Jens elsker friheden og vil dø med en kløvehammer i hånden

Folkepensionisten Jens flyttede for 20 år siden fra Nørrebro til Nordjylland og fandt værdien i et friere liv på landet. Han bor i et koldt hus med sin hund. Helbredet skranter. Han er alene og har svært ved at slæbe brænde, men alligevel vil han ikke flytte

Jens er 70 år og har boet i landejendommen i Nordjylland i 20 år. ”Jeg går ikke ind for sådan en Bo Bedre-stil. Jeg elsker at samle gamle ting og sager, så længe der er plads i huset,” siger han.
Jens er 70 år og har boet i landejendommen i Nordjylland i 20 år. ”Jeg går ikke ind for sådan en Bo Bedre-stil. Jeg elsker at samle gamle ting og sager, så længe der er plads i huset,” siger han. Foto: Leif Tuxen.

Den 70-årige folkepensionist Jens hverken bor eller lever som de fleste. Foran indgangen til det hvidkalkede hus i Nordjylland ligger tomme vodkaflasker i en plastiksæk. I haven er en nedlagt toiletkumme fyldt op med jord og planter.

Da vi kommer, blokerer en stor lastbil den snævre vej. To mænd sætter en palle brænde ved indkørslen.

”Kan I ikke køre brændet helt op til laden, for jeg har svært ved selv at slæbe det?,” spørger Jens. Men pallen bliver sat af ved indkørslen, og Jens overvejer, hvordan han skal slæbe brændestykkerne op til laden 100 meter fra vejen. Han fyrer op med brænde og briketter. Det er billigt og arbejdskrævende. Da han var yngre, var det ingen sag, og han elskede at kløve de store brændestykker. Nu har han dårlig ryg og mange smerter, så han må fordele opgaven over mange dage. Nogle dage har temperaturen i hans hus været nede på 12 grader, fordi han ikke magtede at fylde brænde på fyret.

Jens er høj og mager. Det sølvfarvede hår er bundet op i en lang hestehale, og hans øjne er lige så intense og blå som stenen i sølvringen på hans venstre ringfinger. Han har grønne termobukser og fleecetrøje på og en special hat med sælskindskant, som han selv har syet.

For 20 år siden købte han den lille landejendom i Jammerbugt Kommune efter at have solgt en andelslejlighed i København, og han kunne ikke tænke sig at bo andre steder. Han føler sig ikke som en, der skal hjælpes, selvom hans skrantende helbred gør det svært at slæbe brænde og varme huset op, og andre ville betegne ham som en socialt udsat eneboer. 

Hvis Jens var mere frisk, ville han gerne prøve kræfter med at leve i vildmarken. Han er glad for, at han aldrig har levet et konformt 8-16-liv.
Hvis Jens var mere frisk, ville han gerne prøve kræfter med at leve i vildmarken. Han er glad for, at han aldrig har levet et konformt 8-16-liv. Foto: Leif Tuxen.

En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at stadig flere socialt udsatte flytter fra de store byer til mindre byer eller ud på landet. Og den vandring forstår Jens godt.

”Det er langt mere frit at bo herude, selvom det også kan være svært, fordi der er langt til alting,” siger Jens, der er glad for, at hans liv aldrig har været konformt med et 8-16 job.   

Han ejer ikke en bil. Hans eneste transportmiddel er en knallert, og indimellem skal han til hospitalsbehandling langt væk. Men det er ikke noget problem, siger Jens. Så kommer der en sygetransport og henter ham. 

Jens viser os indenfor i det lavloftede, råkolde bondehus. I køkkenet står opvask fra et par dage, og på gulvet ligger colliehunden Carlo. Hunden gør lidt af de fremmede, men Jens får den hurtigt kaldt til ro. Vi sætter os ved det tunge egetræsbord i stuen. Der er spindelvæv i hjørner og under lofter og ting overalt. Askebægre, stakke af reklamer, små thailandske figurer foræret af en ven. På væggen hænger masser af billeder - herunder også det portræt af Jens og hans ene søn, som Jens’ ekskone har malet. Bag ham hænger en stabel lædertasker, som han selv har syet. I baggrunden piber en alarm ubønhørligt. Det er en rottealarm, som skal skræmme de ubudne gæster væk. Heldigvis tager hunden også en del af rotterne, fortæller Jens, der har haft besøg af kommunens rottefænger.

