Prøv avisen

62-årige John har Alzheimers: Jeg ville ønske, at folk turde spørge fremfor at træde et skridt væk

John Larsen har levet med sygdommen Alzheimers i fire år. Han efterlyser, at den almindelige dansker møder demente borgere med nysgerrighed frem for undren. Privatfoto.

Siden 62-årige John Larsen fik konstateret Alzheimers for fire år siden, har han måttet vænne sig til undrende blikke, når hukommelsen glipper. Selv håndterer han sin sygdom med åbenhed, og han håber, at omverdenen en dag vil gøre det samme

Da John Larsen op til jul cyklede ned til den lokale købmand i Odense for at købe en enkelt ting til desserten juleaften, nåede han lige akkurat inden for butikkens døre, før det gik op for ham, at han havde glemt sit ærinde. Derfor spurgte han den første og bedste forbipasserende til råds om, hvad man putter oven på risalamanden.

”Der er jo kun ét svar på det spørgsmål, så det tog mig et øjeblik at blive mindet om, at det var kirsebærsovs, jeg selvfølgelig skulle have med hjem,” siger John Larsen.

For fire år siden fik han konstateret sygdommen Alzheimers, og selvom han i dag, som 62-årig, lever et rimelig aktivt liv som førtidspensionist med en kone, der holder sammen på hverdagen for ham, mærker han dagligt, hvordan hukommelsen glipper. Når det sker, henvender han sig ofte til folk og siger ligeud, at han har Alzheimers og brug for hjælp, men selvom han har besluttet sig at være åben omkring sin sygdom og række ud til mennesker, han ikke kender, når det bliver nødvendigt, kunne han godt ønske sig, at omverdenen var bedre til at gøre det samme:

”Når jeg pludselig glemmer noget, kan jeg godt gå i stå i det, jeg laver. Mit blik flakker lidt, og det får tit folk til at skabe afstand. Måske tænker de ’han er nok mærkelig, ham der’ eller ’måske er han på et eller andet’, og det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig. Men jeg ville ønske, at de bare ville spørge fremfor at træde et skridt væk.”

Konkret håber John Larsen, at særligt butikkerne vil blive mere opmærksomme på demensramte kunder, som det for eksempel allerede er sket med supermarkedskæden Rema 1000, der i samarbejde med Alzheimerforeningen har sat sig for at gøre samtlige deres 272 butikker demensvenlige ved at uddanne personalet til at være opmærksom på demente kunder.

Selvom John Larsen er glad for, at hans Alzheimers endnu ikke er så fremadskridende, at den har forhindret ham i cykelture og aktiviteter i lokalsamfundet, var det en særlig udfordring at få diagnosen i så ung en alder. For folk forbandt ganske enkelt ikke demens med en person i slutningen af halvtredserne:

”Når mange tænker på demens, ser de for sig et gammelt menneske, der er langt over pensionsalderen. Men jeg var relativt ung, da jeg fik diagnosen, derfor var det ikke så ofte, at folk forbandt demens med sådan en som mig.”

John Larsen er glad for, at oplysningsprojekter som Alzheimersforeningens ”demensven” forsøger at udbrede kendskabet til livet med demens, for jo bedre kendskab omverdenen har, desto nemmere er det at færdes i den:

”Vi med demens skal stadig kunne bevæge os i samfundet og have et dagligdags liv, så længe det er muligt, og det er klart, at det bliver væsentligt nemmere, hvis den almene dansker har bare en beskeden viden om, hvordan demens kan tage sig ud.”