Jøder bliver i Danmark trods stigende utryghed

Danske jøder efterlyser øget politibeskyttelse efter angreb i Frankrig. Ingen er dog rejst væk på grund af utryghed, som det ses i andre lande

Det Jødiske Samfund i Danmark efterlyste i går øget politibeskyttelse fra Pet. Arkivfoto.
Det Jødiske Samfund i Danmark efterlyste i går øget politibeskyttelse fra Pet. Arkivfoto. Foto: Kasper Palsnov.

Terrorangrebene i Frankrig har øget utrygheden for danske jøder i en sådan grad, at Det Jødiske Samfund i Danmark i går efterlyste øget politibeskyttelse fra Pet og fik bred politisk opbakning.

Det Jødiske Samfund i Danmark ønsker tilstedeværelse af politi ved gudstjenester i synagogen i København. Som det er nu, er politiet ikke til stede under hele gudstjenesten, men patruljerer blot i området. I kølvandet på det antisemitiske hærværk, som den jødiske skole, Carolineskolen, blev udsat for i august, ønsker de danske jøder også, at politiet er til stede om morgenen, når børnene ankommer til skole.

Det er det angreb, der fulgte efter sidste uges massakre på satirebladet Charlie Hebdo, hvor et helt jødisk supermarked blev taget som gidsler og fire gidsler dræbt, der har skabt bekymringen, forklarer Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark.

Han ser angrebet som det seneste i en række nyere angreb på jøder i Europa, som da tre jødiske børn, en rabbiner og tre politifolk blev skudt ved en jødisk skole i Toulouse i Frankrig i 2012, og da tre personer sidste forår blev dræbt ved et skyderi på Det Jødiske Museum i Bruxelles i Belgien.

”Det fælles for angrebene er, at de er udført af ekstremister, der har fået træning i Mellemøsten, har fået adgang til våben og opfatter jødiske institutioner som legitime mål. Skal vi se på det og sige: 'Det er kun noget, der sker i Frankrig?' Vi er bange for, at den slags ekstremisme også findes i Danmark,” siger Dan Rosenberg Asmussen og henviser til de omtrent 100 danskere, Pet anslår har været hellige krigere i Syrien og Irak, hvoraf en del er vendt hjem.”Det er samme type personer, som har udført angrebene i Frankrig og Belgien, og det er kernen i vores utryghed.”

Flere franske jøder fortæller til avisen New York Times, at stemningen i landets jødiske kredse er trykket og meget bange efter sidste uges angreb.

Ifølge Jewish Agency of Israel er Frankrig det land, hvorfra Israel modtog flest immigranter sidste år, og organisationen venter, at 15.000 af Frankrigs i alt 500.000 jøder vil forlade landet det kommende år.

Dan Rosenberg Asmussen kender ikke til, at jøder skulle have forladt Danmark på grund af utryghed.

”Der har over en mangeårig periode været danske jøder, som er flyttet til Israel, og nogle af dem er også flyttet hjem igen. Det er ikke mit indtryk, at det sker herhjemme. Det er klart, at i sommer var der mange, der følte sig utrygge, blandt andet efter episoden på Carolineskolen. Der var flere, jeg talte med, som satte spørgsmålstegn ved, om man nu er tryg i Danmark. Vi har så oplevet, at den form for episoder heldigvis er gået i sig selv,” siger han.

Forskning har vist, at negative holdninger til danske jøder er blevet mere udbredte blandt nogle befolkningsgrupper siden 1970'erne, navnlig blandt grupper af ikke-vestlige indvandrere. Alligevel er det svært at vurdere, om trusselsniveauet er øget herhjemme efter de ekstremistiske angreb i Frankrig, siger Peter Hannestad, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Det, vi ikke ved, er, om holdning fører til handling. Derfor er det svært at sige, hvor risikabelt det er at være jøde i Danmark. Det eneste, vi ved, er, at grobunden for vold er til stede,” siger han og tilføjer:

”Ledsagefænomenet til Charlie Hebdo, angrebet mod det jødiske supermarked, var helt klart rettet mod jøder, det så vi én af gerningsmændene sige på video. Man kan altid være bekymret for afsmitningseffekter, som vi kender det fra bankrøverier og overfald på taxachauffører, der har det med at komme i bølger,” siger han.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) oplyste i går, at hun nu vil mødes med repræsentanter for Det Jødiske Samfund i Danmark for at tale om bekymringen for sikkerheden.