Jeppe Kofod: EU skal hjælpe Afrika med en moderne Marshallplan

EU har gode muligheder for at udøve indflydelse globalt, mener Jeppe Kofod, der er spidskandidat for Socialdemokratiet til EU-valget

Dels skal vi åbne for handelsaftaler med Afrika, dels skal vi arbejde mere med målrettede partnerskaber, og dels skal samtlige 28 EU-medlemslande rent faktisk begynde at leve op til vores fælles mål om at give 0,7 procent af bnp, siger Socialdemokraternes Jeppe Kofod –
Dels skal vi åbne for handelsaftaler med Afrika, dels skal vi arbejde mere med målrettede partnerskaber, og dels skal samtlige 28 EU-medlemslande rent faktisk begynde at leve op til vores fælles mål om at give 0,7 procent af bnp, siger Socialdemokraternes Jeppe Kofod – . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau/Scanpix.

Jeppe Kofod, spidskandidat for Socialdemokratiet til europa-parlamentsvalget, mener du, at EU skal sørge for at mindske antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa?

Ja. Derfor er det også glædeligt, at Frontex (EU’s kyst- og grænseagentur, red.) nu udvides til at tælle 10.000 mand inden for de kommende år. På den måde får vi sikret de ydre grænser, så migranter og flygtninge ikke tager den farlige tur over Middelhavet. Det allervigtigste er dog, at vi fjerner årsagen til, at de her mennesker overhovedet ønsker at rejse. Derfor vil vi i Socialdemokratiet give Afrika et historisk løft med en moderne Marshallplan. Dels skal vi åbne for handelsaftaler med Afrika, dels skal vi arbejde mere med målrettede partnerskaber, og dels skal samtlige 28 EU-medlemslande rent faktisk begynde at leve op til vores fælles mål om at give 0,7 procent af bnp.

Har EU en særlig forpligtelse til at hjælpe forfulgte kristne?

Ja, for vi er en økonomisk og handelsmæssig supermagt. Vi er den region i verden med flest handelsaftaler og har gode muligheder for at udøve indflydelse globalt. Blandt andre EU’s særlige udsending for religions- og trosfrihed, slovakken Jan Figel, står i dag for at hjælpe forfulgte religiøse grupper. Men det er nødvendigt at kunne se resultaterne af det arbejde, som EU allerede gør i dag. Derfor vil jeg nu spørge EU’s udenrigskommissær om, hvilke resultater den særlige udsendings arbejde har betydet.

Hvad skal EU gøre for at bekæmpe klimaforandringerne?

Klimakrisen er i dag blandt de største trusler mod fred og sikkerhed i verden, og EU skal derfor være en såkaldt klimaunion. Og hvad betyder det konkret? For at nå vores forpligtelser i Paris-aftalen foreslår vi i Socialdemokratiet at reducere den samlede CO2-udledning med 55 procent. Vi skal have et forbud mod alle subsidier til fossile brændsler som olie, kul og gas. For hvorfor skal man have penge for at udskifte sit gamle gas- eller oliefyr eller bygge nye gasledninger eller kulkraftværker?

Hvad gør du personligt for at mindske dit CO2-aftryk?

Det er af og til et tema på familiemøderne derhjemme. Konkret har jeg udskiftet alle vores radiatortermostater, så jeg trådløst kan tænde og slukke for varmen. På den måde har vi reduceret familiens varmeforbrug med 30 procent.