Det tog fire timer at få Nemo ud af bilen, første gang Frank Røikjær havde hunden med hjem. To år at lære den at omgås andre hunde uden at gø som en gal. Og et par minutter at miste den igen.
"Jeg får stadig tudeture," fortæller han.
Den 11-årige schæferhund blev aflivet i januar på grund af en svulst i hjernen. Det er syv måneder siden.
"I starten græd jeg hver dag. Nu går der uger. Men så er det til gengæld i længere tid. Op til en time."
Frank Røikjær ligner ikke typen, der græder over døde kæledyr.
Før han i 2004 blev hundetræner, var han soldat på Cypern, i Kuwait og i Kroatien under Balkankrigene. Et ar snor sig ved venstre albue, mens højre håndled har mærker efter fem hundetænder. Det er Dinas og Livas tænder, en labrador og en schæferhund, der trisser rundt mellem benene på os i Frank Røikjærs råhvide træhus uden for Odder. Hånden havnede mellem tænderne på hundene, da han for nylig måtte skille dem ad.
Det tager han ikke så tungt. Schæferen Liva er helt ny i familien, og "10 procent klogere end en knækket havelåge". Den gør og hopper, mens Rikke, Frank Røikjærs veninde, holder den i seletøjet og tysser på den. Det er hendes hund, og Frank Røikjær hjælper hende med opdragelsen.
Han har en svaghed for "små terrorister" - hunde, som har været udsat for vanrøgt og er svære at håndtere. Sådan er det med Liva. Sådan var det med Nemo.
"Nemo var i en skidt forfatning, da jeg fik ham. Han var fire år og havde haft hårdhændede ejere. Jeg ville have en schæfer, og jeg ville have en udfordring. Jeg havde plapret op om, at jeg kunne alt med hunde. Det tog fire timer at få ham ud af bilen, da jeg havde hentet ham fra den tidligere ejer, fordi han bed efter mig. I starten kunne jeg ikke få kontakt med ham - det var som at arbejde med en tom papkasse."
Efter to og et halvt års daglig træning, kostændring, dyrlægebesøg og halvanden times daglig gåtur var terroristen blevet til en lalleglad hund, der kunne snakke med gud og hvermand.
"For pokker, jeg var så stolt og glad for ham. Alle de der succeser. Første gang han satte sig på kommando; første gang han var på træningsbanen uden at gå amok, når han så en anden hund. Det var min egen svendeprøve."
LÆS OGSÅ: Firbenede besøgsvenner gør god gavn blandt ældre
På køkkenvæggen hænger et stort fotografi trykt på lærred af en schæferhund, der plasker rundt i en bæk. På en kommode under billedet ligger et sort læderhalsbånd, som danner en cirkel. Inden i cirklen ligger et id-kort fra Dansk Hunderegister.
"Det er hans halsbånd. Jeg ved, det er skørt, men jeg har en idé om, at andre ikke må røre ved det. Man må kigge på det, bare ikke røre."
Frank Røikjær står ved kommoden og kigger lidt på halsbåndet, tager det op, lægger det igen.
"Skør idé."
Halsbåndet skal ligge der, til han er færdig med at sørge over Nemo. Hvor længe det varer, ved han ikke. Indtil videre godt et halvt år.
Hunden begyndte at miste koncentrationen i juledagene 2012. Han tog den med til dyrlægen og fik at vide, at den havde en hjernesvulst. Så længe hunden ikke led, gjorde svulsten ikke noget. Men i januar blev det værre. Nemo begyndte at miste balancen. Den tabte skridt til den ene side, når den legede på stablerne af træstammer i skoven. Hovedet begyndte at hælde til siden. Hunden begyndte at pibe. Frank Røikjær besluttede sig.
"Men dyrlægen kunne ikke tage Nemo ind med det samme. Så vi havde to dage, hvor han fik lov til at gøre alt det, han syntes var sjovt. Finde godbidder, gå tur i skoven, på stranden og i byen, snuse efter damer, få livretter."
Lørdag den 19. januar kørte de to til dyreklinikken. Nemo gik omkring i konsultationen, inden dyrlægen gav den en beroligende sprøjte. Frank Røikjær satte sig på gulvet. Efter nogen tid lagde Nemo sig med hovedet i hans skød.
"Man taler om, at hørelsen er noget af det sidste, der forsvinder hos os mennesker. Jeg tænkte, at det er det samme hos hunde, så jeg talte beroligende til ham og fortalte ham, hvor dygtig han var."
