid og om sommeren var han hjemme hos familien.

Lars hører til gruppen af meget velfungerende udviklingshæmmede. Han mener selv, at han formentlig aldrig ville være blevet indskrevet på en institution, hvis han var blevet ramt af en bil i 2010. Og at han blev placeret under Statens Åndssvageforsorg i 1961, havde også sociale årsager: Ressourcerne i barndomshjemmet var små. En af hans søstre blev også placeret på et iagttagelseshjem ved Roskilde – en slags børnehjem.

"Mine forældre havde ikke så mange penge. Det var nok også derfor, de ikke kunne klare at have mig. Men uha, hvor ville jeg gerne hjem."

Men da først Lars var kommet ind under åndssvageforsorgen, måtte han som mange tusinde andre sande, at det var meget svært at komme ud igen, når først man var blevet stemplet som åndssvag. Og han havde som barn selv meget svært ved at forstå, hvorfor han var blevet sendt væk:

"Der var mange tanker, der gik ind i mig. Hvorfor kan de ikke li? mig? Hvad har jeg gjort? Jeg havde ikke gjort noget. Hvorfor skulle det gå ud over mig? Det var den slags fantasier, jeg havde."

Da Gamle Bakkehus lukkede i 1969, blev Lars sendt til Andersvænge i Slagelse, en af datidens store centralinstitutioner, som husede godt 700 udviklingshæmmede børn og voksne. Her boede man på store sovesale, alle havde det samme tøj på, og overlægen var stedets øverste myndighed.

"Det føltes, som om det var et sygehus. Vi gik i deres tøj: grå bukser og en T-shirt. Det havde jeg det ikke godt med. Det føltes, som om der var noget galt," siger Lars og tilføjer:

"Jeg brød mig ikke om at være der. Det var den måde, de behandlede folk på. Hvis du var skør, så kunne de godt finde på at bruge den der ..." Lars tager armene om på ryggen rundt om sin krop som en tæt omfavnelse.

Mener du en spændetrøje?

"Ja, sådan en med ærmer, der kan bindes bagpå," siger Lars.

På den store institution var mange fastspændt – især de dårligst fungerende udviklingshæmmede, som ikke var i stand til at arbejde og hjælpe til:

"Nogle gange var det nødvendigt at fastspænde, hvis nogen gik amok. Det var jo også, for at de ikke skulle komme til skade. Og ellers var der mange, der rendte rundt på sovesalen. På en måde syntes jeg, det var o.k., og på en anden måde syntes jeg ikke, det var o.k."

Som en af de mere velfungerende på institutionen gik Lars på arbejde, og han havde ondt af de udviklingshæmmede, der havde det dårligere end ham selv. Som intet havde at tage sig til, men bare sad eller lå fastspændt til bænke og senge i sovesale og opholdsrum.

"Jeg syntes, det var synd for dem, at de skulle have det dårligere end os. De lå jo på gulvet og skreg."

Fysisk afstraffelse blev ofte brugt som disciplinært middel:

"For eksempel en dag, da vi skulle i bad, så var der en, der ikke ville i bad. Så kom en, der hed Christensen, og sparkede ham. Jeg stod også og skulle ind i bad, og han ville også sparke mig.

"Du skal ikke gøre det der!" råbte jeg. Men så lossede han mig bare en over benet. Hold kæft, hvor jeg skreg.

"Hvorfor gør du det?," råbte jeg.

"Det skal du ikke blande dig i," sagde han.

"Ja, jeg har fået mange tæsk. Også hvis vi sad ved bordet og ikke holdt vores kæft, så fik vi en på skrinet."

Men var det ikke forbudt?

"Næh, det var nok ikke forbudt dengang."

Lars tilføjer, at der også var ansatte, som var gode imod ham og de andre udviklingshæmmede.

"Nogle var modbydelige – nogle sataner rent ud sagt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, var der også personer, som var virkelig gode, som holdt med os."

