Prøv avisen

Jeg tænker på familien hver eneste dag

@Fotobyline:Illustration: Morten Voigt.

Laila flygtede fra et tvangsægteskab for to år siden, men bruddet med familien har haft en høj pris. "Familien er en stor del af mit liv, og jeg føler mig tom inden i," fortæller den 24-årige kvinde

På den sorte hylde i værelset står tre indrammede fotografier af et palæstinensisk ægtepar og tre teenagere. Hver aften inden sengetid tager Laila billederne op og kigger på dem. Hun savner sin familie. Hun har ikke set den, siden hun blev tvangsgift i sommereren 2009. Nogle måneder efter flygtede hun og havnede på et krisecenter.

"Min familie er en del af mig. Det er et stort tomrum for mig, at de ikke er her, og selvom jeg har fået venner på min arbejdsplads, føler jeg mig ensom. "

Laila er en køn kvinde med langt sort hår og store sorte øjne. Hun sidder på den store seng i værelset i en lejlighed på Sjælland iført afslappede jerseybukser og t-shirt.

Lailas tvangsægteskab er historien om en kvinde fra en forholdsvis velintegreret muslimsk familie, der blev tvunget til ægteskab, selvom hendes forældre egentlig fremstod som frisindede.

Det hele begyndte under en sommerferie i Mellemøsten i 2008. På rejsen blev hun præsenteret for en fætter. Ret hurtigt efter fortale han Lailas far, at han gerne ville giftes med hans datter. Faderen accepterede uden at spørge Laila selv. Fætteren var rettroende muslim og havde et godt job i Golfstaterne. Forældrene mente, at han var et ideelt parti for deres datter, der på det tidspunkt var 22 år. Derfor var det på høje tid, at hun blev gift.

Men selvom Laila i første omgang sagde nej, gav hverken forældrene eller fætteren op.

Da Laila var tilbage i Danmark, ringede fætteren med jævne mellemrum. Telefonopkaldene føltes som en stor belastning. Når Laila kunne se hans nummer på mobilens display, havde hun mest lyst til at kyle den langt væk. Laila fortalte derfor sin mor, at hun ikke ville giftes med sin fætter. Moderen forklarede, at de ikke ville tvinge hende til et ægteskab, men opfordrede hende til at holde forbindelsen indtil næste sommerferie. Så kunne hun tilbringe noget tid sammen med fætteren, og måske ville der med tiden opstå varmere følelser.

"Jeg kunne på det tidspunkt ikke forestille mig, at mine forældre ville tvinge mig til et ægteskab. Mine forældre er religiøse muslimer, men de har altid opdraget mig meget frit. Jeg skulle ikke bære tørklæde, fik lov til at gå ud med venner og fik opbakning til at tage studentereksamen og en uddannelse. Og efter eksamen har jeg haft arbejde. Samtidig var den i familien, mine søskende lyttede til," fortæller Laila.

Endnu en sommer oprandt, og Laila tog atter med familien på ferie i Mellemøsten.

Fætteren prøvede igen at fri, men hun sagde nej. Han spurgte hvorfor, og Laila svarede, at hun ikke var parat til ægteskab, fordi hun ikke var forelsket. Fætteren tog beskeden pænt, og Laila var lettet, for hun troede, at ægteskabsplanerne nu var endegyldigt forpurret.

Men hun tog fejl. Hendes far blev rasende og ringede til fætteren for at sige, at det hele var en misforståelse, og at hans datter naturligvis var indstillet på giftermål.

"Jeg var dybt chokeret, for jeg havde aldrig troet, at min far ville tvinge mig til ægteskab. Jeg forklarede ham, at jeg ikke kunne gifte mig med en mand, jeg ikke elskede. Men min far sagde til mig, at han ikke kunne løbe fra sit ord," fortæller Laila.

Laila begyndte derefter at lægge planer for en flugt tilbage til Danmark, men hendes far fattede hurtigt mistanke og konfiskerede hendes telefon og hendes hævekort.

Laila så efterhånden kun en udvej: Hun ville forsøge at tage sit eget liv for på den måde at råbe forældrene op. Hun købte en pakke sovepiller og slugte dem. Men hendes søster fandt den tomme pakke, før pillerne nåede at virke. Hun viste den til faderen og onklerne, og de fik hende til at kaste op ved at tvinge saltvand ned i hendes hals. Den ene onkel råbte til hende, at hvis hun ikke accepterede ægteskabet med sin fætter, så ville hun aldrig komme til Danmark igen. Under optrinnet sad hendes far i en stol og stirrede ud i luften:

"Han virkede helt ligeglad, og efterhånden kunne jeg ikke se anden udvej end at give efter for familien," forklarer Laila

En uge efter blev hun gift med sin fætter. Efter brylluppet flyttede Laila med sin mand til en stor by i en af de arabiske golfstater. Ægtemanden var venlig over for hende, og han lod forstå, at han ville give hende tid til at vænne sig til ægteskabet.

