Prøv avisen

Jo, man sætter en pris på livet – og den stiger

Illustration: Rasmus Juul

Stat og myndigheder har i årevis regnet med en pris på et ”statistisk liv”, men økonomer er uenige om, hvorvidt den kan bruges på coronakrisen. Prisen stiger, og det er udtryk for, at vi vil betale mere for at undgå farer

”Man kan ikke sætte kroner og øre på et menneskeliv.”

Sætningen har været gentaget utallige gange de seneste uger under coronakrisen. Senest gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) det klart på et pressemøde mandag aften, at det var alt for forsimplet at ville måle coronaomkostningerne op mod, hvor mange menneskeliv der kan reddes ved nedlukningen af samfundet.

Debatten har for alvor taget fart, efter at flere sundhedsøkonomer i Kristeligt Dagblad i sidste uge gjorde opmærksom på, at man bruger mange penge på coronakrisen i forhold til, hvor mange liv, der kan reddes, og at pengene vil gå fra andre syge.

I praksis har myndighederne i årevis gjort lige præcis det – sat kroner og øre på værdien af et liv. For under et år siden har Finansministeriet for eksempel i et notat opgjort beløbet til 34 millioner kroner. Eller rettere – det er værdien af et statistisk liv, i fagsprog kaldet VSL. Det er ikke værdien af et enkelt konkret menneskes liv, men en måleenhed for ”befolkningens betalingsvilje for at opnå en marginal reduktion i risikoen for at dø”, som det hedder i notatet.

Inden for områder som trafik, miljø og sundhed vurderer man igen og igen, hvad en given investering kan spare af menneskeliv, og hvor stort beløbet er pr. person – statistisk set. Bygger man en motorvej i stedet for en landevej, vil færre dø ved trafikulykker. Ekstraudgiften til vejen divideret med det teoretiske antal sparede menneskeliv giver en pris pr. liv.

Lige nu bruger det danske samfund enorme summer på at bremse eller eventuelt helt stoppe coronavirussen. Så spørgsmålet ligger lige for: Hvorfor ikke regne på, hvad prisen statistisk set er pr. liv, som man gør på andre områder?

Nogle økonomer mener som statsministeren, at regnestykket ikke er så enkelt endda, men der er også dem, der mener, at man faktisk godt kunne bruge modellen, hvis man ville.

Hvordan er man så nået frem til de 34 millioner kroner, som er det tal, myndigheder normalt vil spendere for at redde et liv, rent statistisk?

For at få svar på det, kan man dykke ned i rapporten ”Økonomi og miljø”, som De Økonomiske Råd (vismændene) udgav i 2016. Her var hele det første kapitel helliget ”værdi af statistisk liv”.

Tidligere har man opgjort et menneskes værdi på andre måder end ved viljen til at betale for en lavere risiko. For eksempel har man målt på livstidsindkomst, men det giver blandt andet den socialpolitisk lidt ømtålelige konsekvens, at vellønnede personers liv skulle have større værdi end menneskers uden indkomst. Samt at børn og unge er mere værd end gamle. Snævert samfundsøkonomisk er det rigtigt nok, men det kan være svært at navigere i, etisk set.

På samfundsniveau er der både herhjemme og i EU gennem tiden foretaget en række af analyser af betalingsviljen til at mindske risiko, og tidligere har de ført til en ret lav værdisætning herhjemme, nemlig blot 18 millioner kroner for et liv. Det var under det halve af, hvad værdien var i andre EU-lande. Efter rapporten fra De Økonomiske Råd blev beløbet sat op til 31 millioner kroner, og siden er det blevet pristalsreguleret til de nuværende 34 millioner kroner.

Pointen er: Jo højere beløb, jo flere livreddende og sundhedsfremmende tiltag kan det betale sig for stat, regioner og kommuner at investere i. Så dybest set er det højere beløb udtryk for, at man i dag vil betale mere for at undgå farer for liv og lemmer.

Det var en belgisk økonom, Jacques H. Drèze, som i 1962 først introducerede begrebet ”værdien af statistisk liv”, som andre økonomer siden har arbejdet videre med. Hans tilgang var, at man med forskellige tiltag kunne reducere risikoen for en gruppe mennesker, og dermed ville man forlænge deres gennemsnitlige levetid. Ligesom i eksemplet med motorvejen kunne man derefter måle, hvor meget befolkningen eller den enekelte borger var villige til at betale for tiltagene. Ud fra det ville man kunne udregne, hvad man er parat til at betale for et menneskeliv.

Senere har man også beregnet værdien af et enkelt sparet, statistisk leveår. Det opgør Finansministeriet for tiden til 1,4 millioner kroner.

Kan de tal så bruges på coronakrisen? Danmark står som andre lande i verden over for en voldsom økonomisk krise – Dansk Industri skønner for eksempel, at landet i år risikerer at miste 6,7 procent af bruttonationalproduktet, hvilket vil være 155 milliarder kroner.