For nylig besøgte han igen Andersvænge, hvor man i dag har samlet en lang række effekter fra institutionens historie på Forsorgshistorisk Museum. Under besøget vældede minderne frem. Ikke mindst, da han så det gamle medicinskab med blandt andet Truxal – et stærkt beroligende præparat, man bruger til psykotiske patienter.

"Da jeg så de der lægemidler – det var uhyggeligt. Det var ligesom at blive skubbet ind igen. Jeg fik Truxal, fordi jeg skulle være stille og rolig, som de sagde. En lille, rund, hvid pille to gange om dagen i al den tid, jeg var på Andersvænge. Men jeg blev aldrig stille," siger Lars og griner.

"Man blev sådan ... puuh ... sløv. Det var ubehageligt."

Lars oplevede, at forholdene på Andersvænge langsomt blev bedre, i takt med at nyt og bedre uddannet personale kom til. Men han ville stadig gerne væk fra institutionen – ud blandt normale mennesker og udføre et rigtigt stykke arbejde. Flere gange bad han overlægen om at blive lukket ud.

"Hvornår tror du, jeg kommer ud?" spørger Lars. "Det skal jeg fortælle dig. Hvis du æder den radiator," lyder svaret fra lægen, der peger på en stor jernradiator i sovesalen.

Efter den episode besluttede Lars, at han ville flygte. Han stjal mad, smurte en madpakke og sprang på bussen ind til Slagelse by. Men han kedede sig, og den første aften endte han med at sove i en opgang. Næste morgen anede han ikke, hvad han skulle gøre. Og han endte med at tage hjem til sine forældre.

"Hjem til mor og far. Uuuh, det var ikke godt. Min far sagde. "Hvad laver du her?."
"Jeg skulle hjem at se til jer," svarede jeg.

"Har du fået lov?," spurgte han.

"Uuuh, uha. Så sagde jeg det, som det var. Og så kom jeg tilbage til Andersvænge."

Mens han fortæller det, stikker Lars et par fingre i munden og ser helt flov ud. Pludselig ligner han igen en dreng, som er stukket af hjemmefra.

Men i 1975 var hans tid på Andersvænge slut. Lars blev flyttet til endnu en stor institution Behandlingscentret i Næstved, som netop var blevet bygget for at afhjælpe pladsmangel og ventelisterne. Behandlingscentret husede 560 beboere. En af dem var Lars, og han fik eget værelse. Han griner og kalder steder for "kolbøttefabrikken," når han taler om det, men det var klart en forbedring i forhold til Andersvænge.

Den 1. januar 1980 overtog amterne ansvaret for de udviklingshæmmede fra Statens Åndssvageforsorg, og langsomt blev beboere fra de store institutioner sluset ud i lejligheder, bofællesskaber og mindre enheder.

Men selvom Lars endelig kom ud og væk fra institutionslivet og i 1982 fik sin egen lejlighed, var det ikke lykken for en mand, der havde boet på institution omgivet af hundredevis af andre det meste af sit liv. Han havde aldrig lært at klare sig selv, og i det sociale boligbyggeri Birkebjergparken følte han sig ensom.

"Jeg begyndte at drikke meget slemt. Det havde jeg aldrig gjort før. Bajere og snaps. Jeg skulle jo være som de andre. De var jo bistandsklienter og narkomaner. Jeg skulle ikke holde mig tilbage."

Lars forsøgte flere gange med antabus, og for godt 10 år siden lykkedes det ham at kvitte tilværelsen som alkoholiker. I dag bor han i egen lejlighed, men har andre udviklingshæmmede som naboer. Han er tilknyttet et særligt tilbud for udviklingshæmmede i Næstved, der kombinerer bolig, arbejde og sociale aktiviteter.

"Nu er jeg kommet hertil. Det er det bedste sted, jeg har boet. Man har sit eget, men man kan altid snakke med nogle andre. Jeg kan ikke bo alene, men heller ikke bo på et sted med for mange samlet. Det er som at være på institution. Og det er jeg færdig med."