Fortalt af Uffe Elbæk
Da jeg besluttede at stoppe som kulturminister i december 2012, kunne jeg godt være fortsat, og mit ego råbte og skreg: ”For Guds skyld, bliv i stillingen, for det er det fedeste job, du nogensinde har haft!”.
Men dilemmaet var, at mit arbejde gjorde den, jeg elskede allermest, så ufattelig ked af det. Det var et afgørende valg, og jeg var så glad for, at jeg valgte kærligheden og valgte mit eget ego fra.
Det handlede også om ordentlighed. I det der famøse samråd, hvor jeg fik et spørgsmål fra Inger Støjberg, overvejede jeg i 15 sekunder, om jeg bare skulle glide af på det og blive som resten, eller skulle jeg have den dybe tro på, at sandheden vinder.
Det var afgørende for mig ikke at sælge ud og at være tro mod kærligheden.
Da jeg et halvt år senere, i juni 2013, stod på et gadehjørne mellem Gammel Kongevej og H.C. Ørsteds Vej sammen med to aktivister, Sofia og Søren, sagde de til mig: ”Ved du hvad, Uffe, du synes jo ikke, det er godt nok, det, der foregår politisk, skal vi ikke lave et nyt parti?”.
Jeg svarede først: ”Aldrig i livet, jeg er ikke bare fyrre, fed og færdig, jeg er tres, fed og færdig, og jeg skal bare køre denne sæson færdig og skrive nogle kloge bøger”, men de fik alligevel plantet en idé inde i hovedet på mig.
Så jeg sagde, at jeg ville gå hjem og skrive et koncept for et nyt parti, og hvis det var sjovt, kunne det være, der var noget i det.
Jeg læste nogle bøger, og mentalt gik jeg gennem en dør, som jeg ikke kunne gå tilbage igennem.
Det handlede om, at klimakrisen forandrede alt for mig. Det endte med, at vi begyndte at sætte Alternativet op, men forinden meldte jeg mig ud af Radikale Venstre. Jeg er ikke typen, der kører dobbeltface. Man kan godt have en affære, men man kan ikke blive ved med det.
Jeg går ikke i gang med noget, jeg ikke tror på, kan lykkes, så grundholdningen var, at hvis vi startede Alternativet, skulle det nok lykkes.
Der var en mening med, at det med Kulturministeriet skulle ske. Var det ikke sket, var Alternativet her ikke i dag.
Der er en mening med, at du møder de udfordringer gennem dit liv, vel at mærke hvis du lærer af dem. Hvis jeg er ude for noget svært og konfliktfyldt, spørger jeg til, hvorfor livet har sendt mig ned i dette mentale fitnesscenter.
Jeg tror. Jeg er ikke et religiøst menneske, jeg er ikke medlem af folkekirken eller spirituelle fællesskaber, men det er min tilgang til livet, at hvis du løber ind i udfordringer, er det, fordi du skal lære noget af det.
Livet har en mening, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Livet kan have alle mulige meninger, som varierer fra menneske til menneske. Men noget af det, livet gerne vil med mig, og jeg gerne vil med livet, er at skabe rammer for, at mennesker kan udfolde deres talent og deres livsenergi på det højeste meningsfulde niveau.
Jeg tror på lykkelige afslutninger. Punktum. Det kan godt være, afslutningen trækker ud, men jeg tror på, at den bliver lykkelig.
Det var helt skizofrent på valgaftenen den 18. juni. Det var en kæmpe sejr for Alternativet. Jeg havde sagt, at jeg ville sejle rundt om Christiansborg, til vi vidste, at den var hjemme. Så jeg sad i den båd i fire timer, mens vi sendte gode energier ind mod Christiansborg, og det var en fest uden lige.
Da jeg trådte ind på den røde løber på Papirøen i Københavns Havn, var alt i princippet stadig muligt. Den tidligere regering kunne være fortsat, og vi ville være blevet fuldstændig afgørende for den.
Så tabte man regeringsmagten, og selvom vores fest var den sjoveste, og vi dansede igennem til klokken seks om morgenen, kunne vi bare ikke være glade.
Men igen var der en mening med det. Fordi vi nu har fået en Venstre-mindretalsregering, kan vi bygge Alternativet solidt op, så vi kan gå efter et godt kommunalvalg i 2017 og forhåbentlig et endnu bedre folketingsvalg, når det kommer.
Der er altid en gave i problemet, det er bare med at finde frem til den.