Jens elsker at samle ting og sager, så længe der er plads i huset.
Jens elsker at samle ting og sager, så længe der er plads i huset. Foto: Leif Tuxen.

”Jeg går ikke ind for sådan en Bo Bedre stil. Jeg elsker at samle gamle ting og sager. Så længe der er plads i huset. Jeg tænker ikke på at rydde op, for hvad jeg skulle det for? Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede,” siger Jens.

Trives ikke i byen

Jens flyttede til husmandsstedet fra København sammen med sin daværende hustru og deres første barn for omkring 25 år siden, fordi han søgte friheden på landet. Den yngste søn er i dag teenager og bor hos sin mor. Hans storebror er butiksansat. 

”Vi boede i en lejlighed på Nørrebro, og det var ikke noget for mig. Jeg trives ikke i byen. Her på landet oplever jeg en frihed. Jeg har ikke naboer. Der er ikke høj musik udover det, jeg selv spiller. Jeg kan heller ikke genere nogen. Jeg føler mig ikke ensom. Jo, måske engang imellem, men det er ikke noget, jeg går op i,” siger Jens.

I flere år arbejdede hans kone, mens Jens gik hjemme og passede parrets to sønner.

”Jeg har altid været et arbejdssky element. Hvis jeg har kunnet overleve uden at arbejde, så har jeg gjort det. Jeg har aldrig haft interesse i at søge 30-40 jobs. Når nogen har sagt: ’Skulle du ikke tage og søge et arbejde, har jeg svaret: ’De kan ringe, hvis de har brug for mig´. Det kedelige almindelige liv har ikke været noget for mig,” siger Jens.

Det er ikke, fordi Jens har noget imod at bestille noget. I mange år dyrkede han grøntsager i haven, men det har helbredet sat en stopper for. Han viser de mange læderjakker frem, han har syet. Han har også isoleret bondehusets loftsetage, så hans sønner kunne bo der, da de boede hjemme. I dag er loftsetagen fyldt med alskens ting.

Da børnene var mindre, følte Jens, at de andre forældre i børnenes klasse så skævt til ham. Men sønnernes klassekammerater elskede fødselsdagene på husmandsstedet. Her kunne de klatre rundt og lege vilde lege. Jens fortæller historien om, hvordan han på et tidspunkt pustede 30 balloner op sammen med en gruppe børn. De var ellevilde.

Venner og fjender

Efter skilsmissen fra børnenes mor har Jens boet alene i flere år. Han har venner, som han sjældent ser og også, hvad han betegner som fjender på lokale værtshuse. I sommeren 2021 mødte han socialpædagog Finn Hove Pedersen fra KFUM´s Sociale Arbejdes Social Drive Out. Det er et initiativ, der under corona kørte ud til socialt udsatte i hele landet og siden er fortsat. Til jul kom Finn Hove Pedersen med en kasse med flæskesteg og anden julemad. Det var skønt, syntes Jens, der holdt juleaften med sin hund.

”Det var min ekskone, der mente, at Social Drive Out var noget for mig,” siger Jens, der i første omgang mødte Finn Hove Pedersen på et såkaldt Social Drive Out-stop i den nærmeste lille by.

Bekendtskabet udviklede sig, og i dag kommer Finn Hove Pedersen forbi Jens cirka en gang om ugen. På den måde er Jens ikke længere alene. De to mænd taler om Jens’ liv. Han har fået hjælp til at få ordnet papirarbejde med myndighederne, og Finn Hove Pedersen hjælper også med at hente briketter til fyret. 

”Det er fantastisk. Finn kommer ud til ensomme mennesker. Han burde have en medalje,” siger Jens.

