Prøv avisen

Jimmy "Spørg Olivia" Stahr fylder 75

København, tirsdag /ritzau/

Jimmy Stahr, der gennem 22 år bestyrede "Spørg Olivia" i Danmarks Radio og i 15 år sad i Folketinget, indtil et banalt butikstyveri fældede ham, fylder 75 år.

Børn har altid været det store omdrejningspunkt i Jimmy Stahrs liv. Og det er det stadig, her hvor den tidligere DR-medarbejder og socialdemokratiske folketingsmedlem fylder 75 år torsdag den 6. maj.

Da han stoppede i Danmarks Radio i 2003 etablerede han sammen med forfatteren Eva Bendix græsrodsbevægelsen De Nye Bedsteforældre - en slag debatforum med fokus på børnebørns behov for alternativ nærhed med andre voksne i familien end de travlt arbejdede forældre. Den nye bevægelse er blevet hædret med en kontant pris af fonden "En god start i livet".

I 22 år stod Jimmy Stahr for radioudsendelsen "Spørg Olivia", hvor han besvarede spørgsmål fra knap 6000 børn. Politiske kolleger har fortalt, at han tog sin impulsive og hyggelige facon med i Folketinget fra sit arbejde i Danmarks Radio.

- Han virker altid hyggelig og hjertelig. Han stiller spørgsmål, som kan virke naive. Men han ved, hvor han vil hen, er det blevet sagt om Jimmy Stahr.

Selv siger han: - Jeg har altid været irriteret over vendingen "De opfører sig som en børnehave". Min erfaring viser, at det er en hån mod børn, når man sammenligner dem med journalister, politikere, fagforeningsfolk o.s.v.

Jimmy Stahr brød med traditionerne i sin familie af værktøjsmagere ved at gå den boglige vej og blive uddannet som skolelærer i 1958 og arbejde på Borup Skole. I 1962 blev han ansat som freelancemedarbejder i Danmarks Radio, hvor han blev fastansat i 1967 og frem til 1977 var daglig leder af DR's småbørnsudsendelser i radio og på tv.

Jimmy Stahr blev kendt som manden med den bløde, dybe stemme, der svarede på alverdens spørgsmål fra børn. Men tusindvis af lyttere vil også huske ham for hans mangeårige virke i ønskeprogrammet Giro 413.

Han stoppede i Danmarks Radio i 2003, men kærligheden til at formidle viden til børn har kastet en stribe bøger af sig, blandt andre "Morfars bog" og "Farfars bog".

Jimmy Stahr blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne i 1977 og nåede i tiden frem til 1992 blandt andet at være formand for retsudvalget, formand for kulturudvalget og næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen.

Som 57-årig valgte han at forlade Folketinget som følge af sagen om et butikstyveri, hvor han ikke betalte for en Mars-is og en pakke tyggegummi i et supermarked.

- En ufattelig dumhed, har han selv kaldt handlingen.

/ritzau/