Prøv avisen

-- Jeg ved, det virker

-- For mig er det ikke afgørende, om det er selve healingen, der gør en forskel for folk, eller om det er den omsorg og interesse, jeg viser dem. Det vigtigste for mig er, at mennesket får det bedre, siger Joan Schroeder. -- Foto: Leif Tuxen.

Healer Joan Schroeder begyndte på eget initiativ at forske i effekten af healing. Senere fik hun støtte til det, som det offentlige kalder for et forstudie, der ikke beviser noget. Selv er hun ikke i tvivl om, at healing virker

Titlen på forskningsprojektet er hverken klinisk eller videnskabelig, men projekt "sindsro" er heller ikke blevet til i et laboratorium eller på et universitet.

Ideen opstod, da healer Joan Schroeder fik en henvendelse fra en skizofren kvinde. Joan Schroeder fik hende til at lægge sig på en briks og holdt så begge hænder på hendes hoved.

– Derefter gik jeg ind i en dyb tilstand af fred inde i mig selv, og det havde en utrolig effekt, fortæller healeren, der har klinik på Østerbro i København.

– Da hun kom, var hun meget syg. Hun kunne ikke mærke sin krop, hun kunne ikke føle vinden i ansigtet eller ømhed i musklerne, uanset hvor langt hun havde gået. Hun var voldsomt plaget af stemmer og gik ud og ind af psykoser. Hendes medicinforbrug var stort, og de seneste fire år havde hun det meste af tiden ligget på en drømmeseng hjemme hos sine forældre. Mens hun var i behandling, boede hun fem dage hos mig. Hun fik tre behandlinger dagligt, og da jeg bagefter satte hende på bussen, sagde hun til mig, at hun nu kunne mærke vinden i ansigtet. Da stortudede jeg altså, fortæller Joan Schroeder til Kristeligt Dagblad hen over køkkenbordet i lejligheden i højhuskomplekset Brøndby Strand syd for København.

Her bor hun sammen med skotsk fødte Chris Freeman, der også arbejder med healing, foruden clairvoyance og spøgelsesforløsning. Sidstnævnte betegner han som behandling, der hjælper afdødes sjæle videre på deres rejse.

Sammen med en tredje healer har de to gennemført en undersøgelse af effekten af healing, eller "sindsro", som Joan Schroeder betegner behandlingsformen. De begyndte på eget initiativ, men fik undervejs både konsulentbistand og økonomisk støtte fra det statslige Videns- og forskningscenter for alternativ behandling, VIFAB.

Formålet med projektet var at undersøge og dokumentere, hvor brugbart healing er til at behandle psykiske lidelser som depression. Forsøgspersonerne fik healerne kontakt til gennem et værested for psykisk syge og via deltagelse i et program i lokalradioen.

Otte personer, der alle havde fået stillet en diagnose inden for psykisk lidelse, indvilligede i at deltage. De modtog en behandling om ugen i 12 uger. Ligesom med den skizofrene kvinde bestod behandlingen blot i, at Joan Schroeder lagde hænder på deres hoved 20-30 minutter, mens de lå på en briks.

– Vi sørgede for, at der ikke var musik, dufte eller andre indtryk i lokalet, som kunne påvirke forsøgspersonerne under behandlingen. Vi ville holde forsøget så rent som muligt, forklarer hun.

Da forsøget var gennemført, fik healerne bag projektet konsulentbistand fra VIFAB. Forskerne på det statslige center rådgav om, hvordan resultaterne skulle behandles og formidles i en rapport. I den 55 sider lange beskrivelse af forsøget konkluderede de tre healere, at "ren healing virker positivt på samtlige deltageres oplevelse af deres livskvalitet og den deraf følgende mindre styring af den psykiske lidelse."

Forbedringen af forsøgspersonernes livskvalitet er opgjort på den måde, at deltagerne selv vurderede deres livskvalitet før og efter behandlingen. Før lød den gennemsnitlige vurdering, at livskvaliteten var på 50 procent. Efter behandlingerne var vurderingen 75 procent.

Joan Schroeder er ikke i tvivl om, at det var healing, som gjorde forskellen for deltagerne.

Den vurdering kan formanden for VIFAB, Hanne Mollerup, dog ikke tilslutte sig ud fra forsøget. I stedet peger hun på, at projekt "sindsro" kan have værdi som et beskrivende projekt, der giver ny viden om, hvem der går til healere, og hvordan healere tænker og arbejder.

– Man kan ikke bevise meget med den form for forskning. Man kan bruge det som baggrund for at undre sig og stille spørgsmål ved sammenhænge. Healerne har beskrevet deres arbejdsmetoder og deres klienters oplevelse af behandlingen. Derefter skal man prøve, om det holder vand. Man skal have en hypotese og prøve den af med randomiserede, blindede forsøg, forklarer Hanne Mollerup, der til daglig læge på Rigshospitalet.

Ved randomiserede forsøg udvælges personerne tilfældigt, mens blindede forsøg foregår ved, at det kun er en del af personerne, som deltager i forsøget, og at de, som gør, ikke selv ved det. På den måde forsøger man at tage højde for en eventuel placebo-effekt, det vil sige, at forsøgspersonerne lader sig påvirke psykisk alene af, at de ved, de får behandling.

– Hvis man skal bevise en sammenhæng mellem behandling og effekt, skal antallet af forsøgspatienter være stort. Det skal sandsynligheden for en sammenhæng også. Den skal som hovedregel ligge på mindst 95 procent, forklarer Hanne Mollerup.

Joan Schroeder erkender gerne, at hendes eget private forsøg ikke giver noget videnskabeligt bevis for, at healing virker. Derfor kunne hun godt tænke sig at gennemføre nye forsøg. Men efter at have lagt utallige arbejdstimer i det første projekt, kniber det med tid og overskud til at kaste sig over et nyt.

– Hvis jeg skulle lave en ny undersøgelse, ville jeg kontakte VIFAB, før jeg gik i gang. Jeg ved ingenting om undersøgelsesdesign og metoder, siger hun.

VIFAB har siden 2000 støttet private forskningsprojekter inden for alternativ behandling, og Joan Schroeder kunne godt tænke sig at søge om at få del i midlerne. Men lige nu vil det kræve for meget arbejde bare at gennemføre de forstudier, der skal danne grundlag for en ansøgning.

En anden hindring er uvilje fra læger fra det etablerede sundhedssystem.

– Vi ville gerne have haft en psykiater til at vurdere vores datamateriale og vores fremgangsmåde. Men dem, vi har henvendt os til, ville ikke arbejde sammen med os, forklarer hun.

Trods de praktiske problemer ligger det Joan Schroeder meget på sinde at få afklaret, om – i og fald hvordan – healing virker.

– Jeg ved selv, at det virker. Folk har det bedre, når de har været til behandling hos mig. Jeg vil gerne vide, hvorfor og hvordan, forklarer hun, inden hun med et træk på skuldrene svarer på, hvad hun vil stille op, hvis forsøgene viser, at der ikke kan måles nogen effekt af healing.

– Hvis det viser sig bare et være placebo-effekt, så må det være sådan. For mig er det ikke afgørende, om det er selve healingen, der gør en forskel for folk, eller om det er den omsorg og interesse, jeg viser dem. Det vigtigste for mig er, at mennesket får det bedre.

bonde@kristeligt-dagblad.dk