For Finn Hove Pedersen er Jens på mange måder en særlig person. Han møder også andre ensomme mennesker, der nogle gange bor i sundhedsskadelige landejendomme. Fælles for dem er, at de ofte har en frihedstrang. Nogle gemmer sig og ønsker ikke hjælp fra det sociale system, selvom de har svært ved at klare sig. Via Social Drive Out lykkes det ofte at skabe en kontakt, der gør, at de bliver mindre ensomme og mere åbne for at få hjælp.

Drømmen om vildnisset

Jens viser stuen frem. I sofaen ligger papirer hulter til bulter, og i et andet hjørne ligger dyner og tæpper i en bunke. Jens sover på sofaen. I et hjørne står også en mandshøj forgyldt vase, som han købte til spotpris for et par år siden. På endevæggen hænger en stor fladskærm.

Jens købte husmandsstedet i Nordjylland for omkring 20 år siden. Huset ­varmes op med brænde og ­briketter, og det er en udfordring, når helbredet skranter. Nogle dage er tempe­raturen i huset nede på 12 ­grader.
Jens købte husmandsstedet i Nordjylland for omkring 20 år siden. Huset ­varmes op med brænde og ­briketter, og det er en udfordring, når helbredet skranter. Nogle dage er tempe­raturen i huset nede på 12 ­grader. Foto: Leif Tuxen.

Jens står op klokken 5.30 om morgenen. Efter at han har fyldt brænde på fyret, ser han tit fjernsyn. Et af yndlingsprogrammerne er den amerikanske dramadokumentar om en familie i Alaska, der forsøger at overleve i den vilde natur.

”De flytter ud i vildnisset og fælder træer og har en kæmpe frihed. Nej, hvor kunne jeg godt tænke at leve på den måde, hvis jeg var yngre og havde kræfterne. Hvis jeg havde haft en frisk krop, havde jeg meldt mig til tv-programmet ’Alene i Vildmarken’. ”

Smidt ud af fogeden

Men selvom Jens giver udtryk for, at han er tilfreds med sit nuværende liv, så har han også oplevet svigt.

”Jeg tror ikke, der er ret mange mennesker, der er blevet smidt ud af fogeden, fordi de ville bo hos deres egen mor,” fortæller Jens.

Men det skete rent faktisk, da han var 20 år og ville flytte tilbage til sin mor i Jylland efter et ophold i København. Da han kom, åbnede moderen døren og sagde: ”Hvad vil du.”

Hendes kæreste ville ikke lukke Jens ind, og hans mor og kæresten havde sørget for at placere de ting, Jens ejede, på den nærmeste politistation. Jens følte sig såret og svigtet, og i protest slog han sig ned i telt i et lokalt parkanlæg i den nordjyske by, inden politiet bad ham pakke sammen.

”Jeg er ikke oprører, men jeg har altid hadet uretfærdighed,” siger Jens.

Han har også været i fængsel for ”noget med noget hash”, som han udtrykker det. Det blev til tre måneder i Sønder Ommes åbne fængsel. Jens kom så godt ud af det med fængselsbetjente og de øvrige indsatte, at de ifølge hans eget udsagn var kede af det, da han blev løsladt.

I dag ryger han sjældent cannabis.

”Jeg gider ikke bevæge mig ud for at få fat i det, ” siger Jens.

Det kolde hus er ikke godt for Jens’ helbred, og han kunne bede kommunen om en mere bekvem lejlighed. Men trods besværet med at varme huset op, håber han aldrig, det bliver nødvendigt at flytte.

”Jeg satser på at dø her. Jeg ville kede mig i en lejlighed. Jeg har aldrig boet et sted, jeg elskede så højt. Min have er groet til, og om sommeren er der helt fantastisk. Her er der ingen, der bestemmer over mig. Jeg vil ikke have formynderi. Men om det når dertil, at jeg bliver nødt til at flytte, kan jeg ikke svare på. ”

Egentlig ville han helst fortsætte med at kløve sit brænde.

”På et tidspunkt tænkte jeg, at når jeg engang skal herfra, så vil jeg gerne dø med kløvehammeren i hånden, så har jeg opnået det, jeg ville.” 

Jens optræder kun med fornavn og hans bopæl er ikke nærmere identificeret efter hans ønske. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.