Her kunne det være fristende at dividere det tab med 34 millioner kroner og nå frem til, at den danske nedlukningsstrategi skal spare 4559 liv, hvis det skal svare til, hvad politikerne i øvrigt vil bruge på at mindske risiciene for dødsfald. Helt så enkelt er det dog ifølge flere økonomer ikke. Netop fordi det er en pandemi, som har ramt hele verden, vil både virksomheder og borgere under alle omstændigheder tabe penge og arbejdspladser. Selv hvis man havde forsøgt at holde samfundet oppe i fulde omdrejninger under hele krisen, ville der komme et tab.

Derfor kan man ikke bruge den ”alt-andet-lige”-forudsætning, man normalt bruger, når det handler om en ny rundkørsel, en ny behandlingsform eller et miljøtiltag.

Det påpeger blandt andre professor Dorte Gyrd-Hansen, centerleder ved dansk center for sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

”Når vi taler om prioritering i sundhedsvæsenet, sker det til dagligt under kontrollerede forhold,” siger hun.

Som sundhedsøkonom forsker Dorte Gyrd-Hansen blandt andet i statistisk prissætning af menneskeliv i sundhedssektoren.

”Min hovedpointe er, at hvis pandemien løb løbsk, og vi ikke gjorde noget, og der ikke var nok respiratorer og nok hænder i sundhedssektoren, ville vi få en prioritering, der ikke var systematisk og gennemtænkt, og som vi ikke havde diskuteret. Og så ville man bryde den sociale kontrakt,” siger Dorte Gyrd-Hansen.

Ifølge hende kan sundhedsvæsenet betragtes som en forsikringsordning, og det, man forsikrer sig mod, er den uventede katastrofe. Ikke de små hverdagsting. Pandemien har vist sig at være en sådan katastrofe, og hvis tilliden til ”forsikringen” – samfundskontrakten – skal opretholdes, må den dække skaden. Også selvom den viser sig at blive meget dyrere, end hvad man normalt ville bruge på at redde det enkelte liv.

Formanden for Det Etiske Råd, professor Anne-Marie Axø Gerdes, som er klinikchef på Rigshospitalet, peger på den store usikkerhed om tallene og om sygdommens udvikling.

”Det er vigtigt at have økonomiske beregninger, som gør, at vi kan optimere brugen af vores ressourcer. Det er etisk forsvarligt. Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om vi har de rigtige estimater i øjeblikket. Jeg har fået mange forskellige bud på, hvad et menneskeliv skal koste. Jeg har ikke hørt 34 millioner kroner før, men nogen har sagt 32 millioner kroner, og andre har sagt en milliard kroner, så det svinger rigtig meget,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.

”Her har vi så den ekstraordinære situation, at vi for det første ikke har valide data at regne på, og for det andet kan det være svært at sige, hvad alternativet skulle være. At vi ikke gjorde noget? Det ville vi heller ikke acceptere,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.

Hun fremhæver, at gennemsnitstallene for prisen på et liv næppe tager ret meget højde for menneskers livskvalitet, livsværdier og respekten for et menneskeliv som sådan – hvis de overhovedet gør det.

Anne-Marie Axø Gerdes medgiver, at der er et dilemma i, at andre grupper af syge og sårbare kan blive påvirket af, at der bruges så store beløb på corona nu. Allerede i dag er der grupper af patienter, som får udskudt deres behandlinger, men når alternativet ifølge eksperter er, at hele sundhedsvæsenet ville kollapse uden nedlukningen af samfundet, har der ikke været noget valg, mener hun.

Der er dog også dem, der mener, at det er muligt at bruge regnemodellerne på krisen. Blandt dem er direktør i den borgerlige tænketank Cepos, Martin Ågerup.

”Såvidt jeg kan vurdere, har vi forholdsvis gode tal for, hvor mange der bliver smittede, hvor mange der bliver alvorligt syge, og hvor mange der dør. Vi har statistikker for dødeligheden for forskellige alderskategorier, og for, om de har andre sygdomme. Det er den ene side af ligningen, gevinsten i form af reddede menneskeliv, og den synes jeg godt, vi kan sætte ret præcise tal på,” siger han.

”Omvendt kan vi også se, at nedlukningen koster på samfundsøkonomien. Selvfølgelig ved vi ikke nøjagtig, hvad det koster, men vi kan godt sætte nogle cirkastørrelser på det. Men usikkerheden er ikke enormt stor i forhold til andre ting, vi sætter tal på.”

Martin Ågerup anfører, at alternativet til ikke at foretage beregningerne er at handle i blinde, og det er svært at forsvare.

”Man kan godt sætte det op sådan, at med de menneskeliv, vi redder nu, vil der være andre menneskeliv, vi ikke kan redde. I sidste ende er det ikke penge mod menneskeliv, men menneskeliv mod menneskeliv, så derfor bliver vi jo nødt til at gøre os nogle overvejelser om, hvad der er det moralsk rigtige at gøre,” siger han.

”Høj ledighed fører også til overdødelighed, og ledigheden stiger nu. Der er personlige konkurser. Der er også andre omkostninger end død. Det med kvaliteten af liv, og om det skal gøre nogen forskel, om man er 90 eller 50 år, må man også tage højde for,” pointerer Martin Ågerup.

”Det er vigtigt at have økonomiske beregninger, som gør, at vi kan optimere brugen af vores ressourcer. Det er etisk forsvarligt. Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om vi har de rigtige estimater i øjeblikket.

Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd