Prøv avisen

- Jeg tror snart, at jeg har snakket ud

Søren Krarup. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Søren Krarup ser tilbage på et liv som præst, politiker og et halvt århundrede som debattør

Søren Krarup træder tilbage efter næste folketingsvalg og ni foreløbige år som politiker for Dansk Folkeparti. Og han ikke er blevet mildere med de år. Eller mindre krigerisk over for de kulturradikale og indvandringen til Danmark, der i hans øjne er henholdsvis hovedfjenden og hovedproblemet.

Senest har Søren Krarup og Jesper Langballe (DF) forsvaret formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards udtalelser om udbredt praksis for voldtægt i muslimske familier. Efter tre ugers betænkningstid blev de undsagt af partiledelsen og formand Pia Kjærsgaard (DF). Det er ikke første og formentlig ikke sidste gang.

- Dér kan jeg godt blive irriteret, men jeg fortsætter med at sige præcis, hvad jeg vil. De er politikere, og hvis der kommer en ubehagelig overskrift, bliver de straks bange for, at det koster stemmer. Det er deres væsen. Jeg tager det ikke alvorligt, siger Søren Krarup.

Den 72-årige Søren Krarup er også vant til at møde hård modstand. Første gang, da han i 1960 forsvarede den afdøde forfatter og nationalist Harald Nielsen mod kulturradikale angreb.

Mest dramatisk, da han i 1986 etablerede sig som kritisk stemme over for den muslimske indvandring. Anledningen var Flygtningehjælpen, der søgte hjælp. Søren Krarup indrykkede en annonce i Jyllands-Posten, der opfordrede til boykot med ordene "Nej, ikke en krone". Reaktionerne var ikke bare tilsvininger, men dødstrusler.

Høstgudstjenesten 28. september 1986 i Seem Kirke måtte eksempelvis holdes under politibeskyttelse. Århus' daværende borgmester og senere indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) kaldte Søren Krarup for småracist. Krarup gik i retten med udtalelsen og fik medhold.

- Jeg er én af de meget få i dette land, der har dom for, at jeg ikke er racist, bemærker han om den sejr.

Han har siden kaldt menneskerettighederne for falsk religiøsitet, og den sidste større turbulens omkring hans person opstod, da Søren Krarup i 2008 skrev i Kristeligt Dagblad, at børneopdragelse er forældrenes private sag. Selvom det indebærer en endefuld. Politiken citerede dengang tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen for følgende karakteristik af Søren Krarup: "Han forfægter en rettroenhed, som er både dogmatisk og forsinkende i forhold til samfundsudviklingen. Historien vil dømme ham hårdt."

Søren Krarup griner i dag ad citatet:

- Det er den sædvanlige kulturradikale hetz – jeg er så vant til den. Det kan godt være, at historien vil dømme lidt anderledes, end hr. Schultz Jørgensen tror.

Men gruer du for, at historien vil bedømme dig hårdt?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det vil gå modsat. Jeg tror, at det, som Jesper (Jesper Langballe, red.) og jeg har lavet, vil blive bedømt som en af de afgørende ting i disse års danmarkshistorie.

På sit kontor på Christiansborg gør Søren Krarup status over sine ni år som politiker.

Han har ikke har været en videre effektiv én, forklarer han. Politik betragter han også kun som en underafdeling af den åndskamp, som han har ført ved tidsskriftet og åndsfællesskabet Tidehverv, der kalder sig "gammeldags luthersk kristendom". I det lille kontor står en computer, som han har stort besvær med at bruge. På væggene hænger malerier samt et genoptryk af den første danske oversættelse af Bibelen, foræret og farvelagt af fætteren Jesper Langballe. Sofaen, som Krarup sidder i, bruger han ofte til at tage en middagslur.

- Du skal huske på, at jeg er en gammel mand. Desuden er jeg et udpræget a-menneske og vågner meget tidligt, derfor har jeg – og i kraft af min alder – brug for en halv time på øjet. Men jeg synes heller ikke, at jeg har været særlig flittig. Jeg har heller ikke været nogen særlig dygtig politiker. På det felt vil jeg ikke tillægge mig stor fortjeneste, siger Søren Krarup.

Når han alligevel skal beskrive sin største politiske bedrift, er det, at han og Jesper Langballe i foråret 2002 var med til at stramme udlændingeloven og dæmme op for den indvandring, som han kalder "begyndelsen til en national katastrofe". Det største nederlag er EF-domstolens Metock-dom fra 2008, der gør det lettere for danske statsborgere at få familiesammenføring, end de danske regler foreskriver.

"Metock-dommen er utrolig desillusionerende,"siger Søren Krarup. "Fordi den understreger, hvor lidt vi selv bestemmer i Danmark."

