Jesper Hjorhøy er 42 år og tømrer: Jeg er for slidt til at kunne arbejde 29 år mere

Regeringens pensionskommission lægger op til, at pensionsalderen skal stige lidt langsommere end hidtil planlagt. Hvis politikerne følger anbefalingerne, vil den 42-årige tømrer Jesper Hjorhøy kunne få folkepension som 71-årig

Jesper Hjorhøy begyndte som ufaglært, da han var 16 år. Han var udlært tømrer i 2017.
Jesper Hjorhøy begyndte som ufaglært, da han var 16 år. Han var udlært tømrer i 2017. . Foto: Privatfoto.

Hvordan har du med, at du skal arbejde 29 år mere?

Lige nu arbejder jeg med at sætte køkkener op i et nybyggeri i Solrød, og mit tungeste løft i løbet af en dag er 50 kilo. Jeg har arbejdet på byggepladser og som flyttemand, siden jeg var 16 år. Min krop er slidt. Jeg har dårlig ryg og tager i gennemsnit seks smertestillende piller om dagen, så jeg er helt sikker på, at min krop ikke vil kunne holde til at arbejde som håndværker mange år frem. Lægerne har sagt, at min dårlige ryg ikke kan reddes ved operation.

Hvorfor blev du håndværker?

Hele min familie har arbejdet på skibsværftet B&W i København, og jeg skulle også arbejde på virksomheden. Jeg gik ud af skolen som 16-årig, fordi der stod en læreplads på B&W og ventede på mig. Men så lukkede virksomheden, og det var en kæmpe skuffelse. Jeg var ikke parat til at gå i gang med en anden uddannelse, så jeg tog ufaglærte jobs som flyttemand og på byggepladser. Altid jobs, der var lavest i hierarkiet og krævede fysisk styrke. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med hænderne. Det er nogle menneskers lod at arbejde i fysisk hårde erhverv, fordi de ikke er gearet til at sidde på skolebænken. Først senere gik jeg i lære som tømrer og blev færdig i 2017.

Kan du holde til at arbejde yderligere 29 år i det job, du har i dag?

Nej. Jeg ved med 100 procents sikkerhed, at jeg ikke kan holde til hårdt fysisk arbejde de næste mange år. Enten så dør jeg inden, eller også bliver jeg for nedslidt til at kunne arbejde. Det er videnskabeligt bevist, at fysisk nedslidte dør før andre, og det bør politikerne lytte til. Jeg synes, det er utaknemmeligt, at jeg skal arbejde så længe. Jeg bor i lejebolig, så jeg får ikke penge til selv at betale for en tidlig pension. 

Regeringen har indført den såkaldte Arne-pension for nedslidte. Kunne du ikke bruge den?

Arne-pension er ikke en rettighed. Man skal søge den og indstilles af systemets læger. Jeg mener, at mennesker med det hårdeste fysiske arbejde, bør have ret til tidlig pension. Min egen svigerfar har en hjernetumor og har skullet igennem et hav af kommunale vurderinger for at bevise, at han er syg. Min svigerfars kone lider af epilepsi og er blevet kastet rundt i jobprøvning, selvom hun har dårligt helbred. Det er en uværdig måde at behandle folk på.   

Vil du prøve at finde et mindre fysisk belastende job?

Ja, helt sikkert. Lige nu elsker jeg at arbejde på byggepladsen, fordi jeg arbejder sammen med andre og kan bruge mine hænder. Men inden for de næste par år vil jeg gerne finde et job som pedel eller lignende. Det er nødvendigt, for der er perioder, hvor jeg må kravle op ad trappen derhjemme.

Er det ikke rimeligt, at pensionsalderen hæves, når en 40-årig mand, kan forvente at leve, til han er 87 år?

Jeg kan godt se, at samfundets økonomi skal kunne hænge sammen, og at den generelle pensionsalder bør hæves. Men det ændrer ikke på, at vi er nogle, der er er nedslidte før tid. For mit eget vedkommende ville det være mere rimeligt at gå på pension som 67-årig. Derfor synes jeg, man skal lave en differentieret pension og muligheder for at gå ned i arbejdstid.

Hvordan forestiller du dig din pensionisttilværelse?

Jeg vil være sammen med min kone, mine børn og eventuelle børnebørn. Og så vil jeg gerne have sparet lidt penge sammen, så jeg kan invitere dem på ferier. Jeg vil også gerne være så frisk, at jeg kan dyrke hobbies. Lige nu går jeg meget op i lyd og har en hjemmebiograf.