Joachim Malling: ”Vi har nu en årrække, hvor vi virkelig kan få cementeret lex.dk”

Fremtiden for lex.dk har hængt i en tynd tråd. Men nu bliver det digitaliserede opslagsværk reddet af en bevilling på finansloven. Og det glæder bestyrelsesformand for lex.dk, Joachim Malling

I den nye finanslov er der afsat yderligere 13 millioner kroner til lex.dk. "Det er et stærkt signal fra et fuldstændig enigt Folketing om, at det her er noget, som Danmark skal have," fortæller bestyrelsesformand Joachim Malling
I den nye finanslov er der afsat yderligere 13 millioner kroner til lex.dk. "Det er et stærkt signal fra et fuldstændig enigt Folketing om, at det her er noget, som Danmark skal have," fortæller bestyrelsesformand Joachim Malling. Foto: Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix.

Da den socialdemokratiske regering i september fremlagde sit finanslovsudspil uden en ny bevilling til lex.dk, mødte det kritik fra flere sider. Med 1,2 millioner månedlige besøgende er lex.dk blandt landets mest populære hjemmesider. Og uden en bevilling ville man på det digitaliserede opslagsværk, som blandt andet indeholder Den Store Danske Encyklopædi og ordforklaringer fra Den Danske Ordbog, stoppe opdateringen af eksisterende artikler og tilføjelse af ny information. Efter flere måneders uvished kan man nu ånde lettet op på lex.dk.

For i den nye finanslov er der afsat 13 millioner kroner, herunder 5,2 millioner fra den eksisterende bevilling, til 2022, og 10 millioner kroner årligt i 2023 til 2025. Selvom det er en fordobling fra de fem millioner, som hjemmesidens årlige bevilling lød på i den forhenværende finanslov, er det dog ikke helt så mange penge som man havde håbet på, fortæller administrerende direktør i G.E.C. Gads Fond og formand for lex.dk Joachim Malling.

Er du tilfreds med bevillingen til lex.dk?

Vi er utroligt glade for at kunne sikre medarbejderne. Alle har gået og været usikre på, hvad fremtiden må bringe. Vi har nu en årrække, hvor vi virkelig kan få cementeret lex.dk og arbejde videre efter de principper, vi er begyndt på. Jeg er overbevidst om, at det er støttepartierne, som har lagt et pres på regeringen, og det er vi rigtig glade for.

Du har tidligere anslået, at det vil kræve 18,8 millioner årligt at sikre opslagsværkets fremtid. Hvilken betydning får det, at I "kun" får 10 millioner?

Vi havde bedt om de 18,8 millioner, for det er det, det koster at lave et projekt af den her art. Det svarer også til det, man bruger i Norge. Så det bliver et noget barberet lex.dk i den forstand, at det vil tage længere tid at få opdateret alle artikler, og vi vil ikke lige så hurtigt kunne følge med i nyhedsstrømmen og skrive de rigtige begreber ind i lex.dk. Vi kommer videre i et langsommere tempo, end vi havde håbet, fordi vi har færre hænder. Men vi vil prøve at supplere støtten udenfor finansloven.

Vi håber, at vi kan komme i en dialog med regeringen, for der er jo mange andre end Kulturministeriet, hvor støtten kommer fra, der bruger lex.dk – nemlig hele undervisningssektoren og uddannelses- og forskningsområdet. Så måske vi kan finde nogle projektorienterede løsninger, som gør, at vi kan få opgraderet arbejdsstyrken og dermed indsatsen over tid. Lige nu er vi fire mennesker, der sidder og arbejder.

Vi har holdt værket ved lige og opdateret det i det omfang vi har kunnet, men det er meget begrænset, hvad man kan gøre med et budget på fem millioner. Nu kan vi komme i gang. Og det er et stærkt signal fra et fuldstændig enigt Folketing om, at det her er noget, som Danmark skal have.

I september fortalte du, at man allerede var begyndt at afskedige ansatte. Vil I nu genansætte medarbejdere?

Vi kan ikke regne med at få dem tilbage, som vi har fyret. Det, der skaber dynamikken i lex.dk, er de medarbejdere, der sidder og opdaterer og finder forfattere og fageksperter. Så nu skal vi ud at ansætte nogle nye, og så skal vi lave aftaler med en række eksperter rundt omkring på universiteterne og læreranstalterne.

Du har tidligere fortalt, at I vil få penge fra flere fonde, hvis staten påtager sig udgifterne til driften af lex.dk. Hvad betyder det, at I nu har fået en bevilling?

Vi er sikret. Vi har i dag et tilsagn fra Novo Nordisk, Trygfonden og Augustinusfonden på tilsammen 11 millioner kroner. Dem kan vi nu bruge. Det er projektorienteret, blandt andet går de til at bygge et medicinleksikon, men det styrker naturligvis lex.dk, at nogle fonde går ind og støtter under den forudsætning at staten støtter.

Hvad slog du selv sidst op på lex.dk?

Tidligere i dag slog jeg finansloven op for lige at tjekke, hvordan forløbet egentlig er omkring den. Jeg bruger lex.dk adskillige gange om dagen. Jeg googler ikke - jeg lexer. Når det gælder sport, eller når mine børnebørn snakker om nogle sangere, jeg aldrig har hørt om, så er det ofte Wikipedia, jeg må krybe til, men ellers bruger jeg lex.dk.