Bedst er det gået med kampen mod de kulturradikale.

I bogen "Det moderne sammenbrud" fra 1984 argumenterer Søren Krarup for, at der er to hovedlinjer i det danske åndsliv. Den ene udspringer af kristendommen og Søren Kierkegaard. Den anden udspringer af oplysningstiden og Karl Marx. Sidstnævnte hovedlinje viderefører de kulturradikale ifølge Krarup mod danskheden og kristendommen. Men siden 2001 uden held.

- Det har på mange måder været utrolig opmuntrende. Jeg kalder valget i 2001 for systemskiftet. Jeg har skrevet en bog ved samme navn, hvor jeg prøver at trække den historiske baggrund op. 1900-tallet har været radikalismens og kulturradikalismens århundrede. Kulturradikalismen fører til, at Det Radikale Venstre kommer i 1905 og første gang danner regering i 1909 og sætter sig solidt på regeringsmagten fra 1913. Siden har de radikale været den afgørende faktor i dansk politik. Men det blev brudt i 2001. Det hænger for mig at se sammen med en folkelig opvågnen, som hænger sammen med en frygt for det, der sker på grund af indvandringen. Systemskiftet er altså et opgør med kulturradikalismen og Systemet Politiken, fordi der er sket en folkelig vækkelse – en konservativ bevægelse tilbage til den historiske forudsætning for, hvem vi er.

Når du bruger ordet systemskifte, har det paralleller til systemskiftet i 1901 og det institutionelle skifte til parlamentarismen. Hvori består den institutionelle ændring ved valget i 2001?

- Du skal lige være opmærksom på, at det institutionelle skifte ikke finder sted i 1901, fordi der sker ingen lovændring. Parlamentarismen indføres først med grundloven i 1953. Men der sker et skifte i 1901, idet man vedtager, at nu gælder det, at regeringen i landet skal være i overensstemmelse med Folketingets flertal. Eller der skal i hvert fald ikke være et flertal imod regeringen. Det er fuldstændig rigtigt, at der ikke sker noget institutionelt skifte i 2001. Der sker bare det – som også er blevet bekræftet ved de efterfølgende valg – at befolkningens tyngdepunkt flytter sig. Hvis man endelig vil trække det op, kan man sige, at mange socialdemokrater går til Dansk Folkeparti og Venstre, fordi man er klar over, at der sker noget katastrofalt med indvandringen. Det er ikke institutionelt, men det er temmelig solidt og har foreløbig fastholdt regeringsmagten hos det borgerlige Danmark.

Men meningsmålingerne viser ikke solid overvægt til den borgerlige side. Tværtimod vipper det. Hvordan kan du være sikker på, det ikke er et midlertidigt holdningsskifte?

- Så kan jeg til gengæld sige, at Socialdemokraterne og SF er gået over til os i spørgsmålet om indvandring. Det bekræfter systemskiftet. De er godt klar over, at befolkningen er sjæleangst for det, som sker. De er klar over, at skal de have mulighed for at komme tilbage, så må de flytte sig over til det, som Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative har sagt. De Radikale er derimod fortabte. De kan ikke flytte sig fra radikalismens rødder og idéer uden at ophøre med at eksistere. De betyder efterhånden umådelig lidt, og det er tydeligt, at SF i vid udstrækning tager deres stemmer.

Den situation er ifølge Søren Krarup de ni år i Folketinget og alle kampene værd:

- At Jesper og jeg sidder herinde, kan jeg håbe på bidrager til, at systemskiftet bliver fastholdt. Vi er dem, der især udtrykker det. Alene den omstændighed, at vi sidder her, kan måske betyde, at det har mere substans og styrke, end det ville have uden os. Det kan jeg håbe på.

Når Søren Krarup forlader politik med det folketingsvalg, der skal komme senest i november 2011, vil han bruge tiden på at læse og skrive.

Føler du, at dit politiske projekt er færdigt, når du forlader Christiansborg?

- Mit politiske projekt er færdigt. Men årsagen til, at jeg kom ind i politik – opgøret med indvandrerpolitikken, er bestemt ikke færdigt. Det kommer folk til at slås med i årtier eller århundreder.

Er det en kamp, du vil blive ved med at tage?

– Jeg er 72 år. Hvor længe jeg lever, kan jeg jo ikke vide. Men det er klart, at jeg ikke ændrer opfattelse og anliggende, fordi jeg holder op på Christiansborg. Jeg fortsætter også i Tidehverv.

Er der mere, du gerne vil sige?

– Nej, jeg synes, at jeg har snakket så meget. Jeg har snakket i 50 år. Jeg tror snart, at jeg har snakket ud.

beck@kristeligt-dagblad.dk