Regeringens plan om at sikre, at Danmark ikke knækker i to dele, har skabt rystelser blandt de mange medarbejdere, som står til at flytte.
Regeringen bebudede i torsdags, at 3900 arbejdspladser skal flyttes til 38 byer i provinsen for at vende afvikling til udvikling. Det har nu skabt behov for krisehjælp blandt medarbejdere i flere styrelser.
I NaturErhvervstyrelsen skal omkring 390 - cirka halvdelen - af medarbejderne i København flyttes til Augustenborg Slot på Als.
Ifølge direktør Jette Petersen havde man ved annonceringen af udflytningen sørget for krisepsykologer, hvis nogen skulle have behov for hjælp, og styrelsens egne arbejdsmiljøkonsulenter og psykologer var også til stede.
”Folk reagerer meget forskelligt, og selvom denne situation er ret speciel, kan man sammenligne den med en afskedigelsesrunde. For selvom der er mulighed for at flytte med, så er det de ansattes job og dermed en vigtig del af deres identitetsgrundlag, der tages fra dem. Derfor var der behov for at have det nødvendige beredskab i huset,” siger hun.
Statens Administration, som flytter cirka 220 medarbejdere til Hjørring og de resterende cirka 70 til ATP/Udbetaling Danmark, der har fem regionale centre, beretter om noget tilsvarende.
”Vi mærkede alle de klassiske reaktioner lige fra chok til gråd. Folk er kede af det. Det kommer bag på stort set alle,” fortæller direktør Frank Petersen.
”Vi tog hånd om medarbejderne, blandt andet med et team af krisepsykologer, som håndterede, hvad der måtte være, og hjalp enkelte med at få lavet en plan for den nærmeste fremtid. Endvidere gav vi plads til, at medarbejderne kunne tale sammen - og med deres nærmeste leder - resten af dagen. Folk spekulerer jo på, om de skal flytte, om de skal væk fra familie og venner. Det er den slags tanker, der popper op.”
Ifølge lektor i psykologi på Københavns Universitet Ann-Louise Holten er det naturligt, at nyheden om udflytningen kan afføde voldsomme reaktioner, fordi det skaber job-usikkerhed.
”Det kan have negative konsekvenser, fordi det rører ved noget fundamentalt i vores måde at sammensætte livet på. Vores job er meget centralt for os og har indvirkning på vores familieliv og identitet. Det griber ind i mange sfærer i livet.”
Men krisehjælp er at ”overdrive spøgen”, mener tidligere lægelig direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen:
”Skal man have krisehjælp, risikerer man at gøre tingene værre, for så signalerer man, at det nærmest er en socialtruende eller livstruende tilstand, man befinder sig i. Jeg kan godt forstå, at folk er kede af det. Det er naturligt, men man dør ikke af det. Så hellere tale med kollegerne og familien.”
Det er et tegn i tiden, at man ikke længere blot tilbyder krisehjælp til mennesker, der for eksempel har været i krig, men også til medarbejdere, som bliver flyttet. Det mener Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og medforfatter til en aktuel debatbog om diagnosekulturen.
”Vi har en tendens til i større og større omfang at professionalisere den måde, vi håndterer genvordigheder i livet på. Er det nødvendigt for alle? Ganske sikkert ikke. Men det kan være en sikkerhedsforanstaltning. Stillede man ikke hjælp til rådighed, ville folk bagefter råbe højt om, hvorfor det ikke skete.”
Kim Ruberg, der er talsmand for Landsforeningen Danmark på Vippen, som arbejder for et mere sammenhængende Danmark, undrer sig lidt over reaktionerne:
”Det er besynderligt, at vi aldrig har haft de reaktioner i forbindelse med de mange tusinde job, som er flyttet fra det lokale Danmark til store byer. Når det sker i hovedstaden, er katastrofen åbenbart meget stor. Sandheden er, at det er rigtigt dejligt på landet.”