Prøv avisen
Politisk analyse

Mette Frederiksen vil være statsminister for enhver pris – næsten

Når stemmerne er talt op efter næste valg, er der ingen tvivl om, at lederen af det parti, hvis blok har fået flest stemmer, vil betale en næsten hvilken som helst pris for at bliver statsminister. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Viljen til magt kan afgøre næste folketingsvalg, og netop nu synes Socialdemokratiet at være mest fokuseret på magten – trods partiformand Mette Frederiksens gentagelse af Lars Løkke Rasmussen (V) gamle erklæring om ikke at ville være statsminister for enhver pris

”Hvis.”

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen sagde det flere gange i sin tale på partiets kongres i Aalborg.

”Hvis jeg bliver statsminister…”

Begejstrede kongresdeltagere forsøgte at korrigere hende i salen med tilråbet ”når”, men det ord ville Mette Frederiksen ikke gøre til sit. Konflikten med især De Radikale og Alternativet gør det langtfra sikkert, at hun kan indtage Statsministeriet, selv hvis der efter næste valg skulle være et rødt flertal.

Tværtimod gjorde Mette Frederiksen en pointe ud af, at hun ikke ville være ”statsminister for enhver pris” – præcis samme erklæring, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med i 2014 op til sidste valg.

Taget for pålydende er det selvfølgelig rigtigt.

Prisen for at indtage Statsministeriet kan blive for høj, hvis støttepartier vokser ekstraordinært meget og stiller helt vilde ultimative krav. Sagen er bare, at både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen stadig vil betale en endog meget høj pris for magten.

Den nuværende statsminister har accepteret, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har dikteret væsentlige dele af politikken de sidste tre år, og Mette Frederiksen står i en situation, hvor det på den ene eller anden måde kommer til at koste store indrømmelser at få nøglerne til Statsministeriet – uanset om betalingen kun skal falde til Socialdemokratiets traditionelle støttepartier eller til nogle af dem og Dansk Folkeparti.

Grundlæggende spiller viljen til magt en afgørende rolle for, hvor regeringsmagten havner. Historisk har den skiftet hænder, når en siddende regering er løbet tør for idéer og er blevet ramt af intern splid og strid.

I 1982 strandede Anker Jørgensens socialdemokratiske regering på splid med LO om, hvordan man skulle undgå den økonomiske afgrund. I 1993 splintredes det borgerlige flertal på Tamilsagen, og i 2001 mistede Socialdemokratiet magten på grund af intern uenighed om udlændingepolitikken.

I alle de nævnte tilfælde manglede de siddende regeringspartier idéer og vilje til at holde fast i magten, mens oppositionen havde brugt tiden til at opbygge og tilskære et nyt politisk projekt.

Kongressen i weekenden viste, at det præcis er, hvad Socialdemokratiet har gjort. Chefideolog, gruppeformand Henrik Sass Larsen, ridsede i sin tale lørdag op, hvordan en række fremtrædende socialdemokrater – inklusiv ham selv – de seneste år har skrevet bøger om samfundets store udfordringer, og hvordan de skal løses. Han pegede også på de mange politiske udspil, Socialdemokratiet har lagt frem. Som for eksempel, at den offentlige sektor skal reformeres med større tillid til medarbejderne, uddannelser skal decentralisere og yderområderne skal styrkes. Danmark skal igen være en ”grøn stormagt”, og så skal udlændingepolitikken være ”retfærdig og realistisk”.

På kongressen lancerede Socialdemokratiet også et nyt social- og børnepolitisk udspil om at gøre mere for de børn og unge, der ikke har det godt. Mette Frederiksen (S) vil ligefrem være ”børnenes statsminister” – hvis hun altså bliver statsminister.

Med satsningen på børnene har de tre store partier i øvrigt gjort hver deres velfærdsgruppe til hovedprioritet – Venstre de syge, Dansk Folkeparti de ældre og Socialdemokratiet altså børn og unge. Umiddelbart vil valgforskere sige, at Venstre har valgt det højst prioriterede tema for vælgerne, men partiet har gjort regionernes skæbne til omdrejningspunktet i dets strategi. Næppe et spørgsmål der flytter mange vælgere.

Udlændingepolitikken har historisk givet Socialdemokratiet hovedbrud i en snes år, men i dag har partiet næsten fuld opbakning fra baglandet til at forsøge at få magten med en udlændingepolitik, der ligner Dansk Folkepartis. Måske endda i et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, også efter valget, hvis det skulle blive nødvendigt.

Mette Frederiksen lagde i sin tale i lørdags markant afstand til den regering, hun selv var en del af under Helle Thorning-Schmidts ledelse 2011-2014. Hun sagde, at nogen havde svært ved at genkende Socialdemokratiet, da det fik gennemført lettelser af selskabsskatten, accepterede stramninger af dagpengeperioden og i 2011 skrev ind i regeringsgrundlaget, at man ville følge den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. En lidt mærkelig formulering for en socialdemokratisk ledet regering, mente hun.

Hvad Mette Frederiksen undlod at sige var, at formuleringen i 2011 var et ultimativt krav fra De Radikale, og at der slet ikke var blevet nogen SRSF-regering dengang uden netop den sætning.

Indirekte illustrerer det også, hvordan regeringsskiftet i 2011 adskilte sig fra de foregående 30 års skifter: Socialdemokratiet og SF havde nok i opposition i 2011 udtænkt et helt nyt politisk projekt, nemlig Fair Løsning og Fair Forandring, men De Radikale sikrede, at planerne blev skrinlagt, så den afgående regerings politik i store træk blev ført videre.

Mette Frederiksen står med et nyt projekt, som hun selv kalder klassisk socialdemokratisk, men efter valget kan hun imødese præcis samme udfordring som Helle Thorning-Schmidt gjorde i 2011 – hun må formentlig slibe og file så meget på sine valgløfter for at kunne blive statsminister, at de socialdemokratiske vælgere igen får svært ved at genkende deres eget parti. Det kan blive i udlændingepolitikken, men nok så sandsynligt i den økonomiske politik. De Radikales leder Morten Østergaard har op til den socialdemokratiske kongres krævet reformer, der kan øge det økonomiske råderum. Det betyder reformer, der kan øge udbuddet af arbejdskraft, hvad der også er nødvendigt, hvis der skal være råd til at opfylde nogle af de løfter, Socialdemokratiet udsteder på velfærds- og miljøområdet.

Socialdemokratiets problem er, at selv om der er et økonomisk råderum frem til 2025 – i øvrigt delvis på grund af de reformer, Mette Frederiksen nu undsiger – vil en meget stor del af det blive spist op af den demografiske udvikling – dette med, at der bliver flere ældre, flere behandlingskrævende ældre og færre erhvervsaktive de kommende år.

Men når stemmerne er talt op, er der ingen tvivl om, at lederen af det parti, hvis blok har fået flest stemmer, stadig vil betale en hvilken som helst pris for at blive statsminister. Næsten, i hvert fald.