Børnesoldater med forvrængede hjerner bedøvet af stofmisbrug terroriserede Liberias landsbyer. Blodig tortur og ødelæggelse fulgte i deres kølvand.
Ingen kunne vide sig sikre, og mange kvinder søgte mod hovedstaden Monrovia efter at være blevet lemlæstet af soldaternes voldtægter. Kvinderne havde oplevet ting, der ligger uden for menneskers fatteevne – hvis man ikke selv har set sin mands henrettelse, hvis man ikke har forladt sit hjem og løbet i timevis med et barn i armene og hjertet i halsen.
LÆS OGSÅ: Nobels fredspris går til tre kvinder
Det var mødet med disse kvinder, der i 2002 fik Leymah Gbowee til at vågne op fra sin tilstand af apati efter at have måttet sige farvel til en akademisk uddannelse, da borgerkrigens rædsler brød ud i 1989. Kvinderne fortalte, at livet går videre på trods. De havde håb.
"At de kvinder stadig har mod på livet efter den skæbne! Det var et vendepunkt for mig. Det fik mig til at tænke over min egen situation. Gud bragte mig til et sted, hvor jeg blev konfronteret med, hvad jeg havde troet var problemer i mit liv, siger hun."
Leymah Gbowee besøgte denne uge Danmark for at modtage Livia-fondens pris for konfliktløsning for den indsats, der var kraftigt medvirkende til at ende 14 års borgerkrig i Liberia i 2003.
Hun stod i spidsen for den kvindebevægelse, der samlede kristne og muslimer i kampen for fred under navnet Liberian Mass Action for Peace – Den Liberianske Masseaktion for Fred. Sammen opnåede de gennem vedvarende ikke-voldelige demonstrationer at få Liberias korrupte præsident Charles Taylor til at indgå i fredsforhandlinger med krigsherrene i den største oprørsbevægelse: Liberians United for Reconciliation and Democracy – Forenede Liberianere for Forsoning og Demokrati, der trods det flotte navn stod bag mange af borgerkrigens værste forbrydelser.
Leymah Gbowee brugte eksempler fra Bibelen til at inspirere Liberias kvinder til at kæmpe for fred: Ester, der risikerede sit liv for at redde jøderne fra Haman, og Rahab, der gemte Josvas mænd i Jeriko. Og ikke mindst Jesus.
"Jesus var ingen kujon! Han fortalte magthaverne sandheden. Han så på farisæerne og saddukæerne og kaldte dem hyklere og sagde, at de vildledte folk. Han fortalte dem sandheden. Kom han i problemer på grund af det? Ja. Men fik han sin pointe frem? Ja."
Fredsforhandlingerne i Ghana i 2003 blev en tre måneder lang skueproces, hvor de liberianske krigherrer boede på luksushoteller og lod sig opvarte med drinks af halvnøgne kvinder, mens de telefonisk fortsat gav angrebs-ordrer til deres soldater i Liberia.
Leymah Gbowee og de liberianske kvinder demonstrerede fortsat ved forhandlingerne – klædt i hvidt med bannere, der opfordrede til at vise nåde over for mødre, søstre og børn.
Men frustrationen var enorm. Leymah Gbowee besluttede at blokere udgangene fra forhandlingerne med budskabet: "I kommer ikke ud i dag, før I har fundet en løsning", og det fik vagterne til at sige, at hun var til hindring for retfærdigheden og skulle i fængsel.
Og så slog det klik. Leymah Gbowee begyndte at tage sit tøj af foran vagterne, krigsherrerne og verden. Det sidste, hun havde, der endnu ikke var blevet ødelagt af krigen.
"Når du sårer mig til det punkt, hvor jeg er så vred, at jeg siger til mig selv: ?okay, det her er den sidste værdighed, jeg har. Og den får du også?. Ligegyldigt hvor ond du så er, må du føle noget, og det var den besked, jeg ville have frem, siger hun."
Leymah Gbowees viljestyrke og villighed til at ofre alt gjorde indtryk på de forhandlende parter, der omsider underskrev en aftale, der sikrede freden i Liberia. Charles Taylor tog i august 2003 i eksil i Nigeria, efter at det blev klart, at han ville blive sigtet for forbrydelser mod menneskeheden. I to år sørgede FN og The Economic Community Of West African States (ECOWAS) for fred i Liberia, og i 2005 blev det første frie valg afholdt, hvor Ellen Johnson-Sirleaf blev valgt til præsident. Det første kvindelige statsoverhoved i Afrika.
Mellem 200.000 og 250.000 blev dræbt i den 14 år lange borgerkrig, og op mod en en tredjedel af Liberias indbyggere måtte flygte fra deres hjem. Leymah Gbowee tror ikke, der bliver krig i Liberia igen, fordi liberianerne "er helt udmattede", men hun understreger, at der stadig er lang vej til forsoning.
"Vi som folk skal søge tilgivelse hos hinanden. Det kan ikke komme fra Danmark, FN eller noget andet sted. Det skal komme fra Liberia selv. Vi som folk skal gøre en aktiv indsats for at bevæge os mod forsoning."
Til en konference for landsbykvinder i december sidste år oplevede Leymah Gbowee, hvilken forskel hun har gjort for Liberia. Midt ude i ødemarken mødte hun en kvinde, der tidligere ikke havde følt sig berettiget til noget som helst andet end at sidde og bede. Hun stillede aldrig spørgsmål, og hun måtte ikke engagere sig i noget.
"Til næste år stiller hun op til en plads i parlamentet. Så når jeg ser og oplever det, tænker jeg, ?wauw, det har været en god rejse?."