Prøv avisen

Jens Chr. Hansen: Her var jeg 11. september 2001

Jens Chr. Hansen, erhvervskommentator for Berlingske, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten:

Hvor var du 11. september 2001?

- Manhattan, New York. En flot, flot solrig, klar og blå september-morgen. US Open i tennis var netop overstået, den amerikanske økonomi var ved at gå i stå, aktierne på Wall Street var faldet igennem nogen tid. Jeg arbejdede som korrespondent for Jyllands-Posten. Kom ud på gaden og gik ned mod South Manhattan. Titusinder af kontorfolk, handlende, studerende, gadehandlere, hjemløse, turister masede imod mig den anden vej, på vej væk.

- Al kommunikation var lukket ned, mobiltelefoner, telefonbokse, alt var kaos, ingen vidste noget, i det fjerne hørtes hylende sirener. Det eneste man kunne se var den sorte røg, der steg op mod den lyseblå himmel over Sydmanhattan. Enhver bar, frisørsalon eller gadekøkken havde et lille tv stående. Ingen sagde noget, billederne kørte som på en film, alle kiggede bare måbende på tv'et ude af stand til at fatte, hvad der var sket.

Hvad tænkte du, da terrorangrebet indtraf?

- I første omgang troede jeg, at et lille privatfly var kommet på afveje. Da så det andet fly ramte, kom jeg til at sige højt til mig selv, det er terror. Newyorkerne var fuldstændig lamslåede. De blev stille, mange ligefrem eftertænksomme, apatiske, andre nægtede at tro, at det var sandt. Det enorme energiniveau på Manhattan blev for en stund suget ud af newyorkerne, energien sat på stand-by.

- Siden kom så den særlige amerikanske patriot-følelse, sorgen. Døden kom uventet til mange hjem. Jeg interviewede flere mødre og fædre, som pludselig fik familien revet midt over, da den ene af ægtefællerne døde i World Trade Center-ruinerne. I disse huse herskede døden, stilheden, fortvivlelsen, sorgen. På gaden interviewede jeg grædende mænd og kvinder, som søgte efter deres nære, som i flere dage nægtede at tro på, at netop deres kære nu var døde og borte.

- Det tog uger og måneder før ligene og resterne af ligene blev identificeret. Derfor bevarede mange håbet om et mirakel, at man ville finde sin mand, kone, onkel, kæreste på et hospital, i en park eller et andet sted, hvor det pågældende familiemedlem kunne være endt som følge af hukommelsestab eller sygdom. Men miraklerne udeblev, og begravelser blev over de næstfølgende uger dagligdags begivenheder.

- Begge mine børn havde skolekammerater, som havde mistet en far, en mor en onkel. I mange dage var det nære, familien, sorgen, fortvivlelsen og medfølelsen fra bekendte det, der kendetegnede dagliglivet i New York. Første senere kom de store verdenspolitiske diskussioner om hævn, gengældelse og krig.

Hvilken betydning har begivenheden haft for dig?

- Den 11. september 2001 er den mærkeligste og professionelt absolut mest frustrerende dag i mit liv. Meget er forsvundet i hukommelsen, meget står som en tåge, en uvirkelighed. Et mærkeligt kaos af billeder i baghovedet, som jeg har svært ved at få sat i system.

- Som korrespondent skulle jeg være blevet i mit hjem, foran tv'et, derfra have fulgt slagets gang og ud fra det skrevet min reportage om den værste dag i New Yorks historie. Ude på gaden, hvor jeg var, var der absolut intet overblik. Ingen vidste noget, heller ikke politiet. Alt var kaos, og det betød, at jeg blev fanget i dette transportkaos, og hverken kunne ringe (al kommunikation over Manhattan var lukket ned) eller komme hjem til computeren og sende min reportage. Tænk sig at befinde sig netop der, hvor hele verdens opmærksomhed var samlet omkring - og så kunne jeg ikke komme af med mine ord. I hvert fald ikke til næste dags avis.

- Ud over min egen fortvivlelse og frustrationer husker jeg den 11. september 2001 som den dag, hvor det gik op for enhver amerikaner og newyorkerne i særdeleshed, at de ikke var usårlige. At New York ikke var en uindtagelig borg. At hadet til USA var så voldsomt, at "blot" 19 feje selvmordere efter en lang, minutiøs og detaljeret planlægning kunne sætte et så voldsomt angreb ind i hjertet af USA. En skræmmende oplevelse.

- Men jeg oplevede også, hvordan amerikanere af alle politiske afstøbninger, oprindelig herkomst og hvad der ellers måtte være af forskelligheder i en stærk patriotisk ånd stod sammen om deres USA. Og på den måde kom videre. Hævnfølelsen, der var så udtalt i det politiske Washington var langt fra så udtalt på gaden hos de almindelige newyorkere.

- Og så husker jeg fortsat, nu ti år efter, den særlige svedne, kvalmende og lidt sødmefyldte lugt af død og lig, der hang over hele det sydlige Manhattan i måneder.