Frank Røikjær spurgte dyrlægen, om han måtte lægge hånden på hundens hjerte, mens den fik den sidste sprøjte. Det måtte han. Dyrlægen fandt en blodåre og gav hunden en overdosis beroligende middel.
LÆS OGSÅ: Sorg over kæledyr kan minde om sorg over et menneske
Hans hjertebanken steg, og så var den væk ...
Da han kom hjem, lå labradoren Dina ved døren ud til haven og snusede til Nemos tæppe. Frank Røikjær lagde sig ved siden af hunden og faldt i søvn.
Frank Røikjær har hele tiden talt hurtigt, lidt mumlende, men han har afsluttet hver sætning. Det gør han ikke nu. Han holder en pause.
Du bliver stadig rørt af at tale om det?
"Ork ja. Der kan sagtens gå lang tid, hvor jeg ikke tænker på ham. Men når han har fyldt så meget af mit liv ... I starten føltes det næsten ubærligt."
Det lyder lidt voldsomt.
"Ja. Det er jo bare en hund, siger han og laver gåseøjne med pegefingre og langemænd.Men det handler også om al den tid, vi har brugt sammen. Jeg har lagt meget af mig selv i den hund, så jeg mister noget af mig selv."
Han tænker lidt.
"Jeg ved ikke, om kærlighed er det rigtige ord. Det er jo et rovdyr. Men den der hengivenhed er gribende. Uanset hvor dårligt humør man er i, er den glad for at se en."
Han får Dina og Liva op i den sorte Opel, og vi kører ud til en af de omkringliggende skove, hvor han hver dag gik tur med Nemo.
"Han gik altid her på stien foran mig."
Er der nogen, der har sagt, at nu må du tage dig sammen?
"Nej, det er mest noget med, at folk spørger: Er du kommet over Nemo? Nej, ikke endnu. Og så begynder deres øjne at flakke. Jeg forstår da udmærket, hvis folk ikke forstår det. Det kan man ikke, hvis man ikke har haft dyr. Men for de fleste hundeejere er hunden en del af familien, og det gør ondt at miste et familiemedlem."
Oplever du det som et tabu?
"Tabu handler om, at der er noget, man ikke vil. Jeg tror ganske enkelt, at det er svært for mange. De ved ikke, hvordan de skal reagere."
Er sorgen lige så tung, som hvis du havde mistet et nærtstående menneske?
Tænkepause.
"Det er jeg bange for, at den er. Jeg mistede min morfar for fem-seks år siden. Jeg var meget tæt på ham. Men savnet og sorgen, efter at jeg mistede Nemo, det er tæt på noget af det samme. Det handler også om, at der er flere at tale med, når man mister et menneske. Jeg kan ikke på samme måde gå til min søster og sige, nu savner jeg Nemo. Min søster er et dejligt menneske, men hun er ikke den store dyreelsker. Så man kommer hurtigt til at sidde alene med processen."
En bæk snor sig tæt ved skovstien. Frank Røikjær peger på den. Fotografiet på køkkenvæggen er taget her.
Har du været i terapi?
"Jeg havde fat i en bog om at håndtere sorg, men fik den skøre idé, at det ville blive værre, hvis jeg læste den. Helt irrationelt. Jeg var jo så ked af det hele tiden i starten. Men det har været vigtigt for mig, at det faktisk er okay at være ked af det. Det er et dyr, ikke et menneske, det ved jeg. Men derfor kan man godt være rigtig ked af det."
Ja. Men lige så ked af det, som når man mister et menneske? Det kan være svært at forstå.
"Vi skaber nok nogle illusioner om, hvad hunden er. I virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad der foregår inden i hovedet på den. Det er lidt som med en kæreste, man er nyforelsket i, og som man sætter på en piedestal. Man har ikke en levende chance for at pille hende ned igen."
Dina og Liva pisker rundt mellem ask og bøg med snuderne i skovbunden.
"Nemo var hyrdehund. Han holdt os samlet. Når Dina løb for langt væk, løb han ud og hentede hende. Nu tør hun ikke løbe for langt væk."
Så smiler Frank Røikjær.
"Den der kæmpe hund med flaprende hængeører og tungen ud af halsen, der kom piskende gennem bladene."
Frank Røikjær laver flap-ører med hænderne.
"Det savner jeg."