Laila prøvede at undgå sin ham og nægtede at sove sammen med ham, men overnattede i stedet på en sofa i stuen. Det accepterede han. Dagene var ensformige, og der var intet at tage sig til. Mens han var på arbejde, sad hun surfede mellem de arabiske tv-kanaler.

På et tidspunkt spurgte hendes mand, hvad de kunne gøre for at løse problemerne, og Laila svarede, at de burde skilles. Det afviste han.

"Prøv at se, om du ikke kan elske mig med tiden," svarede han.

Som ugerne gik, blev situationen værre og værre. Laila hadede sin mand, fordi han havde frarøvet hende et frit liv, og i sit stille sind håbede hun, at han ville køre galt og dø.

En dag besluttede hun at flygte, og hun fik fat i nummeret på den danske ambassade:

"Hvad er dit problem," spurgte ambassadefunktionæren, da Laila ringede, og så kom hele historien om det ulykkelige ægteskab. Ambassaden handlede hurtigt. I løbet af få dage tilbød de hende hjælp til at flygte og skaffede flybillletter og kontakt til et dansk krisecenter.

Aftalen var, at Laila på flugtdagen skulle indfinde sig foran et butikscenter tidligt om morgenen:

Hun sov ikke natten før flugten. Hendes mand plejede at stå op halv syv, men denne dag stod han op lidt senere. Laila frygtede, at hele planen ville smuldre, men klokken halv otte forlod han lejligheden. Efter et kvarter gik Laila ud af hoveddøren og prajede en taxa. Hun var rystende nervøs, da taxaen kørte hen til mødestedet.

Planen var, at hun skulle være ude af landet, inden hendes mand kom hjem for at holde frokost. Lovgivningen i det arabiske land gav nemlig mulighed for, at han som ægtemand kunne hindre hende i at rejse ud. De to ambassaderepræsentanter fulgte hende til lufthavnen og hele vejen til flyet.

Laila følte i første omgang en dyb lettelse, men da flyet skulle lande, blev hun igen nervøs. Hun var bange for, at hendes familie ville stå i ankomsthallen i Kastrup. Da hun steg ud af flyet, blev hun modtaget af to danske betjente, der førte hende hen til lederen af krisecenteret.

Leila boede i krisecentret godt et år, og i dag er det et par måneder siden, at hun flyttede. Hun bor nu i en særlig udslusningsbolig sammen med to andre kvinder, der har brudt med deres familier. Hun har ændret sit navn og har en hemmelig adresse.

Lige nu har Laila et brændende ønske. At blive skilt fra sin mand, så hun kan komme videre med sit liv.

"Han er ikke ude af mit liv, før den dag jeg har et papir på, at vi ikke længere er gift," siger Laila.

En advokat er inddraget i sagen, men skilsmissen kompliceres af, at hendes mand bor i et arabisk land.

Lailas økonomi er i en meget dårlig forfatning. Hun skylder blandt andet penge for ubetalte mobiltelefonregninger fra tiden i Mellemøsten og har foreløbig afdraget en gæld på næsten 20.000 kroner.

Laila har fået job i forretningsverdenen, og hun arbejder så meget, hun kan. Hun forklarer, at hun ofte er overvældet af triste følelser og en stor indre tomhed. Hun går til psykolog, og psykologen siger, at hun lider af en depression.

"Men når jeg går på arbejde, tager jeg pænt tøj på og smiler, og jeg er en af de medarbejdere, der har de flest tilfredse kunder. Min chef kender min historie og siger:

"Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan smile og være glad i telefonen med alle de problemer, du har. Men når jeg arbejder, glemmer jeg problemerne, og de perioder, hvor jeg har det rigtigt skidt, tager jeg så mange vagter, jeg kan få," siger Laila.

Men lige under overfladen fylder savnet af familien og en overvældende følelse af ensomhed: Krisecenteret har foreslået, at der indledes forsøg på mægling, men Laila mener, at det ikke er en realistisk løsning på nuværende tidspunkt.

"Det er rigtig hårdt at skulle klare sig uden sin mor, far og søskende. Jeg føler en tomhed, for familien har altid været en afgørende del af mit liv, og nogle gange går jeg ind på Facebook for at følge med i mine søskendes profil. Jeg har venner på mit job, og vi går nogle gange i biografen og på café, men det kan slet ikke udfylde tomrummet efter familien. Især helligdagene er triste. Men jeg tror ikke, det er muligt at blive forsonet lige nu. Jeg er såret over den måde, de har behandlet mig på. De har taget mine søskende, mine venner, mit liv og min frihed fra mig, og jeg stoler ikke på dem."

soendergaard@k.dk

Lailas navn er opdigtet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt