Prøv avisen
Interview

Marianne Jelved: Det er kørt af sporet, fordi økonomien i sig selv er blevet målet

At være politiker er for hende at være parat til at samarbejde, og det har ikke ændret sig. Men det er der andet, der har, siger hun i dette interview. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Som radikal leder og økonomiminister blev Marianne Jelved om nogen kendt for at være den, der ville holde landet på den økonomiske dyds smalle sti. I morgen fejrer hun 75 års fødselsdag med en erkendelse af, at økonomi som et politisk mål i sig selv har taget overhånd

Sig ordene konkurrencestat, økonomisk mådehold og håndtaske, og billedet af Marianne Jelved, den tidligere radikale partileder og minister, vil tone frem på nethinden hos mange, i hvert fald lidt ældre, læsere.

I dag fylder hun 75 år, og det er en anledning til at se tilbage.

Når man spørger, hvad der har været det bedste ved at være i Folketinget i 31 år, som hun runder på lørdag, vender Marianne Jelved sig mod de personlige relationer både til politikerkolleger herhjemme og i udlandet.

”Jeg synes, det er en kæmpestor gave, at vi har et konsensussamfund inden for væggene her på Christiansborg. Hvor vi kan sidde sammen med socialministeren med repræsentanter for alle partier og lave store ændringer i sociallovgivningen i ro, samdrægtighed og uenighed og så videre,” siger Marianne Jelved.

At være politiker er for hende at være parat til at samarbejde, og det har ikke ændret sig. Men det er der andet, der har.

De Radikale står i dag med en erklæring fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om, at hun vil danne en regering uden De Radikale, hvis der bliver rødt flertal efter næste valg.

Det er et politisk nybrud siden begyndelsen af 1990’erne, hvor Socialdemokratiet og De Radikale har stået sammen om at regere, når muligheden bød sig til. På Christiansborg har det forlydt, at den radikale folketingsgruppe er splittet over det ultimatum, Morten Østergaard har givet Socialdemokratiet om, at der skal være et skriftligt grundlag, før partiet vil pege på Mette Frederiksen som statsminister denne gang. Angiveligt skulle Marianne Jelved være blandt kritikerne, men hun forsvarer Øster- gaards strategi.

”Jamen, Mette og Morten må jo sætte sig ned og tale om, om det skal være skriftligt, eller om det kan gøres på en anden måde. Vanskeligere er det heller ikke,” siger hun.

Når Jelved skal pege på den største forandring i dansk politik nævner hun noget andet end forholdet til Socialdemokratiet. Det handler om den danske frihedstradition, der er under forandring.

”Hele vores frihedstradition med folkehøjskoler, friskoler, frikirker, folkeoplysning og så videre er en gave, som i disse år bliver presset, fordi der pludselig bliver uenigheder mellem politikerne om, hvordan man håndterer det, når der kommer andre etniske grupper ind i samfundet,” siger Marianne Jelved.

Som et konkret eksempel

kan man i dag ikke længere bare oprette en ny friskole –det skal man på forhånd have undervisningsministerens tilladelse til.

”En anden ændring er, at vi tidligere har været et konsensussamfund, hvor Folketinget har kunnet forhandle med kommuner og organisationer, der har været berørt, når et politisk område har været til forhandling. Så har man fundet nogle løsninger sammen og har inddraget de mennesker, der har været berørt af forandringer i samfundet.”

”Vi har faktisk forkortet vores arbejdstid herinde ved at springe det led over og i stedet bare beslutte på regeringsniveau, at nu gør vi sådan og sådan.”

Som ordfører på fri- og efterskoleområdet og som tidligere lærer kender Marianne Jelved meget til uddannelsessektoren, og her er tendensen i hvert fald klar, mener hun.

Den seneste folkeskolereform fra 2013 blev kørt igennem, uden at lærerne blev inddraget – helt modsat erfaringen fra 1993, da den radikale undervisningsminister hed Ole Vig Jensen. Dengang gik der et fireårigt udvalgsarbejde forud for den datidige folkeskolereform, og der blev lærerne inddraget. Marianne Jelved skynder sig at tilføje, at undervisningsminister Christine Antorini (S) faktisk forsøgte at gøre det samme med sit udspil ”Ny Nordisk Skole” i 2013.

”Men på et tidspunkt går Finansministeriet billedligt talt ind i forhandlingerne for at få styr på det. Det er ikke Antorinis skyld, det er bare den måde, institutionerne arbejder på i dag, også herinde.”

”Det har noget at gøre med New Public Management og hele konkurrencestatskonceptet. At der bliver en rationalitet – jeg prøver at sige det neutralt – fordi det skal gå stærkt, og vi kan ikke sidde i mange år med det her og drøfte den ene model efter den anden. Derfor er der sket en ændring i måden at tilrettelægge det politiske arbejde på,” siger Marianne Jelved.

Med hendes ord er vi gået fra at være et konsensussamfund til at blive et ”styret samfund.”

”Det med, at vi får mindre inddragelse og medejerskab til vores samfund, vil jeg ikke bare lukke øjnene for. Derfor vil jeg gerne bidrage til, at vi får mere ledelse af samfundet og ikke mere styring af det. Jeg beskæftiger mig rigtig meget med ledelse, hvordan man kan lave ledelse, samtidig med at økonomien stadig er i fokus. Styringen er jo kommet som et udtryk for, at vi bedre kan styre økonomien ved at styre efter nogle bestemte mål.”

Men så melder spørgsmålet sig: Var det ikke Marianne Jelved selv, der som økonomiminister om nogen talte for den økonomiske rationalitet? Som truede med håndtasken? Som selv befordrede New Public Management?

”Jo, New Public Management begyndte nu allerede i 1980’erne. Jeg har diskuteret konkurrencestat med Ove Kaj Pedersen flere gange. (Dansk professor og forfatter til bøger om begrebet ”konkurrencestaten”, red.). Han synes, jeg var en fantastisk god konkurrencestatsminister, fordi jeg fik orden på økonomien, selvfølgelig sammen med Mogens Lykketoft og Poul Nyrup.”

”Jeg forstår godt, hvad han mener, men jeg har stadig ikke givet afkald på den måde at inddrage folk i de beslutninger, der vedrører dem. Det var også en del af den måde, vi drev politik på i 1990’erne, som vi gjorde os umage med, men det skal fornys.”

”Det er kørt af sporet, fordi økonomien i sig selv er blevet målet, og alting skal kunne måles og gøres kvantificerbart. Det skaber afstande mellem grupper i befolkningen, som er uheldige.”

Marianne Jelved ser sig selv i kampen mod den udvikling. Pension er fortsat ikke noget, der er inde i overvejelserne.

”Politik er jo min hobby,” som hun forklarer.