Mille er kvik. Meget kvik endda og lærer derfor efter andre bøger end kammeraterne i 6. klasse. Hun tænker også ofte anderledes, men kan ikke helt forklare hvordan, siger hun.
Hun har altid været en glad og socialt velfungerende pige, så forældrene Henriette og Peder Dybdal Cajar glædede sig bare over, at deres datter havde nemt ved alting. Det var først da den syvårige lillebror Mads for to og et halvt år siden for alvor begyndte at skille sig ud, at de blev klar over, at begge børn havde brug for særlig opmærksomhed.
Mads var meget urolig med en ekstrem retfærdighedssans, der ofte gjorde ham ked af det over små ting. Måske havde han Aspergers syndrom, som er en form for autisme, lød den umiddelbare mistanke hos psykologen. En test af hans intelligens afslørede dog, at han simpelthen bare var meget højt begavet, men havde en såkaldt asynkron udvikling. Fagligt er han i dag som en 10-11 årig, men modenhedsmæssigt nogle gange ikke ældre end fem.
"Det er skræmmende at tænke på, hvordan det var gået Mads, hvis han bare var gjort til et typisk problembarn, fordi ingen vidste bedre. Mange højt begavede børn bliver fejldiagnosticeret på den måde, fordi deres adfærd ofte minder om den hos børn med Asperger," siger Henriette Dybdal Cajar, som i dag er med til at screene højt begavede børn for organisationen Gifted Children.
I stedet for kompenserende specialhjælp rykkede Mads derfor en klasse op for at blive fagligt udfordret, og det gjorde ham til en helt ny dreng. Samtidig blev Mille også testet, og udfordringerne til hende blev sat i system. Men selv om alle i familien i dag fungerer bedre, er hverdagen stadig fuld af særlige behov. Derfor er alle fire taget med til Brandbjerg Højskole for at blive endnu bedre til at håndtere alt det, der følger med et hurtigt hoved. For Mille handler det især om ikke at føle sig anderledes, forklarer hun:
"Når jeg derhjemme skal finde en ny ven, skal jeg først finde ud af, hvad vi har til fælles. Her er vi mere ens, og jeg føler mig tættere på mange af dem, jeg kun har kendt i to dage her på højskolen, end dem derhjemme, som jeg har kendt altid. Det er som at være sammen med en masse bedste venner."
Hvorfor er det sådan, tror du?
"Jeg har det generelt bedst med ikke at skille mig ud. Derhjemme har jeg det ofte bedre med folk, der er ældre end mig. Eller yngre, for så er der mange forskelle på os, og så er det ikke så tydeligt, at jeg er anderledes."
Er der også gode ting ved at have nemt ved alting?
"Det kan selvfølgelig være rart ikke at have svært ved opgaverne i skolen, men det er aldrig noget, jeg praler med. For når jeg er færdig og bare sidder og kigger ud i luften, eller når jeg igen har fået en ny bog, som de andre ikke har, kigger de andre i klassen mærkeligt på mig. En af drengene siger, at han gerne vil være lige som mig næste år. Det er meget rart."
For Henriette Dybdal Cajar, Milles mor, er det heller ikke altid nemt at håndtere den gave, begge børnene har fået. Hun ved, at højt begavede drenge har det sværest omkring Mads´ alder, hvor der ingen hæmninger er, mens pigerne kæmper mest i teenagealderen, hvor hæmninger fylder alt, så måske bliver det lettere for alle om nogle år.
"Først tænkte jeg: Fedt, mine børn er super intelligente. Det må gøre mange ting nemmere. Men særligt med Mads har jeg måtte indse, at begavelse ikke altid bare er en gave. Jeg ville ønske, jeg kunne tage 10 procent af farten i hans hoved. I stedet kan jeg forsøge at strukturere hans dag. Det er sådan, han trives, og det er vigtigere, end hvor klog han er," siger hun.